Forsker: Sådan ser Tesfayes kvalitetsdebat ud i børnehøjde – og den er ikke gratis

Lad mig give et eksempel på dette fra en helt almindelig formiddag i en vuggestue:

Adnan på 2,3 år står koncentreret ved det lille dukkekøkken og hælder imaginær kaffe over i en kop. Overfor ham står Sille, 1,9 år, og holder sin kop frem. ”Mere kaffe tak”, siger hun. Adnan nikker, hælder op og svarer stille ”Værs’go og tak”.

Det gentager sig et par gange. De to børn er optagede af en fælles rytme med slubrelyde, smil, små nik. Deres leg er afstemt, rolig og fuld af gensidig opmærksomhed. Men så sker der noget:

Elin (1,9 år) kommer hen til dukkekøkkenet. Hendes bevægelser er hurtige og lidt voldsomme, og hun kommer til at skubbe til Sille, der drikker sin kaffe. ”Av pas på min kaffe”, siger Sille højt.

I disse næsten usynlige handlinger og små justeringer ligger et pædagogisk arbejde på den høje klinge. For børn betyder kvalitet at kunne være med.

Anja Marschall
Ph.d. og lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Elin kigger ned i Silles kop. ”Os mig”, siger hun og rækker ud efter en kop, mens hun vælter, hvad der står på bordet i det lille køkken. Adnan råber ”nej, nej”, mens han prøver at skubbe Elin væk.

Pædagogisk medarbejder Annika sidder ved siden af. Hun siger: ”Hov Elin, du vil også gerne være med? Men nu væltede kaffen. Nu må vi vente til Adnan har lavet mere kaffe”.

Hun hjælper Adnan med at få stillet kopperne og kanden på plads, mens Elin får en stol ved siden af Sille. Nu kan kaffe-legen fortsætte.

Kaffelegen virker måske som blot som en hverdagsagtig scene om en børneleg.

Men den peger på en større pointe, nemlig, at det, der ser ud som små, næsten usynlige handlinger fra Annika, forudsætter tid, kontinuitet og pædagogisk dømmekraft – og netop disse betingelser er under pres.

Annika har under hele denne lille scene siddet med ryggen op ad dukkekøkkenet. Hun siger ikke meget. Hun er iagttagende, nysgerrig og opmærksomt til stede. Hun kender alle tre børn godt. Hun ved, at Adnan taler mere, når han er i trygge relationer.

At Sille er modig og tydelig. Og hun ved, at Elin ofte søger Sille, men at hendes kantede måde at træde ind i legen på let bliver misforstået som drilleri.

Fordi Annika er til stede – og ikke på vej ud ad døren til et møde eller samtidig står og lægger hagesmække sammen – kan hun støtte børnene dér, hvor det gælder.

Hun oversætter Elins intention: ”Du vil også gerne være med”, og hun hjælper Adnan med at genetablere legen. Hun skaber plads til, at fællesskabet kan udvides fra to til tre.

Det kan lyde banalt, men i disse næsten usynlige handlinger og små justeringer ligger et pædagogisk arbejde på den høje klinge. For børn betyder kvalitet at kunne være med. At blive set. At opleve sig som del af et ”vi”.

Det kræver voksne med tid og ro til at være tæt nok på til at se, hvad børn forsøger – også når det ikke lykkes.

Annika støtter Elin, fordi hun kender hende. Den viden er opbygget gennem hverdagen, i samarbejdet med Elins mor i refleksioner med kollegerne. Den er skabt i utallige små situationer som denne. Derfor er den også sårbar.

Den forsvinder, når pædagoger er pressede, når voksne skifter, eller når hverdagen er så fragmenteret, at de voksne primært må afværge konflikter frem for at forstå børnenes intentioner. Hvis situationer som ovenstående skal lykkes, er pædagogerne nødt til at være til stede der, hvor børnene er.

De er nødt til at have mulighed for at bruge deres pædagogiske viden. En sådan viden tager tid at oparbejde, men den er helt central for, at børn som Elin får støtte præcis der, hvor hun har behov for det.

Når regeringen efterlyser input “helt nede fra sandkassen”, er det et vigtigt signal. For kvalitet i børnehøjde er ikke abstrakt. Den er konkret, relationel og situeret. Den opstår i de små handlinger, hvor pædagoger – som Annika – får mulighed for at se børns intentioner og understøtte deres deltagelse.

Derfor kan man ikke lovgive sig til kvalitet alene. Man kan kun lovgive sig til de betingelser, der giver pædagogerne mulighed for at skabe den. 

Anja Marschall
Ph.d. og lektor på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Men netop derfor kan man ikke lovgive sig til kvalitet alene. Man kan kun lovgive sig til de betingelser, der giver pædagogerne mulighed for at skabe den. Og de betingelser handler om tid, stabilitet, faglige fællesskaber og om, at der er uddannede pædagoger nok til at være tæt på børnenes liv.

Hvis ekspertgruppen skal lykkes med sit opdrag, må den starte med at pege på, at kvalitet ikke kan løftes udgiftsneutralt, når selve fundamentet – nærvær og kontinuitet – kræver investeringer.

Det er ikke flere mål og styringsredskaber, børnene efterlyser. Det er voksne, der har tid til at være nysgerrige på deres intentioner, også når det kommer skævt ud.

Hvis kvalitet i børnehøjde skal være andet og mere end ord, kræver det, at vi tør investere i de relationer, den bygger på. Nærvær og kontinuitet er ikke gratis. De er et politisk valg.