Børnehusleder: Dagtilbudsloven er bygget op om styring. Det er problemets kerne

Dagtilbudsloven taler om kvalitet, trivsel, læring og udvikling. Men den siger meget lidt om, hvordan vi strukturelt beskytter pædagogisk dømmekraft, professionelt ansvar og ledelsesrum. I praksis er det i høj grad de styringsformer, der er vokset op omkring loven, som definerer hverdagen: økonomiske incitamenter, tilsynsmodeller, målelogikker og dokumentationskrav.

Og de producerer styring.

Når økonomien er indrettet sådan, at pengene følger barnet, og børnetal kan svinge markant, bliver ledelse også et spørgsmål om konstant beredskab. Budgetter er variable. Normeringer skrøbelige. Små udsving kan få store konsekvenser. Det skaber et pres for forudsigelighed, sikring og dokumentation – og et stærkt incitament til at minimere risiko.

Flytter fokus fra barnet til systemet   

Samtidig er tilsyn i mange kommuner blevet til øjebliksbilleder af ekstremt komplekse praksisser. Enkeltstående besøg, koncepter og standardiserede vurderinger tillægges stor betydning. Når kvalitet vurderes gennem korte nedslag, skabes et system, hvor det, der kan vises frem, får forrang for det, der virker over tid. Det inviterer ikke til faglig fordybelse – men til iscenesættelse.

Det er i dette spændingsfelt, at ledelse langsomt forandrer karakter. Fra pædagogisk og faglig retning – til systemforvaltning.

Og det er her, jeg mener, vi har et problem.

Jeg har mødt mange dygtige pædagoger, der kan redegøre for læreplanstemaer, metoder og handleplaner, men som har sværere ved at genkende deres egen faglighed i dem. De ved, hvad der forventes. Men de oplever ikke altid, at det er det samme som det, der er rigtigt.

Når pædagogik i stigende grad skal passe ind i foruddefinerede skemaer, sker der noget med professionen. Fokus flytter sig fra barnet til systemet. Fra refleksion til afkrydsning. Fra ansvar til overholdelse. Det skaber en faglig forsigtighed, hvor man hellere følger anvisninger end træffer vurderinger.

Og det er præcis det modsatte af, hvad dagtilbud har brug for.

Regulerer et relationsfag

I opbygningen af vores børnehus har vi bevidst forsøgt at gå en anden vej. Ikke en vej uden struktur – men en vej med tydelig retning og åbne rum. Som leder har jeg været meget bevidst om, at min vigtigste opgave ikke er at definere pædagogik i detaljer. Min opgave er at sætte retning, gøre værdier og forventninger klare – og derefter give plads.

Vi har arbejdet med få, tydelige pejlemærker for vores praksis: børnesyn, menneskesyn, faglig kvalitet og samarbejde. Når de er klare, kan pædagoger arbejde frit – uden at arbejde vilkårligt.

Hvorfor regulerer vi et relationsfag, som om kvalitet først og fremmest er noget, der kan kontrolleres?

Anders Jerger
Dagtilbudsleder

Tillid har ikke gjort os mindre professionelle. Den har gjort os mere.

Hvis vi vil styrke kvaliteten i dagtilbud, bliver vi derfor nødt til at stille et mere grundlæggende politisk spørgsmål: Hvorfor regulerer vi et relationsfag, som om kvalitet først og fremmest er noget, der kan kontrolleres?

Hvis dagtilbudsloven og de rammer, der omgiver den, skal være et reelt kvalitetsredskab, må de i langt højere grad forpligte på at understøtte professionelt ansvar, pædagogisk dømmekraft og tillidsbaseret ledelse. Det kræver, at vi tør gentænke både økonomiske styringsmodeller og tilsynspraksis, så de fremmer langsigtet kvalitet frem for kortsigtet sikkerhed.

Dagtilbud har ikke først og fremmest brug for flere systemer. De har brug for politisk mod til at insistere på, at pædagogik er et professionelt ansvar – ikke en administrativ øvelse.