Kommentar af 
Jacob Mchangama

Ytringsfriheden skal altid være en sten i skoen – også når en stormagt frygter at tabe ansigt

Set i bagklogskabets lys er Tibet-sagen udtryk for to tendenser, som vi først er blevet rigtigt opmærksomme på i årene efter, at sagen udfoldede sig, skriver Justitia-direktør Jacob Mchangama. 

Rettighederne er ikke for politikernes skyld, men for borgernes skyld, skriver Justitia-direktør Jacob Mchangama.
Rettighederne er ikke for politikernes skyld, men for borgernes skyld, skriver Justitia-direktør Jacob Mchangama. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Jacob Mchangama
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man arbejder i en tænketank, hvis erklærede mål er at styrke grundlæggende rettigheder, er der få sager, som har været mere iøjnefaldende i nyere politisk historie end Tibetsagen.

Det står nu soleklart, at en fuldtonet skandale har fundet sted. Ikke bare én gang, men ved en række begivenheder i løbet af flere årtier har Udenrigsministeriet, PET og politiet med åbne øjne tilsidesat grundlovssikrede rettigheder for at imødekomme økonomiske og diplomatiske hensyn til et autoritært styre.

Det vækker mindelser tilbage til 1930'erne, hvor Udenrigsministeriet forsøgte at give pressen mundkurv på, når de rapporterede om Nazityskland. På det tidspunkt var der ikke noget, der hed Nato, og Udenrigsministeriet handlede af sikkerhedsmæssige årsager. Man ønskede ikke at vække nazisternes vrede. Selvfølgelig ikke kønt, men dog forståeligt.

I Tibetsagen blev grundlovssikrede rettigheder krænket til fordel for handelsaftaler med et autoritært styre. Det er katastrofalt. Og ja, det har det været siden 2013, hvor jeg blev citeret for følgende i et Ritzau-telegram:

"Vi skal selvfølgelig være på god fod med Kina, men ikke med det hensyn, at danskere ikke må udnytte deres ytrings- og forsamlingsfrihed, når kinesiske ledere er i landet. (...) Det er svært at forestille sig, at der er menige betjente, som på eget initiativ vil skærme Kina."

Når vestlige stater fratager deres egne borgeres grundlæggende frihedsrettigheder, svækker det demokratiernes evne til at presse på for frihed

Jacob Mchangama, direktør, Justitia

I beretningen fra Tibetkommissionen II bliver der ikke trukket tråde eller lagt ansvar på politikernes bord. Dog er det kommet frem, at der blev sendt mails rundt mellem de ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet, hvor beskederne blandt andet indeholdt ordlyd som "Ingen ansigtstab!" og "Det kan enten ske ved, at korteger altid kører en anden vej, eller at demonstrationerne flyttes".

Det er naturligvis forståeligt, at man som en lille nation i en globaliseret verden ofte skal navigere i farefuldt territorie og skal jonglere mange forskellige diplomatiske hensyn. Man må tale med forskellige næb alt efter, hvilket forum man befinder sig i. Men når Udenrigsministeriet ifølge kommissionen løbende i sin kommunikation med PET har været så forhippede på at imødekomme kinesiske ønsker, så er man gået alt for langt.

Set i bagklogskabets lys er Tibet-sagen udtryk for to tendenser, som vi først er blevet rigtigt opmærksomme på i årene efter, at sagen udfoldede sig.

Det første gælder skiftende regeringers tilsidesættelse af grundlæggende frihedsrettigheder til fordel for hensyn til sikkerhed, tryghed og økonomi. Den anden tendens er, hvordan liberale demokratier på tværs af Europa har tilsidesat højtbesungne principper og rettigheder for at tækkes den voksende kinesiske stormagt.

I årene efter, Tibetsagen fandt sted, blev der fundet lignende tilfælde i en række andre europæiske lande. På samme vis som i Danmark lykkedes det de kinesiske diplomater at lægge tilpas meget pres på landenes respektive myndigheder, sådan at grundlæggende menneskerettigheder blev tilsidesat.

I 2012 blev bannere og flag taget fra demonstranter, da en kinesisk delegation besøgte Irland. Da Xi Jinping besøgte Frankrig i marts 2014, blev medlemmer af Falun Gong forbudt at demonstrere foran den kinesiske ambassade i Paris. På Xi Jinpings Europa-tour blev demonstranters plakater og tibetanske flag konfiskeret i Belgien, og lignende historier er blevet rapporteret ved kinesiske besøg i Ungarn.

Læs også

Det er altså lykkedes den kinesiske stat at presse deres egen censur ned over borgere i europæiske liberale demokratier. Men når vestlige stater fratager deres egne borgeres grundlæggende frihedsrettigheder, såsom retten til fredelig protest, svækker det demokratiernes evne til at presse på for frihed for undertrykte borgere i lande, hvor frihedsrettigheder har trange kår.

Tibetsagen skriver sig som sagt ind i en tendens, hvor skiftende regeringer i en lang række af sager ofrer grundlæggende frihedsrettigheder på alteret for tryghed, sikkerhed, effektivisering og økonomi.

Eksemplerne er talrige, hvor vi bare i denne uge kan nævne to historiske eksempler.

Tirsdag 29. marts 2022 blev "Lov om Regulering af Sociale Medier" førstebehandlet i Folketinget. Kristendemokraternes Jens Rohde kaldte i Folketingssalen forslaget for "det største angreb mod ytringsfriheden siden Muhammedkrisen".

Det er en dom, som jeg vil lade andre om at vurdere. Men ytringsfriheden ofres til fordel for… Ja, i dette tilfælde kan man godt blive i tvivl om, hvad det stærke modhensyn til ytringsfriheden faktisk er.

Dagen efter blev der hakket et stykke af danskernes ret til privatliv, da de nye logningsregler trådte i kraft. På trods af at de nye regler blev præsenteret som en efterlevelse af EU-domstolens afgørelser og en lempelse af de hidtidige regler, kommer de til at virke på præcis samme måde, som de gjorde før ændringen.

Vi befinder os i en tid, hvor historiske begivenheder nærmest står i kø for at overtage de politiske dagsordener. Terrortrusler, finanskrise, Muhammedkrise, flygtningekrise, klimakrise, coronakrise og ikke mindst en invasionskrig på europæisk jord.

Ytringsfriheden skal være en sten i skoen, når politikernes gerne vil have arbejdsro

Jacob Mchangama, direktør, Justitia

For de politikere, som sidder med hånden på rattet, når en ny krise indtræffer – og mens befolkning og bagland kræver resolut handling og mærkbare resultater – er det naturligt, at de hensyn, som frihedsrettighederne står i vejen for, virker historisk vigtige. Men det er her de skal stå fast.

Stå fast på, at de grundlæggende rettigheder har været historisk succesfulde i at sikre trygge og rige samfund og være opmærksomme på, at indskrænkninger af borgernes frihedsrettigheder er uhyrligt svære at trække tilbage.

Rettighederne er ikke for politikernes skyld, men for borgernes skyld. Det skal være ubelejligt for magthaverne, når borgerne demonstrerer mod nye coronarestriktioner. Det skal være besværligt for den siddende regering, når journalister konstant kigger dem efter i sømmende.

Ytringsfriheden skal være en sten i skoen, når politikernes gerne vil have arbejdsro og på samme måde skal forsamlingsfriheden være besværlig, når man bare gerne vil give kineserne en billedskøn sightseeing gennem København uden at tabe ansigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mchangama

Direktør, grundlægger, Justitia
cand.jur. (Københavns Uni. 2003), master i menneskerettigheder og demokratisering (Venedig og Strasbourg, 2004)