Kommentar af 
Søren Søndergaard

Politikerne skal genfinde modet til at prioritere klart i politik

Politik er at vælge til og fra. Derfor bør politikerne genfinde modet til at prioritere tydeligt i deres politik. Ellers aner vælgerne ikke, hvad de får, skriver Søren Søndergaard.

Jeg savner at høre politikere, der tør sige højt, at nu vil vi sådan og sådan. Det gavner dem og dem, og det er godt og nødvendigt for et eller andet, skriver Søren Søndergaard.
Jeg savner at høre politikere, der tør sige højt, at nu vil vi sådan og sådan. Det gavner dem og dem, og det er godt og nødvendigt for et eller andet, skriver Søren Søndergaard.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Enhedslistens genindtrådte medlem af Folketinget, Pelle Dragsted, sagde det indlysende og forfriskende klart i sin takketale, da han for nylig fik Altingets kommunikationspris Ting-prisen. 

Der er ikke noget af det, politikere ynder at sige er ”bedst for Danmark”, der bare er godt for alle. Der er altid nogle, det ikke er godt for. Men det siger partierne bare ikke så højt, og ofte er medierne også noget træge i det. 

Takketalen var endda ikke forberedt, for Dragsted regnede ikke med at vinde i den skarpe konkurrence. Desto mere tankevækkende er ordene. 

For Dragsted har ret, og det ved alle i virkeligheden godt. 

Han efterlyste udfordring af den dyne af midterkonsensus, han mener, har lagt sig over dansk politik. Her synes alle enige om, at ”noget” er bedst for Danmark. Uden at stå åbent ved, at det politiske tiltag, der er godt for nogle, i reglen er skidt for nogle andre. Og han vil udfordre præmissen om, at noget skal laves om og hvordan  uden at nogen grundlæggende har spurgt, om der overhovedet skal laves noget om. 

Det er for bekvemt bare at affeje Dragsteds analyse med, at han er fra den yderste venstrefløj, og derude synes de altid, at der er nogle, det er meget synd for. 

For ikke mange dage siden bragte Altinget et længere interview med Venstres Morten Dahlin, der efter at være valgt første gang i 2019, blev genvalgt ved valget 1. november. Han vurderer klogt, at den borgerlige lejrs fortælling, også Venstres, kom pinagtigt til kort over for Socialdemokratiets og Mette Frederiksens effektive fortælling om krise og tryghed, folk og fællesskab.  

Når man i politik vælger noget til, vælger man også noget andet fra. Det er som med ønskerne til jul. Man får sjældent det hele

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Den unge Venstreløve vil politikudvikle og sagde blandt andet, at man skal fravriste socialdemokraterne det øjeblikkelige patent på fællesskab. For der er forskel på et liberalt og et socialistisk fællesskab. For selv om et fællesskab ikke er rødt, kan det jo godt være et godt fællesskab, mener Dahlin. 

Ligesom Dragsted har han indlysende ret. Det handler i virkeligheden om, hvilket fællesskab, man er mest stemt for. 

Og i sin grundlæggende samfundsindretning er liberalismen bare en del anderledes end socialismens model, men begge de aldrende ideologier har et samfundsmæssigt fællesskab til fælles – det er præmisserne for og tilgangen til fællesskabet, der er væsensforskellig. 

Det har bare været svært at se i årtier. Find forskellene frem, fortæl dem, og stå ved det! Der er en vej. Og en anden vej. 

Fremtiden kommer til at fordre prioriteringer, for kriserne står i kø. Og et stort mod til at kommunikere disse prioriteringer. For når man i politik vælger noget til, vælger man også noget andet fra. Det er som med ønskerne til jul. Man får sjældent det hele. Der er en prioritering. Noget er vigtigere end noget andet. 

Det er jo desværre let at sige i politik – og det er da også blevet sagt og sagt og sagt. Men hvad ér det så, der er vigtigere? Hvem er vigtigere? Hvorfor? 

Jeg kan hilse og sige, at det kan koste vælgere at prioritere. 

Bare se den besynderlige diskussion før og under valgkampen om, hvilke offentligt ansatte, der skal have mere i løn. Der var stort politisk fokus på sygeplejerskerne. De havde sjovt nok, af om ikke de præcis samme politikere, så dog af politikere, ved overenskomstslagsmålet sidste år fået et honninghjerte og en bar røv at trutte i. Nu blev de stillet for tre milliarder kroner cool cash i udsigt. 

Læs også

Vupti – var en række andre offentligt ansatte faggrupper indlysende nok ikke sene til at stille op i køen med hænderne fremme. 

Der er næsten statsgaranti for, at det ikke ender godt. Det, der er er godt for nogle, er ikke nødvendigvis godt for andre. Nogle bliver skuffede og sure uanset, hvad den kommende regering når frem til. 

Jeg savner at høre politikere, der tør sige højt, at nu vil vi sådan og sådan. Det gavner dem og dem, og det er godt og nødvendigt for et eller andet. 

Og så stå ved, at der ikke er en klejne til nogle andre – for man kan som bekendt kun bruge de samme penge én gang. Eller spise den samme klejne én gang, for nu at blive i det sæsonrelevante sprog. 

Hvis eksempelvis forsvaret skal have flere penge hurtigere – og det kan noget i den aktuelle situation i Ukraine og Natos generalsekretær Stoltenbergs nylige advarsel om mulig storkrig mellem Rusland og Nato jo nok godt begrunde  så skal pengene tages et andet sted fra. Eller skatten sættes op. 

For at vente på, at samfundskagen bliver større, selv med nok så mange fikse initiativer, vil med de nuværende udsigter for økonomien og eksporten nok være lige friskt nok. Og i hvert fald nok kalde på en velvoksen tålmodighed. 

Politikerne skal finde modet til ikke bare at sige, at ”noget er vigtigere end noget andet” og at ”noget er vigtigere end nogen”

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Det vil også være en god ide, hvis politikerne sikrede den kritiske, nationale infrastruktur. Det er eksempelvis veje, jernbaner, lufthavne og havne. Det er energi- og fødevareforsyningssikkerhed.  

Der er huller i osten, og der er åbne flanker, der kan angribes enten fysisk, som vi så det med Nordstream-gasledningen, eller i cyberspace. Desuden er store dele af den nationale kritiske infrastruktur helt afgørende for den grønne omstilling og opfyldelsen af de klimamål, som vi er på vej til at komme bagud med. 

Det er ikke sexet politik, det er ikke et hot vælgeremne, og det koster kassen. Ikke desto mindre er der garanti for, at der falder vælgerbrænde ned den dag, det går galt, eller nogle af forsyningerne stopper. 

Her er også en slags lakmusprøve på det politiske mod til at prioritere. 

Politikerne skal finde modet til ikke bare at sige, at ”noget er vigtigere end noget andet” og at ”noget er vigtigere end nogen”. 

De skal sætte hånden på kogepladen, mens vi andre skruer op, og sige hvad, der er vigtigt og hvorfor. Og sige fra overfor alt det, de ikke synes, er vigtigt. Også selvom man lægger sig ud med woke-vælgere, unge vælgere, klima-vælgere, sygeplejersker, skolelærere eller topskatteydere. Men jeg vil godt se det, før jeg tror det. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

Morten Dahlin

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde (V), MF
HA (kom.) (CBS 2012)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)









0:000:00