Svingende kvalitet i Auken-testamente

<img align="left" src="@nyimg=5441@" />

Selvfølgelig skulle der skrives sådan en bog.

Den tidligere socialdemokratiske formand Svend Auken var en af de helt tunge politiske spillere i årtier, og det var en oplagt ide at give ham mulighed for at sammenfatte sit politiske virke, selvom hans fysiske kræfter ebbede ud.

Der er grund til at rose Weekendavisens politiske journalist Hans Mortensen for at føre ideen ud i livet. Han har med sikker hånd redigeret sine ti interviews med Svend Auken til en klart struktureret bog, der efter hovedpersonens død i august uundgåeligt får præg af et politisk testamente.

Svend Aukens fuldførte bogprojektet, selvom han blev mere og mere svækket. Det vidner om et mentalt overskud og en livsappetit, man kun kan beundre. Det er der kommet en læseværdig bog ud af, men "Det, Svend mener, er..." er alligevel ikke entydigt vellykket.

Farverige elementer
Bogen er ganske vist spækket med massevis af spændende og farverige politiske tanker, som var typisk for en Svend Auken på slap line. Men den lever kun i begrænset omfang op til sine egne præmisser: Nemlig at give et sammenhængende bud på "socialdemokratismen" - og vejen frem for partiet.

Dertil kommer, at Auken er utrolig selektiv i sin gennemgang af partihistorien. Han kommer med en række udsagn, som åbenlyst er i strid med virkeligheden og som står i sær kontrast til de steder i bogen, hvor han er imponerende ærlig.

Frustrationer
Svend Aukens stolthed over partiets historiske bedrifter gennemsyrer bogen, og han var tydelig frustreret over, at Socialdemokratiet ikke længere får kredit for opbygningen af velfærdssamfundet:

"Journalisterne spørger: "Hvad er jeres visioner?" Hvorfor er der aldrig nogen, der spørger: "Hvad er jeres resultater?" lyder spørgsmålet fra Auken, der på linje med Nyrup og Lykketoft havde svært ved at affinde sig med, at vælgerne ikke er taknemmelige, men køligt ser på, hvem der er bedst til at løse de næste problemer.

Blandt de mere overraskende betragtninger i bogen er Aukens konstatering af, at "de fire største partier alle har accepteret den socialdemokratiske grundfilosofi". En modig udlægning af Auken, der ser en betydelig fællesmængde på velfærdsområdet mellem S, SF, V og DF. I betragtning af Venstres historiske modstand mod velfærdsstaten kan man ikke anfægte Aukens påstand om, at S på dette område har "vundet værdikampen".

300 møder og 17 faggrupper
Interessant er også Aukens opgør med "big government", hvor han påpeger, hvordan man ukritisk udbyggede velfærdsstaten uden altid at undersøge, hvordan man fik mest for pengene. I bogen afslører han en betydelig irritation over "tankegangen om "handleplaner og behandlerteams" og "300 møder med 17 faggrupper".

Kort sagt en indædt modstand mod bureaukrati, som Auken sjældent har givet udtryk for i den offentlige debat. Faktisk gør han hel del ud af at påpege forskellen til de svenske socialdemokrater, der i den grad har dyrket den stærke og altdominerende stat.

Rå sammenligning
Det er en stærk oplevelse at læse beskrivelsen af Aukens sidste måneder som formand. Han erkender åbent, at han i 1991 levede i en fantasiverden, fordi han ikke troede på, at der blev smedet rænker imod ham:

"Da jeg åbenbart levede i en verden, der ikke havde forbindelse med denne verden, kunne jeg ikke se det. Ligesom da Nixon i det Hvide Hus lukkede øjnene for Watergate - og det er for mig en meget ubehagelig sammenligning," sagde Auken med en ubarmhjertig selverkendelse.

Forholdet til Nyrup
Svend Auken er meget large i sin vurdering af Nyrup, som han generelt roser som statsminister. Men Auken vender gentagne gange tilbage til Nyrups bemærkning om, at de to "aldrig har været venner". "Sikke noget pjat", lyder det tydelig såret fra Auken, der i hvert fald for sin part havde betragtet Nyrup som en ven.

Helt surrealistisk bliver det derimod, når Auken udtaler, at han ikke tror, han "nogensinde har tænkt en negativ tanke om Nyrup". Det er rent nonsens, selvom det ikke behøver at være en bevidst løgn. For med sin optimistiske og fremadskuende attitude til livet, kan Auken sagtens have ment det ærligt, da han sagde det. Det gør det bare ikke korrekt - og er et eksempel på, hvordan han i bogen veksler mellem dyb selvindsigt og en næsten total mangel på refleksion.

Det samme gør sig gældende i forhold til efterlønnen, som Auken er pavestolt af at have stået fadder til. Her kunne det være interessant med nogle afbalancerede betragtninger om en ordning, der har været til glæde for mange, men som har vist sig ekstremt dyr, og som er en af de største enkelttrusler mod velfærdssamfundet på længere sigt. Men disse problemer - som næsten alle økonomer har påpeget - forbigås elegant.

Alternativ historieskrivning
Med til den pudsige afdeling hører også Aukens kanonisering af Anker Jørgensen, som de fleste i dag bedømmer som en folkelig, men udygtig statsminister. For Auken var Anker derimod manden, der "nedkæmpede Fremskridtspartiet" "lavede reformer", "forbedrede konkurrenceevnen" og "tog fat på de mest alvorlige økonomiske problemer". Her er virkelig tale om en alternativ historieskrivning.

Auken nedtoner - eller fortrænger - konsekvent sin rolle i de hidsige socialdemokratiske fløjkampe, der hærgede næsten 15 år efter hans fald som formand. Her kom han ved adskillige lejligheder på tværs af Nyrup, ikke mindst i forbindelse med udlændingepolitikken, hvor han blandt andet undsagde forsøget på opstramning under valgkampen i 2001. Hans udtalelser fik en rasende Nyrup til at true med at fyre de ministre, der ikke fulgte linjen. Men dette er helt eroderet væk i bogen.

Helle Who?
Bortretoucheret er også Helle Thorning-Schmidt, der under partiets nylige kongres måtte lide den tort at blive ignoreret i Ritt Bjerregaards tale. Nu sker det samme altså i Aukens testamente - bortset fra en enkelt stikpille, hvor Thorning ikke engang nævnes ved navn.

Det er trist for Thorning, men faktisk også for bogen. For det kunne have været interessant at høre Aukens ærlige mening om den nye formand. Ligesom det havde været utrolig spændende at læse hans kølige analyse af, hvorfor hans protege gennem 10-15 år - Frank Jensen - tabte formandsvalget til en kvinde, der kun havde siddet to måneder i Folketinget.  

Religionen gav trøst
De sidste sider i bogen beskriver meget passende Svend Aukens forhold til kristendommen, som livet igennem betød meget for ham.

Trods den dødelige sygdom var det ikke troen på et evigt liv, der trøstede Auken. For det troede han slet ikke på. Det var derimod kristendommens "tilgivelse og nåde": "Den store lykke, at jeg lærer at acceptere min egen situation. Mit eget liv. Mit eget arbejde."

Auken giver også en forklaring på, hvorfor han kunne opvise en næsten umenneskelig aktivitet til det sidste:
"Når man ved, at man er alvorligt syg, og at sygdommen kun har én afslutning... så kommer man jo til at sætte mere pris på mange ting. Er det her den sidste sommer? Hvis man stiller sig selv det spørgsmål, kommer man til at leve den sommer anderledes."   

Disse sider er så afgjort nogle af bogens allerstærkeste. Og det er en skam, at det afsluttende kapitel er påklistret et par sider om Aukens opfattelse af Muhammed-krisen, hvor han forfalder til letkøbte og overfladiske sammenligninger mellem religionssatire og antisemitisme.

En sammensat person
Kan Svend Aukens tanker om Socialdemokraterne så bruges som en guide for partiets fremtid?

Kun i begrænset omfang. For hans vision går primært på at udbrede den succesrige socialdemokratiske model fra Skandinavien til resten af verden. Det vinder man bare ikke valg på i Danmark - og bogen mangler anvisninger på, hvordan Socialdemokraterne igen kommer på toppen herhjemme. Her er der stort set kun tale om en negation af VKO's politik.

Når alt kommer til alt, er bogens store kvaliteter og næsten lige så store svagheder måske et passende eftermæle til Svend Auken. For selvom anmeldelserne vil være gennemsyret af sympati for en politiker, der døde alt for tidligt, var han en sammensat mand.

Svend Auken var superintelligent, karismatisk og dybt idealistisk. Men han var samtidig langt mere giftig i de interne magtkampe, end han ville være ved, og politisk havde han adskillige blinde vinkler.

Svend Auken var en stor og betydningsfuld politiker. Men han var ikke nogen helgen.                

<img align="left" src="@nyimg=5440@" />

"Det, Svend mener, er..", skrevet af Hans Mortensen, er netop udkommet på Gyldendal. Bogen er på 240 sider og koster 300 kr.