

Line Vaabens nye bog "Dem vi stolede på" er beretningen om præsten Thomas Gotthard, der efter nøje planlægning blev hustrumorder og skaffede liget af Maria From Jakobsen af vejen.
Han manipulerede familie og venner, sognet og i en tid også politiet. Alle stolede de på hans løgne om, at hustruen Maria havde forladt hjemmet i nedtrykt tilstand.
Og nej, bogen er ikke en kriminalroman. Fra hver eneste side taler rigtige, levende og navngivne mennesker til os.
At læse om opklaringen er i sig selv meget spændende og dramatisk. Efterforskningen vanskeliggøres af præstens mange og overbevisende løgne.
Evnen til at manipulere er en fremherskende del af Thomas Gotthards personlighed. Det kræver derfor enorme politiressourcer at gennemhulle de skiftende forklaringer.
Først da Gotthard er trængt op i en krog, tilstår han sin forfærdelige forbrydelse.
En præst blev hustrumorder
Detaljerne er uhyggelige. Men nok så uhyggelige er alle løgnenes skadevirkninger for Marias familie og venner. I ugerne efter drabet og før anholdelsen sender Gotthard adskillige sms-beskeder til Marias familie og venner.
Hektisk opfinder han nye løgne om, hvordan han leder efter den forsvundne Maria. Han får deres to børn til at fremstille tegninger til mor og bede til Gud om, at mor snart kommer hjem.
Han giver børnene sovemedicin og kører rundt om natten med en tønde med hustruens lig for at finde et sted at skjule det.
Gotthards dobbeltspil volder megen sorg hos dem, der har stolet på ham. Det er altid smerteligt at måtte erkende, at man er blevet bedraget af et menneske, man stolede på.
Det er samtalernes styrke, at alle fremstår med navne, og at de fleste vidnesbyrd er båret af så megen sund fornuft, eftertanke og selvindsigt.
Birthe Rønn Hornbech
Forhenværende kirke - og integrationsminister
Det er ikke kun den dræbte Maria, der er offer. Ikke mindst de nærmeste i familien og vennekredsen må igennem en smertefuld omstillings- og erkendelsesproces.
For dem er Gotthard ikke længere præsten, men hustrumorderen. Erkendelsen svækker selvtilliden. Har jeg da helt mistet min dømmekraft? Hvorfor kunne jeg ikke indse, at han løj?
Stærke og troværdige vidnesbyrd
Bogens scoop er forfatterens mange samtaler med Marias familie og venner, som også kender Gotthard. Disse mennesker kommer med deres tanker og smerte meget tæt på læseren.
Gennem dem lærer vi Gotthards personlighed at kende. Det er samtalernes styrke, at alle fremstår med navne, og at de fleste vidnesbyrd er båret af så megen sund fornuft, eftertanke og selvindsigt.
Der fortælles ærligt om tilliden til Gotthard og hans løgnehistorier om hustruens forsvinden. Og skønt flere ikke kan genkende Maria som en mor, der ville forlade sine børn, lykkes det Gotthard at vikle sine omgivelser ind i den forestillingsverden, han ønsker.
Selv da han bliver anholdt, kniber det for flere at tro det værste.
De smertelige spørgsmål tårner sig op. Hvordan kunne jeg tro på ham? Hvorfor så jeg ikke alle de små tegn, der viste, at noget var galt? Og så følger for nogle af de nærmeste de forfærdelige spørgsmål: Kunne jeg have hjulpet Maria? Burde jeg have grebet ind?
Det gør ondt at erkende, at Gotthard er hustrumorder og notorisk løgner. Vidnesbyrdene fremtræder så stærke og troværdige, at læseren må spørge sig selv: Kunne det virkelig også ske for mig, at jeg lod mig bedrage?
Systemets kølighed
Bogens titel er som nævnt Dem vi stolede på. Det handler om tillid og tillidsbrud. Men det handler ikke blot om Gotthard.
Skuffelse og utilfredshed med Frederikssund Kommune fylder meget i bogen, fordi familiens oplevede trængsler og følelse af svigt fylder meget i deres liv.
Det begynder den dag, Gotthard nogle uger efter drabet bliver anholdt. Pludselig er huset, hvor han bor med de to fælles børn, omringet af politi.
Huset bliver forseglet, og adgang til huset er forbudt. Inden for døren står de to børn på syv og ti år iført pyjamas. De bliver hentet af Marias forældre, der bor i nærheden.
Kommunens syn på forvaltningen af lovene synes at ligge meget langt fra lovgivningens formål om at bistå børn i akut nød. Systemtænkningen står bøjet i neon i kommunens svar.
Birthe Rønn Hornbech
Forhenværende kirke - og integrationsminister
Børnene forlader huset i pyjamas og gummistøvler. Alt må de overlade til politiets teknikere.
Hermed begynder et tovtrækkeri mellem morforældrene og kommunen. Børnene skal hurtigst muligt have tøj på kroppen, skoletasker og meget andet.
Morforældrene er folkepensionister uden formue. Derfor beder de om akut økonomisk bistand hos kommunen.
Det er klart, at hele omtalen af konflikterne med kommunen er familiens partsindlæg. Jeg kan derfor anbefale, at den interesserede læser grundigt gennemgår det interview med kommunen, der er optrykt bagerst i bogen.
Systemtænkningen står bøjet i neon
Kommunen fastholder, at der i alt er handlet korrekt.
Der henvises igen og igen til bestemte paragraffer i lovgivningen. Og netop kommunens egne svar efterlader indtrykket af en kommune, der er meget optaget af at benytte paragrafferne til gavn for systemet og til at indpasse menneskene i systemerne.
Der skal udfyldes formularer for formularernes skyld. Menneskenes mest basale og akutte behov er der ingen forståelse for, hvis behovene falder uden for systemerne.
Kommunen synes blind for virkeligheden, at børnene ikke har tøj på kroppen og er uden far og mor. Det er ikke rart at læse kommunens svar.
Kommunens syn på forvaltningen af lovene synes at ligge meget langt fra lovgivningens formål om at bistå børn i akut nød. Systemtænkningen står bøjet i neon i kommunens svar. Læs selv.
Retssikkerheden gælder også for præster
Heller ikke de kirkelige myndigheder går ram forbi. Man forstår så udmærket, at familien ønsker, at nogen i Folkekirken tager afstand fra Gotthard.
Men en sådan tilkendegivelse vil straks blive opfattet, som om nogen i Folkekirken forudsætter Gotthards skyld, før han er dømt af rette myndighed: domstolene.
Derfor bør alle tie, mens sagen verserer. Men som det også fremgår af bogen, er biskop Peter Birch på banen allerede dagen efter, at dommen er afsagt.
Gerningsmanden fik femten års fængsel. De efterladte er uskyldige, men ramt på livstid.
Birthe Rønn Hornbech
Forhenværende kirke - og integrationsminister
Den dømte afskediges få uger efter domsafsigelsen.
Sagen er behandlet med lynets hast fra den dag, de kirkelige myndigheder får adgang til at læse dommen og får underretning om, at dommen ikke ankes.
Det er nu engang dommen, der danner grundlag for beslutningen om at afskedige præsten. Retssikkerheden gælder også for forbrydere. Også selv om de er præster.
De efterladte er uskyldige, men ramt på livstid
Efter domsafsigelsen i retten fælder præst i Frederikssund, Lotte Nysted, en helt anden dom over Thomas Gotthard. En dom, som det overhovedet ikke tilkommer hende at fælde.
Til citat siger Lotte Nysted i bogen: "Jeg tror ikke, han er troende." Nysteds udtalelse er så forkastelig, at den må modsiges. Det tilkommer ikke noget menneske at dømme om andres tro.
Det burde netop en præst vide. Lotte Nysted er som udøver af Ordets regimente kaldet til at forkynde det glade budskab om syndernes forladelse.
Dommen om det enkelte menneskes tro tilkommer alene Ham, som kommer igen for at dømme levende og døde.
Det verdslige regimente idømte Thomas Gotthard 15 års fængsel for hustrudrab og usømmelig omgang med den døde, der blev parteret og brændt.
Men de lidelser, drabsmanden har påført de efterladte familiemedlemmer og venner, rækker langt ud over 15 år.
Fem år efter drabet bløder sårene stadig. Intet er som før. Der udkæmpes en kamp for at finde en mening i det meningsløse. At forstå det uforståelige. Usikkerheden om fremtiden plager de efterladte. De frygter, at Gotthard prøveløslades om fem år og opsøger dem.
Gerningsmanden fik femten års fængsel. De efterladte er uskyldige, men ramt på livstid.


























