Kristian Hegaard: Her er skandalen, læringen og fremtiden efter Tibet-sagen

Tibet-sagen har været en skandale. Men der er grund til at kippe med flaget over, at det lykkedes at komme langt dybere ned i sagen end i første omgang, skriver Kristian Hegaard.

Udenrigsministeriet havde en forvaltningskultur, der satte hensynet til kineserne over Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver Kristian Hegaard.

Kristian Hegaard

Ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet, fhv. MF (R)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle kender det at have gæster på besøg. Man gør lidt ekstra ud af det.

Det er en anledning til at støvsuge, vaske gulv og nå støvet i hjørnerne. Man får renset dugen, hvis den er beskidt. Det fine stel, de flotte glas eller det foretrukne bestik findes frem. Der bliver tænkt en ekstra gang over menuen og drikkevarerne. Måske stilles den grimme vase frem, man fik af gæsterne sidste år, så det lader til, at man værdsætter den.

Man vil gerne gøre det ordentligt og redeligt. Være den bedste udgave af sig selv. Men skal man ændre grundlæggende på sig selv? Det gjorde Danmark, da vi fik Kina som gæst, konkluderer Tibetkommissionen II i en spritny beretning.

Der skulle gå hele ti år, før den ulovlige fratagelse af demonstranters flag kunne få sin konklusion. Nu siger Tibetkommissionen II det klart og tydeligt: Udenrigsministeriet havde en forvaltningskultur, der satte hensynet til kineserne over Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den kinesiske mur har sine svagheder, hvis et flag kan nedbryde fæstningen af stolthed
Kristian Hegaard

Det var ikke bare den grimme vase, der var sat frem for at fornøje gæsterne. Danmark gemte demokratiets rettigheder væk fra hylden ved gæstens ankomst. Gæsten måtte ikke se, at Danmark har ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Danmark handlede med egne rettigheder i en handelspolitisk dialog med Kina.

Men hvordan gik det dertil, at Danmark tilsidesatte egne grundværdier ved modtagelse af gæsten Kina?

Kina måtte ikke "tabe ansigt" under besøget, understregede Udenrigsministeriet og PET i flere dokumenter. Dette ville ifølge embedsmænd ske, hvis de kinesiske gæster så eller hørte kritiske demonstrationer. Stolthed og ære har i Kina en anden betydning, end vi er vant til herhjemme. Derfor skulle demonstrationer kun finde sted, hvor de ikke generede de kinesiske gæster. Med andre ord gemmes af vejen. Sættes bagerst på hylden eller op på loftet.

Kina ville ifølge embedsmænd tabe ansigt, hvis de så et tibetansk flag eller en Falun Gong demonstration. Den kinesiske mur har sine svagheder, hvis et flag kan nedbryde fæstningen af stolthed.

Hvad der internt af embedsmænd blev beskrevet som kunsten at forene dansk træskovals med kinesisk statsballet. Gæsten – i dette tilfælde Kina – må som alle andre gæster vise respekt og høflighed for den vært, man besøger. Også selvom de foretrækker statsballet over træskovals.

Læs også

Her er Tibetkommissionens hovedkonklusioner

Danmark gik lige lovlig meget i takt og tone med kinesernes ønsker, selvom vi danser en forskellig dans. Der er ikke noget i vejen for at gå langt for en god relation. Men en god relation og en god gæst må også acceptere værten.

Når undersøgelseskommissionen retter kritik mod forvaltningskulturen, er kritikken langt skarpere end at rulle to mellemledere og en chef ind under bussen. Det giver også bedre mulighed for at lære af sagen, når ansvaret ikke bare kan tørres af på nogle få cpr-numre.

Det er derfor helt berettiget af hensyn til den forløbne tid, at undersøgelseskommissionen ikke gør retlige vurderinger gældende – men kun udtaler kritik – overfor navngivne embedsmænd, men lader det være op til myndighederne selv at drage tjenstlige konsekvenser.

Men hvad kan vi så lære fremadrettet?

Undersøgelseskommissioner er "den store hammer", når der skal undersøges mulige fejl eller forsømmelser i den offentlige forvaltning. Siden 1999 har været nedsat 14 undersøgelseskommissioner. To af dem har undersøgt denne sag.

For at sikre den tillid skal der også være tillid til, at sager reelt kan undersøges til bunds
Kristian Hegaard

En undersøgelseskommission er essentiel i en retsstat til kontrol med den udøvende magt. Også den offentlige forvaltning skal overholde landets love, og det skal borgere have tillid til sker i praksis. For at sikre den tillid skal der også være tillid til, at sager reelt kan undersøges til bunds.

Den tillid led et knæk, da mails i sagen hos ministerier og ministre var pist væk. Mails i toppen af politiet var væk. Mails i toppen af ministerierne var væk.

Udenrigsministeriet havde eksempelvis glemt at søge i deres backup-systemer. Mailsbokse fra embedsmænd blev slettet efter 30 dage, når en medarbejder stoppede. Hvis man fornemmede fare på færde, kunne man således stikke halen mellem benene, hvorefter mulige spor blev slettet.

Fraværet af mails var således i betydelig større skala i Tibet-sagen end fraværet af SMS'er i Mink-sagen. Alt var således ikke afleveret til den første Tibetkommission. Derfor blev den gennedsat.

To spørgsmål er væsentlige for en undersøgelseskommission. Hvad er op og ned i den konkrete sag – og hvad kan vi lære i fremtiden? Det kræver fuld indsigt i sagen for en undersøgelseskommission at svare på de spørgsmål.

Som kommissionsformanden sagde til Berlingske 12. marts 2019: "Hvis man ønsker, at en kommission skal undersøge, hvad der er foregået, så er det jo et reelt problem, at man bliver afskåret fra at undersøge tingene til bunds".

Undersøgelseskommissioner har ikke kun til hensigt at undersøge sagen og placere et ansvar. Hvis det kan placeres. Det er mindst lige så afgørende, at de drager læring til fremtiden på baggrund af deres grundige undersøgelse. Det nytter ikke, hvis fremtidige undersøgelseskommissioner også sidder i saksen med slettede mails og SMS’er.

Med magt følger ansvar
Kristian Hegaard

Derfor er det positivt – om end på en ærgerlig baggrund – at Justitsministeriet har udarbejdet retningslinjer for længere arkivering af mails.

Hvis sådanne retningslinjer bliver til egentlige regler, kan det øge åbenheden i centraladministrationen og tilliden fra befolkningen. Gøre undersøgelseskommissioner til en endnu stærkere kontrol med den offentlige forvaltning.

Hvis vi omvendt ser flere undersøgelseskommissioner med samme besværet adgang til mails og SMS'er, vil tilliden dale yderligere. Kan vi så reelt undersøge centraladministrationen til bunds?

I en retsstat skal også de øverste magthavere kunne undersøges i både teori og praksis. Med magt følger ansvar.

Tibet-sagen har været en skandale. Men der er grund til at kippe med flaget over, at det lykkedes at komme langt dybere ned i sagen end i første omgang.

Undersøgelseskommissioner virker og kan blive endnu bedre i fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere