Pia Olsen Dyhrs exit redder SF fra splittelse

De havde selv forventet at blive smidt ud af forhandlingerne efter weekenden. Det skete ikke, så onsdag tog de selv konsekvensen.

SF's farvel til regeringsforhandlingerne var en ventet nyhed, og en nyhed der vil blive modtaget med lettelse i store dele af partiet. For ikke alle følte sig sikre på, at SF-formand Pia Olsen Dyhr ville være stålsat i forhandlingerne på den yderste dag. 

SF-formanden har deltaget i forhandlingerne om en regering over midten i fem uger, og for både Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) kunne der være en taktisk fordel i at have både SF og Konservative med i en bred regeringskonstellation. Her ville Søren Pape Poulsen (K) kunne tage mange af kuglerne fra højre afsendt mod Ellemann, mens Pia Olsen Dyhr kunne få samme rolle som Mette Frederiksens bolværk mod venstrefløjen.

Lørdag røg den første dominobrik, da Konservative trak sig fra forhandlingerne. Det var næppe med Søren Papes gode vilje, for en ministerpost havde samtidig reddet hans formandspost, men hans parti var simpelthen ikke indstillet på en regering med Mette Frederiksen.

Derefter blev presset på Jakob Ellemann-Jensen voldsomt forøget, og både Pernille Vermund (NB) og Inger Støjberg (DD) rettede hidsige angreb på Ellemann for at svigte det borgerlige samarbejde. Derfor – lød Ellemanns konklusion – måtte Venstre have en endnu højere pris for at gå i regering med Mette Frederiksen og begå det, Ellemann selv erkender er et løftebrud.

For SF var logikken anderledes. Med Konservatives farvel var der nu 65 røde mandater i vægtskålen (S-SF) over for Venstres 23 blå mandater, og mandaternes logik tilsagde, at det måtte give Venstre mindre – og ikke mere – indflydelse, lød argumentet fra SF.

Men Mette Frederiksen prioriterede at imødekomme Ellemann, og dermed var løbet kørt for SF. Det var det reelt allerede lørdag, for det var indlysende, at Ellemann ikke kunne holde til at lade Venstre være det eneste blå parti i en regering sammen med både S og SF.