Radikale er på direkte kollisionskurs med sine pro-palæstinensiske vælgere

På Zenia Stampes Facebook-side synes flere at have fået et nyt og sjælerystende indblik i det jødehad, som i disse uger kan ses ikke bare herhjemme, men i en lang række europæiske lande. Ofte kommer dette had fra personer og grupper i palæstinensiske eller muslimske indvandrermiljøer.  

Når Det Radikale Venstre med et slag er blevet skydeskive for kritik fra disse miljøer – eller når partiet kæmper med politikere som Rabih Azad-Ahmad, der går på tværs af partilinjen – har det sin egen indre logik.  

I årtier har Det Radikale Venstre været det parti, der mest indædt har bekæmpet stramninger af udlændingepolitikken, og som mest ihærdigt har fremhævet fordelene ved indvandringen. 

Det er desuden et af de partier, som mest aktivt har appelleret til indvandrergrupper for at få dem til at stemme, herunder på Det Radikale Venstre.  

I forbindelse med folketingsvalget i 2019 kunne DR fortælle, at markant flere havde stemt på valgstederne i landets største ghettoer som eksempelvis Vollsmose i Odense, Tingbjerg i København og Gellerupparken i Aarhus.

Man har herhjemme – i hvert fald indtil nu – kunnet opleve en uhellig alliance mellem reaktionære og dogmatiske islamister i indvandrermiljøerne og frisindede liberale i et – i egen selvopfattelse – progressivt parti.

Thomas Larsen

Det skyldtes blandt andet, at flere muslimske grupper havde været aktive for at få folk til at stemme. De Radikale gjorde også en særlig indsats, og partiet høstede ekstraordinært mange stemmer i disse områder. 

I flere tilfælde nød partiet godt af særbehandling fra lokale muslimske organisationer og moskeer. Som Berlingske afdækkede efter valget, havde blandt andet Fredens Moské i Aarhus anbefalet tusindvis af muslimer at stemme på Enhedslisten eller Radikale Venstre.  

Facebook-siden med overskriften "Muslimer til stemmeboksene i 2019", der havde mere end 25.000 medlemmer, spillede også en rolle, og i valgkampen henvendte blandt andre den forhenværende radikale leder Morten Østergaard sig til gruppen. 

I København udvalgte Det Islamiske Trossamfund enkelte kandidater, som de anbefalede deres medlemmer at stemme på. Og flere af de muslimske organisationer lagde ikke skjul på, at Det Radikale Venstres særlige position i udlændingepolitikken havde betydning for deres støtte til partiet.  

I dag oplever flere af disse grupper i indvandrermiljøerne imidlertid, at de pludselig er kommet på direkte kollisionskurs med det parti, de hidtil har opfattet som en forbundsfælle og måske også har stemt på, og derfor er både forbløffelsen og bitterheden stor.

Men måske vokser der i denne tid også en ny form for erkendelse frem hos de Radikale.

Den handler om, at partiet i nogle sammenhænge har allieret sig med reaktionære religiøse grupper i indvandrermiljøerne og har fået lidt for godt tag i stærkt pro-palæstinensiske grupperinger, der ikke har den store respekt for spillereglerne i det danske folkestyre, når først hadet til Israel kommer i kog.  

Der er tale om erkendelser, som eksempelvis Socialdemokratiet og SF for længst er kommet frem til, mens det har taget usædvanlig lang tid for de Radikale.  

Derfor har man også herhjemme – i hvert fald indtil nu – kunnet opleve en uhellig alliance mellem reaktionære og dogmatiske islamister i indvandrermiljøerne og frisindede liberale i et – i egen selvopfattelse – progressivt parti. Måske slutter den alliance nu.