Analyse af 
Erik Holstein

Pia Olsen Dyhrs exit redder SF fra splittelse

Efter Konservatives farvel til regeringsforhandlingerne er Venstres pris blevet for høj for SF, der onsdag forlod forhandlingerne. Dermed undgår Pia Olsen Dyhr, at den lurende splittelse i partiet udvikler sig til en gentagelse af katastrofen i 2014.

Pia Olsen Dyhr (SF) har længe forhandlet med Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), men de sidste par dage har det stået klart, at prisen for at indgå i en regering blev for høj.
Pia Olsen Dyhr (SF) har længe forhandlet med Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V), men de sidste par dage har det stået klart, at prisen for at indgå i en regering blev for høj. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

De havde selv forventet at blive smidt ud af forhandlingerne efter weekenden. Det skete ikke, så onsdag tog de selv konsekvensen.

SF's farvel til regeringsforhandlingerne var en ventet nyhed, og en nyhed der vil blive modtaget med lettelse i store dele af partiet. For ikke alle følte sig sikre på, at SF-formand Pia Olsen Dyhr ville være stålsat i forhandlingerne på den yderste dag. 

SF-formanden har deltaget i forhandlingerne om en regering over midten i fem uger, og for både Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) kunne der være en taktisk fordel i at have både SF og Konservative med i en bred regeringskonstellation. Her ville Søren Pape Poulsen (K) kunne tage mange af kuglerne fra højre afsendt mod Ellemann, mens Pia Olsen Dyhr kunne få samme rolle som Mette Frederiksens bolværk mod venstrefløjen.

Lørdag røg den første dominobrik, da Konservative trak sig fra forhandlingerne. Det var næppe med Søren Papes gode vilje, for en ministerpost havde samtidig reddet hans formandspost, men hans parti var simpelthen ikke indstillet på en regering med Mette Frederiksen.

Derefter blev presset på Jakob Ellemann-Jensen voldsomt forøget, og både Pernille Vermund (NB) og Inger Støjberg (DD) rettede hidsige angreb på Ellemann for at svigte det borgerlige samarbejde. Derfor – lød Ellemanns konklusion – måtte Venstre have en endnu højere pris for at gå i regering med Mette Frederiksen og begå det, Ellemann selv erkender er et løftebrud.

For SF var logikken anderledes. Med Konservatives farvel var der nu 65 røde mandater i vægtskålen (S-SF) over for Venstres 23 blå mandater, og mandaternes logik tilsagde, at det måtte give Venstre mindre – og ikke mere – indflydelse, lød argumentet fra SF.

Men Mette Frederiksen prioriterede at imødekomme Ellemann, og dermed var løbet kørt for SF. Det var det reelt allerede lørdag, for det var indlysende, at Ellemann ikke kunne holde til at lade Venstre være det eneste blå parti i en regering sammen med både S og SF. 

SF får ikke ministerposter i denne omgang, men til gengæld undgår man uriasposten, som SF havde den tvivlsomme fornøjelse af mellem 2011 og 2014. SF's tre år i Thorning-regeringen står stadig for mange som et lavpunkt i partiets historie.

Flere SF'ere så en risiko for en gentagelse af miseren i de aktuelle regeringsforhandlinger, og der har de senere uger været dyb uenighed om tilgangen til forhandlingerne.