V-profil i København: Mit parti mangler kandidater, der kan løfte arven efter Pind og Ahlers

Eliten i de fine saloner i København versus danskerne, som de er flest. Det er en modsætning, der for tiden bliver trukket skarpt op. Dem, der vil Udkantsdanmark, karbonader og Kandis mod de onde akademikere i København, som ikke forstår en bjælde af, hvad der sker i det "konkrete" Danmark.

Det er en modsætning, som jeg ofte føler mig klemt i. Jeg er nemlig – til tider – sådan en københavner, som for eksempel Danmarksdemokraterne elsker at hade.

Jeg er akademiker, jeg elsker glimmer, høje hæle og østers, og så arbejder jeg i byens allerfineste saloner: Københavns Rådhus og Christiansborg. Men jeg er også Venstre-kvinde. Jeg er ridepige, jeg muger lort med fødderne solidt plantet i et par gummistøvler i den amar'kanske mudder, jeg kører bil, og jeg klager over benzinpriserne. Ofte. Og højlydt.

Jeg er en slags storbypige i et bondeparti, og jeg føler mig hjemme i det. Men netop som en storbypige i et bondeparti, er jeg også ofte blevet spurgt ind til, hvorfor jeg overhovedet er medlem af Venstre. Et parti, som i manges optik ikke har en storbyprofil overhovedet. Og jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor folk spørger.

Hvis mit parti skal have en jordisk chance for at gøre sig aktuel i København, så har vi brug for nogle politikere, som kan løfte arven efter Søren og Tommy

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Til kommunalvalgene har Venstre ikke rigtig haft et godt valg i København siden Søren Pind gik til kamp mod det elendige vandtryk. Og det var også kun på grund af Tommy Ahlers og hans utraditionelle tilgang til politik, markante profil som succesfuld iværksætter og gode resultater i sin tid som minister, at vi fik de nuværende tre mandater i København ved sidste folketingsvalg.

Nu er Tommy trådt ud af politik, og den seneste mandatprognose kaster heller ikke mere end to mandater af sig til Venstre i København. Hvis mit parti skal have en jordisk chance for at gøre sig aktuel i København, så har vi brug for nogle politikere, som kan løfte arven efter Søren og Tommy.

I mit civile job arbejder jeg som politisk medarbejder på Christiansborg for folketingsmedlem Mads Fuglede, hvor en del af jobbeskrivelsen består af kendskab til og kontakt til valgkredsen. Da jeg første gang besøgte Mads i hans valgkreds, Ringkøbing-Skjern, oplevede jeg noget, som bedst beskrives som kulturchok.

Som ærkekøbenhavner var det faktisk et ret stort et af slagsen. En af naboerne vadede nemlig helt uanmeldt ind i Mads' dagligstue, satte sig på slagbænken ved spisebordet, og så fik han tilbudt en kop kaffe. Ikke noget med at banke på eller ringe i forvejen, men Mads virkede ikke overrasket eller forundret overhovedet.

Jeg havde boet i min nuværende lejlighed i Nordvest i et halvt år, før jeg overhovedet mødte min nabo. Hvis jeg bare vadede ind til min nabo uanmeldt, tror jeg muligvis, at hun ville tilkalde politiet. Sådan ville det være for langt de fleste københavnere. Jeg bliver næsten dagligt overrasket over de forskelle, der kan være på de to steder i vores lille land.

Venstre er helt sikkert et bondeparti. Det er i hvert fald et enormt stærkt parti uden for København, fordi det er et parti, som har forstået at løfte de politiske dagsordener, der er vigtige uden for byerne. Det er jeg sådan set stolt af, for det er vigtigt for sammenhængskraften i Danmark.

Men jeg synes også, at Venstre skal være et samlende parti. Venstre skal både være et parti for landmanden i Ringkøbing-Skjern og for akademikeren i København. Men det sidste er vi ikke så gode til at vise, at vi er.

Før jeg begyndte at begå mig i det vestjyske, sad jeg ofte på rådhuset (eller på et værtshus) i København og var åh så frustreret over, at de inde på Christiansborg førte så hovedstadsfjendtlig politik. Men overraskende nok, tænker de det samme i Ringkøbing-Skjern. Begge steder føler man, at beslutningerne bliver truffet for langt fra de borgere, som skal leve med konsekvenserne. Og over hovederne på dem.

Venstre skal som parti finde balancen mellem både at repræsentere Ringkøbing-Skjern og København. Egentlig er det jo bare at repræsentere danskerne. At lave politik til dem og ikke for dem. At forstå de kulturelle forskelle der er blandt danskerne, og som nok betyder mere, end jeg i hvert fald selv havde troet.

I dag oplever jeg, at det jyske bagland og de jyske folketingsmedlemmer er langt dygtigere til at repræsentere deres egn, end de københavnske er

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen

Jeg sætter stor pris på, at mit parti er så stort og rummeligt, at en storbypige som mig også føler sig hjemme i det. Men til næste folketingsvalg handler det for mig særligt om, at Venstre får valgt nogle folketingsmedlemmer, som også taler hovedstadens sag. 

Jeg har stor respekt for de folketingsmedlemmer, som i dag er valgt i Københavns storkreds for Venstre. Men jeg mangler også at se noget nyt. En ny energi og et mod til at rykke holdninger i Venstres folketingsgruppe og tale ind i de yngre generationers dagsordener. Min generation.

Jeg tror, at Venstres folketingsmedlemmer – i hvert fald dem, der er valgt i København – skal adskille sig fra dem, der stiller op i Ringkøbing-Skjern, hvis Venstre skal have succes i København. Hvis vi skal være et parti for begge steder, skal de begge være repræsenteret. Og i dag oplever jeg, at det jyske bagland og de jyske folketingsmedlemmer er langt dygtigere til at repræsentere deres egn, end de københavnske er.

En kandidat, der ville være en værdig repræsentant for alt det, Venstre i dag mangler i hovedstaden, er Linea Søgaard-Lidell. Som medlem af Europa-Parlamentet har hun flere gange vist sit mod til at stå fast på det, hun mener – særligt når det har handlet om klimaspørgsmålet.