Tidligere pressechef i DF: For tidligt at skrive DF-nekrologerne

Lad mig blot slå fast: Jeg mener ikke, at Morten Messerschmidt har bedraget EU eller svindlet. Rod og roderi, ja. Og pinligt. Bedrageri? Nej. Jeg tager rutinemæssigt helt fejl ved forudsigelser om afgørelser ved domstole, men jeg ser for hans skyld frem til, at han får en ny chance ved en dansk domstol.

Det ændrer blot ikke ved, at Meld- og Feldsagen flyttede både opfattelsen af partiet og selvopfattelsen. Jeg var der. Den sag var og er enorm skadelig.

Hvis Dansk Folkeparti vil både overleve og leve og vokse igen, kan det godt. "Den, som alle sagde var håbløs, har nu vind i sine sejl," sang John Mogensen i "Man skal aldrig sige aldrig". Det er bare en sang. Men værd at lære af.

Ved folketingsvalget 2011 blev Konservative halveret fra godt 10 procent til 4,9 procent. Ved valget fire år senere gik det endnu værre, og partiet landede på 3,4 procent. I det seneste snit af målinger på Altinget er Konservative med over 16 meningsmålingsprocenter større end Venstre og formand Søren Pape Poulsen har indledt en diskussion om, hvem der eventuelt skal være blå stues statsministerkandidat.

Selvom Dansk Folkeparti ligger i dag og roder med latterlige seks procent, vil det være latterligt præmaturt at skrive nekrologerne.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Det går op og ned i politik. For Dansk Folkeparti går det for tiden mest ned. Men det behøver ikke vare ved.

SF oplevede fra 2011 til 2015 mere end en halvering. Men med målrettet, hårdt slid har formand Pia Olsen Dyhr og hendes hold placeret partiet stabilt pænt over de 7,7 procent ved folketingsvalget i 2019 og ligger i snit af målinger i dag på det dobbelte af resultatet fra 2015.

Selvom Dansk Folkeparti ligger i dag og roder med latterlige seks procent, vil det være latterligt præmaturt at skrive nekrologerne. Selvom der rundt omkring er fromme håb om snarlig bortgang.

Hvis en ny DF-formand forstår at håndtere den delikate balance mellem at være et erklæret borgerligt parti – hvad Dansk Folkeparti i min optik altid har været – og et parti med stor social samvittighed for danskere uden penge, uddannelse eller position, som nogle borgerlige (ingen nævnt, ingen glemt) kan have tilbøjelighed til at overse eller som minimum prioritere meget langt nede, så er der en platform.

Selv om EU-modstand som sådan ikke vinder folketingsvalg, så skal jeg hilse og sige af erfaring, at unionspartierne har en for dem kedelig tendens til at undervurdere modstanden mod mere EU eller bare hele EU. Derfor får Dansk Folkepartis budskab om mere København og mindre Bruxelles stensikkert mere klangbund igen, end det har haft de senere år – ikke mindst takket være Trump og Brexit.

Læg dertil at Nye Borgerlige, som flere, også internt i Dansk Folkeparti, har det med fejlagtigt at udråbe som DF'ernes værste konkurrenter, mildest talt vil omkalfatre det Danmark, vi kender.

Det er ikke DF-like at lave for meget om – tryghed for alt fra pensionister, psykisk syge, livsstilsyge, rygere, hjemløse og helårscampister er en del af Dansk Folkepartis DNA på samme måde som Gud, konge og fædreland – noget, som andre for mange år siden droppede til fordel for EU, miljø, vækst og skattelettelser.

Dansk Folkeparti har muligheden for at genetablere sin helt egen position i dansk politik. Men det kræver netop, at man tror på sig selv igen, fokuserer og indtager positionen.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Udlændingepolitik interesserer lige nu kun syv procent af vælgerne, og alle ved altså godt, hvad Dansk Folkeparti mener. Hér kan partiet insistere på at være dem, der holder alle de andre på den stramme kurs.

For uanset den hårde retorik, er der en betragtelig del, der ikke er lykkedes for Socialdemokratiet. Og Venstre og Konservative ér bare erfaringsmæssigt usikre kort på området. Dansk Folkeparti kan uden anstrengelse systematisk skille sig ud.

Igennem årene har Dansk Folkeparti formået at sætte fingeren præcis der, hvor mange andre partier ikke lige ser eller erkender problemets omfang – eller i det mindste omfanget af, hvor meget det betyder ude i dagligdagen. Og her er alt fra MeToo og identitetspolitikkens mange vildveje åbne slagmarker for det parti, der tør.

Mens regeringen og Mediedanmark for tiden taler om lempede corona-restriktioner i kulturlivet er mit gæt, at store dele af befolkningen – og ikke mindst Dansk Folkepartis potentielle vælgere – er mere optagede af elprisernes himmelflugt, og hvordan pokker de får råd til den nye regning.

Smerten kunne begrænses ved et politisk time-out på de tårnhøje el-afgifter, og den dagsorden kunne Dansk Folkeparti vælge at eje. Hvis partiet da ikke lige aktuelt var ved at rive sig selv i stykker.

Dansk Folkeparti har muligheden for at genetablere sin helt egen position i dansk politik. Men det kræver netop, at man tror på sig selv igen, fokuserer og indtager positionen.

Som jeg skrev her på Altinget før jul: En ny DF-formand, hvem det så end bliver, skal ikke binde partiet til noget som helst – heller ikke Pape og Ellemanns mast. For hvad rager det den, der er sikker på sit, at resten af verden er ude af trit?