Ytringsfriheden skal altid være en sten i skoen – også når en stormagt frygter at tabe ansigt

Når man arbejder i en tænketank, hvis erklærede mål er at styrke grundlæggende rettigheder, er der få sager, som har været mere iøjnefaldende i nyere politisk historie end Tibetsagen.

Det står nu soleklart, at en fuldtonet skandale har fundet sted. Ikke bare én gang, men ved en række begivenheder i løbet af flere årtier har Udenrigsministeriet, PET og politiet med åbne øjne tilsidesat grundlovssikrede rettigheder for at imødekomme økonomiske og diplomatiske hensyn til et autoritært styre.

Det vækker mindelser tilbage til 1930'erne, hvor Udenrigsministeriet forsøgte at give pressen mundkurv på, når de rapporterede om Nazityskland. På det tidspunkt var der ikke noget, der hed Nato, og Udenrigsministeriet handlede af sikkerhedsmæssige årsager. Man ønskede ikke at vække nazisternes vrede. Selvfølgelig ikke kønt, men dog forståeligt.

I Tibetsagen blev grundlovssikrede rettigheder krænket til fordel for handelsaftaler med et autoritært styre. Det er katastrofalt. Og ja, det har det været siden 2013, hvor jeg blev citeret for følgende i et Ritzau-telegram:

"Vi skal selvfølgelig være på god fod med Kina, men ikke med det hensyn, at danskere ikke må udnytte deres ytrings- og forsamlingsfrihed, når kinesiske ledere er i landet. (...) Det er svært at forestille sig, at der er menige betjente, som på eget initiativ vil skærme Kina."

Når vestlige stater fratager deres egne borgeres grundlæggende frihedsrettigheder, svækker det demokratiernes evne til at presse på for frihed

Jacob Mchangama
Direktør, Justitia

I beretningen fra Tibetkommissionen II bliver der ikke trukket tråde eller lagt ansvar på politikernes bord. Dog er det kommet frem, at der blev sendt mails rundt mellem de ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet, hvor beskederne blandt andet indeholdt ordlyd som "Ingen ansigtstab!" og "Det kan enten ske ved, at korteger altid kører en anden vej, eller at demonstrationerne flyttes".

Det er naturligvis forståeligt, at man som en lille nation i en globaliseret verden ofte skal navigere i farefuldt territorie og skal jonglere mange forskellige diplomatiske hensyn. Man må tale med forskellige næb alt efter, hvilket forum man befinder sig i. Men når Udenrigsministeriet ifølge kommissionen løbende i sin kommunikation med PET har været så forhippede på at imødekomme kinesiske ønsker, så er man gået alt for langt.

Set i bagklogskabets lys er Tibet-sagen udtryk for to tendenser, som vi først er blevet rigtigt opmærksomme på i årene efter, at sagen udfoldede sig.

Det første gælder skiftende regeringers tilsidesættelse af grundlæggende frihedsrettigheder til fordel for hensyn til sikkerhed, tryghed og økonomi. Den anden tendens er, hvordan liberale demokratier på tværs af Europa har tilsidesat højtbesungne principper og rettigheder for at tækkes den voksende kinesiske stormagt.

I årene efter, Tibetsagen fandt sted, blev der fundet lignende tilfælde i en række andre europæiske lande. På samme vis som i Danmark lykkedes det de kinesiske diplomater at lægge tilpas meget pres på landenes respektive myndigheder, sådan at grundlæggende menneskerettigheder blev tilsidesat.

I 2012 blev bannere og flag taget fra demonstranter, da en kinesisk delegation besøgte Irland. Da Xi Jinping besøgte Frankrig i marts 2014, blev medlemmer af Falun Gong forbudt at demonstrere foran den kinesiske ambassade i Paris. På Xi Jinpings Europa-tour blev demonstranters plakater og tibetanske flag konfiskeret i Belgien, og lignende historier er blevet rapporteret ved kinesiske besøg i Ungarn.