5 A'er: Ny bog om koncepters indtog i pædagogikken falder på et tørt sted

Giver stof til eftertanke

Aabro og Buus har som undervisere og forskere undersøgt og skrevet om brugen af metoder gennem en hel del år.

Med denne debatbog oplever jeg, at de kommer hele vejen rundt, lige fra metoderne selv, det politiske rationale for at bringe dem i spil, til deres virke og pædagogernes modtagelse af dem i daginstitutionerne.

I første kapitel kan man således læse om de politiske og kommunale rationaler og ambitioner. Dernæst udfoldes over seks kapitler nogle bud på, hvordan metoder kan defineres, hvilke metoder, der er i spil på landsplan, hvilke typer, metoderne kan inddeles i, ud fra hvad de skal virke på i pædagogikken.

Jeg er svært glad for, at bogen sætter metoder til debat, og at de sættes ind i faglig, politisk og værdibaseret kontekst. 

Danielle Mercier
Pædagog

Disse kapitler har samtidig analyser, der afdækker og problematiserer udvalgte metoders videnskabelige og teoretiske grundlag, de formidler forskning, der har undersøgt, hvad der sker for børn, pædagoger og praksis, når metoderne bringes i spil. Og hvordan pædagogerne forstår og modtager metoderne. 

I ottende kapitel samles der op på det hele, mens kapitel ni indeholder en række spørgsmål, der gør, at man i mødet med metoder kan tænke videre over dem på undersøgende og kritisk vis. 

Tradition for at børns stemmer skal tælle 

Selv om bogen henvender sig bredt, synes jeg også, at der er gods til os pædagoger, for eksempel når bogens undersøgelser viser, at pædagoger er delt med hensyn til metodernes værdi og brugbarhed.

Det, tænker jeg, kan danne udgangspunkt for en afklaring – vi vist aldrig nåede – af hvad der kendetegner professionel kompetence og den pædagogiske teori og metode, vi har med fra uddannelsen – i forhold til metoderne. 

For alle læsere af bogen er der noget at hente i den bevidsthed, bogen giver om, at vi faktisk har en dansk daginstitutionstradition. En tradition fra 1960'erne og frem til nu, hvor to ting har stået centralt, nemlig at børns stemmer, leg og kammeratskaber skal tælle i hverdagen, men også at børn skal tilbydes alsidige lærings- og udviklingmuligheder.

Aabro og Buus analyser viser, at det er denne tradition, som metoderne er ved at få has på ved at sætte turbo på test, kortlægning af børn og mål om læring og skoleparathed. Med det resultat, at lydhørheden for børns stemmer og deres tid til leg og kammeratskaber er ved at glide ud af daginstitutionerne. 

Problemet er større end som så

En yderligere styrke ved bogen er Aabro og Buus analyser af daginstitutionspolitik og velfærdsledelse fra 1990'erne og op til i dag.

For her får de gjort det klart, at metoder ikke bare er bavianer fra det private erhvervsliv, der har fundet vej ind i daginstitutionerne og malker det offentlige for penge.

Problemet er større, for der er rent faktisk politisk interesse i, at metoderne forbliver i daginstitutionerne og opgraderer den læringsdagsorden, man politisk har besluttet sig for. Ligesom der er politisk interesse i, at metoderne bliver i daginstitutionerne, fordi de tænkes at kunne effektivisere pædagogers indsats. Så det offentlige får mere ud af de penge, de investerer i personalebemanding og pædagogik. 

Hvis vi for alvor skal have metoderne til debat, er det ikke nok at påpege, at metoderne i sig selv har alvorlige svagheder.

Danielle Mercier
Pædagog

Jeg synes, at dette er ret vigtigt at forstå. Hvis vi for alvor skal have metoderne til debat, er det ikke nok at påpege, at metoderne i sig selv har alvorlige svagheder, vi må lykkes med at få politikere og kommuner til at diskutere, om læring og skoleparathedsaktivitet skal stå som øverste og eneste mål. Og vi må lykkes med at få politikere og kommuner til at diskutere, om det er virkelighed eller fantasi, at man kan effektivisere ved at omsætte pædagogik til programmer, pædagoger minutiøst skal følge.

I forbindelse hermed, kunne jeg godt have tænkt mig, at et kapitel i bogen spekulerede lidt mere over daginstitutionernes pressede bemandingsforhold i forhold til metodernes praktiske og politiske funktion.

Det siger jeg med udgangspunkt i både egne oplevelser og pædagogstemmerne fra bogen, der taler om tidspress og stress. Og fordi bogens undersøgelser af pædagogers brug af metoderne peger på, at hvis pædagoger ikke bevidstgør sig om deres ressourcepressede situation, så får nogle af metoderne nemt den funktion at lære børn at udholde en hverdag, hvor de skal vente alt for længe på basal omsorg og klogt pædagogisk nærvær.

En enkelt mangel

Med hensyn til metodernes politiske funktion, synes jeg, der er noget, vi må have lys på. For når kommuner skilter med at have en mængde koncepter i spil i byens institutioner, bliver det så ikke også vigtigt, at vi diskuterer, om denne liste af metoder er politisk vildledning og dækker over ressourcemangler i daginstitutionerne, man ikke vil adressere? Det mener jeg.

Som konklusion på min læsning af bogen, giver jeg den 5 A'er. Jeg er svært glad for, at den sætter metoder til debat, og at de sættes ind i faglig, politisk og værdibaseret kontekst. 

Jeg er glad for, at den inviterer alle til at læse med, og jeg synes, at bogen både i fremstilling og indhold giver et godt grundlag herfor.

Der er dog en enkelt mangel, nemlig at Aabro og Buus ikke tydeligere fremhæver, hvordan problematikker om tidspres og nedbesparet bemanding i den grad også kan have noget at gøre med metoders styrke og grokraft i daginstitutionerne.