Tidligere overborgmester i spidsen for S-erhvervsklub: "Det er ikke en kaffeklub. Der bliver gået til stålet"

Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen er formand for Socialdemokratiets erhvervsklub, hvor udvalgte organisationer og virksomheder kan købe sig adgang til møder med partitoppen. Læs ham fortælle, hvordan klubben opererer. 

Den tidligere overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen, er formand for Socialdemokratiets erhvervsklub Erhvervsforum Vækst DK. Han var overborgmester i København fra 1989 til 2004. 
Den tidligere overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen, er formand for Socialdemokratiets erhvervsklub Erhvervsforum Vækst DK. Han var overborgmester i København fra 1989 til 2004. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

"Det er ikke en kaffeklub for Socialdemokratiet på de her møder. Der bliver gået til stålet, og medlemmerne dukker op virtuelt eller fysisk."

Det er meldingen fra Københavns tidligere overborgmester fra 1989 til 2004, Jens Kramer Mikkelsen, der siden efteråret 2019 har stået i spidsen for Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, der blandt andet giver sine ca. 50 medlemmer adgang til møder med statsminister Mette Frederiksen (S), hendes ministre og andre topfolk i partiet.  

Her overtog han formandstøjlerne fra Carsten Koch, der i 1990'erne var både skatte- og sundhedsminister under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Meldingen kommer i forbindelse med, at Altinget afslører nye detaljer om, hvordan erhvervsklubben opererer. 

Læs også

"Jeg opfatter mig selv som facilitator"
Hvad er din rolle i foreningen?

"Jeg opfatter mig selv som facilitator. Det her minder meget om Altingets egne netværk, hvor jeg har optrådt nogle gange. Det er netværksskabelse, personlig relation og øget information i et centrale samfundsanliggender. Formålet er fuldstændigt det samme som i Altingets netværk. Så ved jeg ikke, om vi kører det lige så professionelt, som I gør det, for I kører mange af dem. Jeg har optrådt et par steder hos jer og i andre netværk. Modellen er netværksdannelse," siger han. 

Hvor stor er organisationen?  

"Jeg får ikke en krone for det, og det skal jeg heller ikke have. Formålet er selvfølgelig at skabe netværk omkring Socialdemokratiet, og pengene bliver trukket ud, når man skal bruge dem. Det er ikke en kæmpe organisation. Jeg tror, at kontingentet er mindre end hos flere af jeres (Altingets, red.) netværk." 

Hvad er kontingentet på? 

"20.000 kroner om året. Ingen melder sig ind uden at vide, hvad pengene går til."

Få adgang til topministre for 20.000 kroner
Hvad får man for de 20.000 kroner om året?

"Så får man fire til seks møder med centrale socialdemokratiske politikere som Mette Frederiksen, Nicolai Wammen (S), Morten Bødskov (S), centrale folketingsmedlemmer og andre. Kontingentet er det samme for alle," siger han og fortsætter:

"Ingen kan få mere adgang ved at betale mere end det. Man betaler kontingentet. Det ligger under prisen for jeres (Altingets, red.) netværk. Når jeg optræder i jeres netværk, får jeg enten vin eller honorar for det, og det gør de mennesker, der optræder i de her netværk ikke."

Er møderne også afholdt under coronakrisen?

"Det har også foregået under coronakrisen gennem Teams eller Zoom. Jeg tror, at det er Teams. Det interessante er jo, at der ikke kommer færre, når man laver det virtuelt fremfor, når man laver det fysisk."   

Hvor mange medlemmer har erhvervsklubben?

Her henviser Jens Kramer Mikkelsen til Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, der i en mail oplyser, at foreningen har omkring 50 medlemmer.

Hvor mange frivillige medarbejdere har foreningen?

"Det har jeg ikke nogen fornemmelse af. Vi laver jo ikke strategimøder, hvor vi ser, hvor mange vi er. Det klarer vi på telefonen eller via mail," siger Jens Kramer Mikkelsen. 

Som formand må du vel have en fornemmelse af, hvor mange medarbejdere der er koblet til Erhvervsforum Vækst DK?

"Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange ressourcer der er koblet på. Det skal du spørge Jan Juul (Christensen, red.) om.

Partisekretær Jan Juul Christensen oplyser i en mail, at foreningen ingen ansatte har.

Fakta

Bagom historien

Oplysningerne i artiklen er baseret på offentligt tilgængelige informationer i CVR-registeret og partiregnskaberne samt interview med Erhvervsforum Vækst DK's formand, Jens Kramer Mikkelsen. 

På en række spørgsmål henviser han til Socialdemokratiets partisekretær Jan Juul Christensen, men Jan Juul Christensen har ikke ønsket at stille op til interview. 

I stedet har han indvilget i at besvare en række spørgsmål på mail. De relevante svar indgår også i artiklen. 

Ingen fra Socialdemokratiets ledelse på Christiansborg har efterfølgende ønsket at stille op til interview. 

 

Sass Larsen med i bestyrelsen
Hvad er Jan Juul Christensens rolle i foreningen?

"Han er jo partisekretær for Socialdemokratiet. Der er ingen medlemmer, som betaler kontingent, som ikke ved, hvad overskuddet går til på et tidspunkt. Det er fuldstændigt transparent, som det skal være. Hvis Venstre, Konservative, Liberal Alliance eller SF har en erhvervsorganisation, så er det det samme. Jeg optræder også i de andre partiers erhvervsklubber, og det beder jeg jo ikke om noget for at gøre."

Jan Juul Christensen oplyser per mail, at han er en af fire bestyrelsesmedlemmer i erhvervsklubben. Foruden partisekretæren og Jens Kramer Mikkelsen drejer det sig om Henrik Sass Larsen og Morten Nielsen. 

I marts 2020 flytter foreningen ind på Christiansborg. Hvordan kan det være? 

Jens Kramer Mikkelsen henviser til Jan Juul Christensen, der skriftligt oplyser: 

"Socialdemokratiets partikontor har været placeret på de tidligere adresser, der nævnes (Socialdemokratiets tidligere adresser, red.), og partikontoret er nu placeret på Christiansborg. Da foreningens formål er klart beskrevet, og der også er medlemmer af Socialdemokratiet i foreningens bestyrelse, er det naturligt, at der er adressesammenfald," skriver han. 

Jeg får ikke en krone for det, og det skal jeg heller ikke have. Formålet er selvfølgelig at skabe netværk omkring Socialdemokratiet, og pengene bliver trukket ud, når man skal bruge dem. Det er ikke en kæmpe organisation. Jeg tror, at kontingentet er mindre end hos flere af jeres (Altingets, red.) netværk.

Jens Kramer Mikkelsen
Formand for Erhvervsforum Vækst DK

Kan ikke betale ekstra for mere adgang
Hvem er jeres medlemmer?

"Vores medlemmer er virksomheder, erhvervsorganisationer og erhvervssammenslutninger," siger Jens Kramer Mikkelsen. 

Kontingentet er på 20.000 kroner om året. Det er vel ikke tilfældigt i forhold til den nuværende grænse på 21.900 kroner for, hvor store beløbene fra partiernes bidragsydere skal være, før de skal oplyses og offentliggøres?

"Altinget har et netværk, der koster 19.995 kroner. Meningen er klar nok. Der er ikke en kæmpe administration bagved. Kontingentet er det samme for alle, men det er selvfølgelig mere interessant at beskæftige sig med, når et parti er i regering, end når det ikke er. Det kan du jo bare spørge de andre om."

Men det er vel for, at virksomhederne kan slippe for at stå som donor til Socialdemokratiet, at de betaler gennem erhvervsklubben?

"Det kan man jo gøre på andre måder, men det er derfor, at kontingentet er det samme for alle. Du kan ikke være medlem og betale et standardkontingent og så bagefter komme med en masse andet. Det kan du simpelthen ikke. Det er ikke sådan, at du kan betale mere for at få mere adgang."

Så der er ingen i klubben, der betaler over grænsen for anonyme donorers partistøtte?

"Det er det samme, alle betaler. Man kan ikke betale mere på en anden måde. Om der så er nogle medlemmer, som støtter partiet på en anden måde, ved jeg ikke."

Fakta

Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, blev stiftet i 2014 med Carsten Koch som formand. 

I efteråret 2019 overdrog han tøjlerne til Jens Kramer Mikkelsen. 

Bestyrelsen består af Jens Kramer Mikkelsen, Henrik Sass Larsen, Morten Nielsen og Jan Juul Christensen.

Foreningen har omkring 50 medlemmer og overfører penge til Socialdemokratiet i valgår. 

For et kontingent på 20.000 kroner om året får medlemmerne fire netværksmøder med adgang til topfolk i Socialdemokratiet, herunder blandt andet statsminister Mette Frederiksen. 

Erhvervsklubben har adresse på Socialdemokratiets partikontor på Christiansborg, men har ingen ansatte tilknyttet.

Foreningen afholder egne udgifter til arrangementer og administration. 

Partiernes bidragsydere kan holdes anonyme i partiregnskaberne, hvis donationerne er under en bestemt grænse. I 2019 var grænsen på 20.900 kroner, og den er steget til 21.900 kroner i 2021.

Overfører kun i valgår
Så man kan ikke indbetale eksempelvis en million kroner til Erhvervsforum Vækst DK, som så betaler de penge til Socialdemokratiet for at slippe for selv at stå på partiets liste over donorer?

"Nej. Så gad jeg ikke være med i det her. Overførslen af beløbene hænger sammen med, hvornår der er valg. Der er ikke løbende overførsler til Socialdemokratiet."

Så pengene overføres kun i valgår?

"Ja, det giver jo rimeligt god mening. Det er ikke et generelt administrationsbidrag. Jeg er kun med i det her, fordi nogle pæne mennesker har spurgt mig, om jeg vil lege med, fordi jeg har optrådt i en række andre fora af samme karakter i mangfoldighed i andre partier.   

Din fortid i Socialdemokratiet spiller vel også ind i forhold til, at du er blevet spurgt?

"Ja, det håber jeg da. Jeg håber da virkelig, at min fortid spiller ind og min nutid og fremtid, selvom det ikke er fordi, at jeg har store politiske ambitioner. Jeg har ligesom haft ordet."

Hvor store er de overførsler erhvervsklubben laver til Socialdemokratiet?

"Det kan jeg simpelthen ikke huske. Du kan bare se det i regnskaberne."

Der kan jeg jo kun se, at beløbet fra erhvervsklubben til Socialdemokratiet var højere end 20.900 kroner, som var grænsen i 2019.

"Det må du spørge Jan Juul (Christensen, red.) om. Det er den kloge måde at gøre det på."

Jan Juul Christensen vil ikke oplyse, hvor stort et beløb Erhvervsforum Vækst DK nøjagtigt har overført til Socialdemokratiet i 2019. Han oplyser blot, at beløbet er over 2019-grænsen for anonyme donorer på 20.900 kroner, som det også fremgår af partiets årsregnskab.

Betaler erhvervsklubben husleje til Socialdemokratiet, eller bliver lokalerne bare stillet til rådighed af partiet?

"Det kan jeg simpelthen ikke svare på," siger Jens Kramer Mikkelsen, der henviser til Jan Juul Christensen. 

"Foreningen har ikke egne lokaler. Møder i foreningen afholdes forskellige steder. Arrangementsomkostninger dækkes af foreningen," lyder det i et skriftligt svar fra partisekretæren. 

Meningen er selvfølgelig også, at der er nogle penge, som kan køres videre over i et parti. Det er naivt at tro noget andet.

Jens Kramer Mikkelsen
Formand for Erhvervsforum Vækst DK

"Du kan ikke finansiere valgkampe på det her"
Hvad synes du om konstruktionen med erhvervsklubber, hvor man kan sende penge videre til partiet gennem klubben?

"Det er jeg uenig i. Intentionen er ikke at bare lave en pengemaskine. Intentionen er at lave et kontinuerligt netværk i forhold til centrale erhvervsaktører i Danmark. Det er ikke en kaffeklub for Socialdemokratiet på de her møder. Der bliver gået til stålet, og medlemmerne dukker op virtuelt eller fysisk," siger Jens Kramer Mikkelsen og fortsætter:

"Du kan ikke finansiere valgkampe på det her. Det er ikke 15 netværk. Jeg kan forstå, at Altinget, Samuelsen og andre laver netværk, som man kan drive forretning på, det skal du også citere mig for. Det kan man ikke i et parti. Den tid Morten Bødskov, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen bruger på det her giver mening, fordi de skal være i tæt kontakt med erhvervslivet. Det er mere interessant, når man er i regeringen, end når man ikke er det. Det kan du spørge Jakob Ellemann-Jensen (V) om."

Og så går pengene fra kontingentet bare til, at det skal løbe rundt eller hvad?

"Meningen er selvfølgelig også, at der er nogle penge, som kan køres videre over i et parti. Det er naivt at tro noget andet."

Det gider jeg ikke kommentere på. Så får jeg sagt noget, som jeg ikke har lyst til at blive refereret for. Hvis det er den generelle opfattelse, så må politikerne jo lave det om.

Jens Kramer Mikkelsen
Formand for Erhvervsforum Vækst DK
 

Flere eksperter mener, at det er en måde at omgå åbenhedsreglerne på, at man på denne måde kan katapultere penge ind i partierne gennem erhvervsklubberne. Hvad mener du om det?

"Det har jeg ingen mening om. Det her er ikke lavet for at omgå nogen regler. Det er lavet for at skabe et kontaktnet. Det er en forsvindende lille del af økonomien i Socialdemokratiet, som det her bidrager med. Og hvis det ikke var der, skulle man opfinde det. Det ville ikke være rettidig omhu. Jeg ser det som en fantastisk god ting, og jeg føler mig selv personligt opløftet over at høre de input, der kommer til møderne efter at have været med i politik i mange år."

Så når en ekspert sammenligner konstruktionen med skuffeselskaber, hvad siger du så?

"Det gider jeg ikke kommentere på. Så får jeg sagt noget, som jeg ikke har lyst til at blive refereret for. Hvis det er den generelle opfattelse, så må politikerne jo lave det om," afslutter Jens Kramer Mikkelsen. 

Hverken Jan Juul Christensen eller andre fra Socialdemokratiets partiledelse på Christiansborg har ønsket at stille op til et uddybende interview med Altinget. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Juul Christensen

Administrerende direktør, Greater Copenhagen
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 1994)

Jens Kramer Mikkelsen

Byudviklingsdirektør, Nordic Real Estate Partners, fhv. adm. direktør, By & Havn, fhv. overborgmester (S), Københavns Kommune
lærer (Statsseminariet på Emdrupborg 1976)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024