Professor: Vi skal stoppe spredningen af den økonomiske virus

Af Niels Westergård-Nielsen
Professor, Institut for international økonomi og ledelse, Copenhagen Business School

I første omgang har vi med rette frygtet virussen.

Nu skal vi frygte den økonomiske krise, der kommer bagefter. Begyndelsen til den økonomiske krise er i fuld gang som en voldsom kamp mellem virksomheder om at ændre på betalinger og ordrer nu og i fremtiden.

Nedlukningen betyder, at mange virksomheder, store som små, fra den ene dag til den anden har mistet hele deres omsætning.

Alle forsøger de at nedbringe deres omkostninger og forøge deres likviditet for at overleve på kort sigt. Uden omsætning kommer der ingen penge i kassen, og samtidig har man stadig udgifter til lønninger, til leverandører for varer, der er leveret, men ikke solgt, husleje og leasingaftaler for biler, it, maskiner osv.

Lønningerne til de ansatte er den første store udgift for virksomheden, men de ansatte er også nødvendige, hvis virksomheden skal rejse sig igen.

Når en virksomhed i kæden laver 'hold up', betyder det, at den virksomhed, det går ud over, er nødt til at gøre det samme, og sådan fortsætter det, indtil de svageste må opgive ævred.

Niels Westergård-Nielsen
Professor, Institut for international økonomi og ledelse, Copenhagen Business School

Mange virksomheder vil derfor gerne afskedige medarbejdere, når krisen rammer, men vil lige så gerne kunne genansætte dem, når der atter skal gang i hjulene.

"Hold up" spreder sig som en virus
Næste led i overlevelseskampen foregår ved, at virksomhederne fortæller deres leverandører, at de må sænke priserne og give dem øget kredittid. Alternativet er – kan de true med – at virksomheden må dreje nøglen om.

På samme måde går mange virksomheder deres faste omkostninger igennem og fortæller leasingfirmaer og udlejere, at de ikke kan betale lejen. I alle tilfælde er det en hold up-situation, for hvad skal udlejeren, leasingfirmaet stille op?

De har valget mellem at holde sig til kontrakten og sætte lejeren ud, hente bilen osv., eller de kan gå ind på at give kredit. De må så selv i gang med at presse deres långiver og i sidste ende kapitalejerne. Vi har allerede set, at en række store virksomheder gør dette over for deres mindre handelspartnere.

Når en virksomhed i kæden laver hold up, betyder det, at den virksomhed, det går ud over, er nødt til at gøre det samme, og sådan fortsætter det, indtil de svageste må opgive ævred. I løbet af kort tid er alle lige fra detailhandelen til udlejer blevet smittet, og nogle er gået ned.

Onde cirkler skal brydes
På kort sigt er dette navnlig et spørgsmål om likviditet, det vil sige, om hvornår lejen skal betales. Men da hovedparten af dem, der er blevet ramt af nedlukningen, er i den situation, at de både mister omsætning, mens krisen står på, og heller ikke har en chance for at genvinde omsætningen efter nedlukningen, er det ikke nok at få kredit med lejen. Det ville bare skubbe den til næste måned.

Restaurantbesøgene udsættes jo sjældent og den krydstogtsafgang, der blev aflyst, kommer aldrig. Desuden må de fleste erhvervsdrivende nu regne med, at det tager lang tid, før efterspørgslen efter deres produkt når de vanlige højder. Man må nemlig forvente, at alle sparer på forbruget i den kommende lange tid.

Arbejdsløsheden er steget, og kapitalejeren har fået lavere afkast, husejeren har fået mindre for sit hus. Resultatet af dette er, at hold up også vil indeholde et krav om, at lejen nedsættes i en periode, at lønstigninger begrænses osv., for ellers kan virksomheden ikke overleve. Resultatet er en krise, idet efterspørgslen i hele samfundet er faldet.

Det er altså et antal dårlige cirkler, der er er blevet sat i gang i vores økonomi. Politikken for at imødegå dem er derfor at bryde disse cirkler.

Store banker svigtede små virksomheder
I tilvejebringelsen af likviditet kan banksystemet spille en overordentlig stor rolle. I den sidste krise kom krisen faktisk fra banksystemet, så dengang kunne banksystemet ikke hjælpe, men trak tværtimod mange virksomheder ned. Siden er banksystemet blevet mere polstret.

Banksystemet forventes at kende sine kunder, så de burde have en fornemmelse af, hvor de skal hjælpe, og hvor de måske ikke kan. Set fra et teoretisk synspunkt burde de store banker være bedst rustet til at hjælpe deres virksomhedskunder med likviditet i krisen, som et par af mine kolleger var ude at sige forleden.

Men sandheden er, at de store banker efter 2010 svigtede de mindre virksomheder. De mindre banker var derimod mere villige til at støtte deres virksomhedskunder, idet de formentlig kunne se, at deres forretning stod og faldt med deres mindre virksomhedskunder.

Man kan kun håbe, at de store banker nu har lært noget om deres forpligtelser over for deres kunder og samfundsøkonomien.

Politikere kan kun handle for lidt
Den altafgørende faktor for at bryde cirklerne er, at staten bidrager med den indkomst og den efterspørgsel, som faldt væk med nedlukningen. Kun staten har midler til at give direkte tilskud til virksomhederne.

I modsætning til 2008/2009 er staten heldigvis nu i gang med at give tilskud til lønninger og til faste udgifter til virksomhederne. Det er helt sikkert rigtigt tænkt. Men jeg tror, man skal stille spørgsmål ved, om det er nok til, at spredningen af den økonomiske virus stopper.

Problemet er, at udgifter ikke dækkes fuldt ud. Løntilskuddet til hjemsendelse af medarbejdere dækker op til 23.000 kroner per måned. Andre omkostninger dækkes også med mindre end 100 procent. Det rejser spørgsmålet om, hvor resten skal komme fra i en situation, hvor rigtigt mange virksomheder ikke har indtjening overhovedet.

Derfor vil vi stadig se, at presset fra ramte virksomheder presser alle de andre, og det spreder den økonomiske krise uhyre hurtigt. Man kan derfor kun opfordre politikerne til at tænke meget stort i denne krise i lighed med, hvad den tidligere direktør for den europæiske centralbank, Mario Draghi, gjorde i Financial Times 25. marts.

Politikerne kan faktisk kun handle for lidt i en situation, hvor mange virksomheders overlevelse er på spil. I sidste krise opdagede vi, hvor længe der gik med at genstarte virksomheder og jobvækst.