Solidt hold med tre-fire jokere

Der er absolut ingen grund til at undervurdere Thornings ministerhold.

Selvom man sjældent har set et hold med så lidt erfaring indtage ministerierne, har de tre partiledere i de fleste tilfælde fundet stærke kandidater til posterne. Alligevel er der overraskelser, der hver på deres måde indebærer risici for regeringen.

Blandt de socialdemokratiske ministre er det især "nedgraderingen" af den tidligere Århus-borgmester Nicolai Wammen, der vækker opsigt. Wammen blev europaminister, og selvom han havde travlt med at forsikre, hvor utrolig glad han er for sit nye job, var der ikke rigtig nogen, der troede på det.

En markering
Det var forventet, at den tidligere bykonge ville tage Indenrigsministeriet, men da det blev en del af Vestagers nye superministerium, forsvandt den mulighed. Dertil kommer, at Wammen ikke er helt så populær i partiledelsen, som han var en gang.

Det var næppe, hvad han drømte om, da han lagde borgmesterkæden. Begynder det på et tidspunkt at gå dårligt for Thorning, er der her en mand, der ikke skylder hende noget.

Erik Holstein
Kommentator, Altinget | Christiansborg

Flere mener, at han lige lovlig tydeligt kørte sig selv i stilling til at afløse Thorning, hvis hun ikke havde vundet folketingsvalget. Samtidig skabte det en vis irritation, at Wammen i selve valgkampen røg ud i et mindre slagsmål med gruppeformand Carsten Hansen om en Kattegat-forbindelse.

Nu sidder Wammen så i et ministerium, som det ikke engang var hensigten at gøre permanent. Det var næppe, hvad han drømte om, da han lagde borgmesterkæden. Begynder det på et tidspunkt at gå dårligt for Thorning, er der her en mand, der ikke skylder hende noget.

S fik fingre i folkeskolen
Til gengæld er der al mulig grund til at fæstne lid til tilfredsheden hos den nye finansminister Bjarne Corydon (S). Han har den nødvendige brutalitet til den post, og hans faglige kompetence og strategiske sans kompenserer for den manglende parlamentariske erfaring.

Glæden lyste også ud af de socialdemokratiske kvinder Mette Frederiksen, Karen Hækkerup og Christine Antorini. Mette Frederiksen var regnet som ny socialminister men bytter hellere end gerne den post med Beskæftigelsesministeriet.

Den rapkæftede Karen Hækkerup tog i stedet Socialministeriet, der nu også får dele af det nedlagte Integrationsministerium under sig.

Antorini blev ganske som ønsket "minister for folkeskolen". Det var særlig vigtigt for Socialdemokraterne at få fingre i det område, for man har de sidste syv-otte år lagt vægt på, at det ikke skulle være de radikales "skole for den højere middelklasse", der kom til at tegne en ny regerings skolepolitik.

Teflon påkrævet
Henrik Dam Kristensen (S) er sammen med den radikale leder Margrethe Vestager de eneste, der har ministererfaring. Dam har tilmed en vis teflon-effekt. Derfor var det et logisk valg at placere ham på den transportministerpost, hvor dårlige sager er talrige som stjernerne på himlen.  

Ud af de 11 socialdemokratiske ministre optrådte de 10 på flere mediers ministerlister. Derimod havde de færreste regnet med, at Mette Gjerskov ville tage den sidste ministerpost, men der lægges blandt andet vægt på, at hun har betydelig faglig viden på det fødevareområde, hun nu skal være minister for.

Vigsø Bagges farce
Allerede før den officielle præsentation af de nye ministre var der øretæver i luften til SF's ledelse fra folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge, der på Facebook truede med at melde sig ud af partiet. Den meget følelsesfulde Vigsø Bagge var oprørt over, at hun ikke selv var blevet minister - eller tilstrækkelig tilgodeset i den forestående konstituering i SF's folketingsgruppe. En uhørt reaktion fra et rutineret folketingsmedlem.

Vreden skyldtes, at Vigsø Bagge - og andre - blev vraget til fordel for partiets næstformand Thor Möger Pedersen. Han blev mandag udnævnt til ny skatteminister, en post der ellers lå lige til højrebenet for SF's anerkendte skatteordfører Jesper Petersen, der oprindelig var tiltænkt en ministerpost.

Pernille Vigsø Bagge trak senere sine trusler tilbage, og 12 timer efter hun havde truet med at melde sig ud, gjorde SF hende til formand for folketingsgruppen!

En farceagtig situation der kan skabe det indtryk, at SF's ledelse belønner kritik, bare den er tilstrækkelig hæmningsløs. Det kan blive rigtig farligt i tiden, der kommer.

Et mål for utilfredshed
Kritikerne af Thor Möger Pedersen peger på, at han selv var milevidt fra at blive valgt til Folketinget. Dertil kommer, at han sammen med Villy Søvndal og Ole Sohn var hovedansvarlig for den profilløse valgkampsstrategi, der kostede SF så dyrt. Derfor er Thor Möger blevet en katalysator for frustration og vrede i dele af SF's bagland.

Når den kun 26-årige Thor Möger alligevel blev udpeget til minister skyldes det, at han var helt central i dannelsen af alliancen med Socialdemokraterne. Især har "unge Thor" et glimrende forhold til den nye stærke mand, finansminister Bjarne Corydon, og som medlemmer af regeringens magtfulde koordinationsudvalg får de nu et forum for at fortsætte parløbet. Håbet er, at Thor Möger - også i regering - kan opretholde det "særlige forhold" mellem S og SF.

Villy Søvndal suppleres som ny udenrigsminister af partifællen Pia Olsen Dyhr, der bliver "handels og investeringsminister". En nyoprettet ministerpost, der minder om en slags handels-ambassadør - og som måske kan overflødiggøre de "eksport- ambassadører" med Ritt Bjerregaard i spidsen, som Løkke (V) tidligere på året udnævnte. Det vil i givet fald blive opfattet som munter sidegevinst af S og SF.   

Radikale gåder
Ingen havde før valgkampen regnet med, at Radikale ville få hele seks ministre. For lidt over en måned håbede Radikale på fire ministerposter men erkendte, at de "måske måtte nøjes med tre".

Margrethe Vestager var forudbestemt til at blive økonomiminister ligesom sin forgænger som radikal leder Marianne Jelved var det engang. Men Vestager får et langt større ressort, fordi hun som indenrigsminister også skal holde snor i kommunernes økonomi.

Et stykke længere nede af ministerlisten er der solide radikale overraskelser. Det var ventet, at Manu Sareen (R) ville blive den første etniske minister, men hvorfor han er blevet minister for kirke og ligestilling, er en regulær gåde. Specielt i betragtning af at Sareen for nylig var tæt på at melde sig ud af folkekirken.

Noget lignende kan siges om udnævnelsen af kaospiloten Uffe Elbæk, der kom springende ind på posten som kulturminister. Han beskrives diplomatisk som "farverig" og "alternativ", men mindre diplomatiske udtryk anvendes oftere. I dele af medierne er der allerede forhåbninger om, at den "farverige" mand til fulde vil leve op til den underholdningsværdi, der kendetegnede Kulturministeriet i Jytte Hildens (S) dage.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Thornings første hold - set som en helhed - har en betydelig grad af faglig viden og politisk talent. Ud fra ministerholdets sammensætning er der ingen grund til at tro, at den nye regering kun bliver en politisk parentes.