Kommentar af 
Jane Sandberg

Curlingforældre har ikke rustet deres børn til et arbejdsliv med udfordringer

Sammenhængskraften står for skud på arbejdspladserne, hvis ikke vi formår at bygge bro mellem den unge arbejdsstyrke og de mere erfarne. Forældre bør fortælle deres børn, at hvis de synes, at livet i skolegården til tider er hårdt, så vent, til de deltager i deres første personalemøde, skriver Jane Sandberg.

Vi har simpelthen ikke rustet de unge til et arbejdsliv, hvor de er stærke nok til selv at håndtere udfordringer og benspænd, skriver Jane Sandberg.
Vi har simpelthen ikke rustet de unge til et arbejdsliv, hvor de er stærke nok til selv at håndtere udfordringer og benspænd, skriver Jane Sandberg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jane Sandberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sammenhængskraften på arbejdsmarkedet er udfordret af en generation af unge, som i disse år træder ud i deres første jobs. Vi har nemlig slet ikke opdraget dem til at være en del af et arbejdsliv med krav og forventninger. Og generationerne clasher med hinanden, når vi skal arbejde sammen.

Forleden holdt jeg et foredrag om at lede i en woke-tid. En gruppe ledere havde inviteret mig til at tale om, hvordan de kunne blive bedre til at manøvrere i en tid, hvor de oplever, at yngre medarbejdere har helt anderledes og nye forventninger til deres arbejdsplads.

De famlende ledere var i tvivl om mange ting. Men mest var de forundrede over, hvordan deres yngre medarbejdere på en gang udviser stor sårbarhed, men samtidig stiller meget skarpe krav til deres arbejdsplads. Også krav om, at deres sårbarhed bliver rummet.

Den generation af unge, som træder ind på arbejdsmarkedet i disse år, hører til curlinggenerationen. I ved; børn, hvis forældre rask væk har krydset landet og er kørt til Roskilde Festival med en paraply, fordi vejrudsigten forudsagde et par dråber regn over Orange Scene.

Børn, hvis forældre har svedt over ungernes gymnasieafleveringer, og børn, hvis forældre har pakket ungerne i vat og bomuld i iveren for at skærme dem for de krav, som verden måtte stille.

Forældrene bør i højere grad sætte ind med en forventningsafstemning hjemme om spisebordene

Jane Sandberg, museumsdirektør og forfatter

Jeg hører selv til den forældregeneration, og kan bestemt ikke sige mig fri for også at have haft curling-kosten i sving foran mit eget afkom.

Curlinggenerationens forældre har gjort deres børn og samfundet en bjørnetjeneste. For når vi modtager den generation af unge på arbejdsmarkedet, kommer de med lige dele usikkerhed på sig selv og høje forventninger til, at forhindringer er nogle, andre mere erfarne rydder ad vejen for dem.

Vi har simpelthen ikke rustet de unge til et arbejdsliv, hvor de er stærke nok til også selv at håndtere udfordringer og benspænd.

Par det så med en generation, hvor psykisk sårbarhed, angst og manglende tro på, at de kan slå til som mennesker fylder som aldrig før. Samtidig med, at wokebølgen skyller ind over os med dønninger af krav til ændret sprog og adfærd.

Det er en stor opgave at løfte for arbejdspladserne. Ikke mindst for de af os, som skal lede de unge. Derfor sad de ledere, jeg talte for, tvivlende og en smule rådvilde, ikke mindst fordi det stod dem ret klart, at den unge generation vil kræve langt mere ledelsestid, end de fleste af os er vant til at bruge.

Arbejdslivet er ikke altid nemt, og at arbejde sammen på tværs af generationer rummer udfordringer

Jane Sandberg, museumsdirektør og forfatter

En af lederne fortalte om en studentermedarbejder, som havde bedt om en samtale med direktøren. Den unge medarbejder var ansat til 15 timer om ugen, og årsagen til samtalen var, at studenten betragtede sig selv som en nøglemedarbejder og gerne ville have mere i løn.

En anden kunne fortælle om en nyuddannet medarbejder, som efter første gennemførte opgave havde bedt om lønforhøjelse. Endda en ret markant en af slagsen.

Da lederen havde sagt, at det blot var forventeligt, at medarbejderen havde løst sin opgave, og det var, hvad hun fik sin løn for, havde medarbejderen meldt sig syg med stress.

En sag har som bekendt altid to sider, og den, jeg fik, var lederens. Men mon ikke billedet alligevel er ret præcist og siger lidt om et skel, som er ved at sætte sig i vores arbejdsmarked?

Sammenhængskraften står for skud på arbejdspladserne, hvis ikke vi formår at bygge bro mellem den unge arbejdsstyrke og de mere erfarne.

Læs også

Lederne skal nok ruste sig på at skulle bruge langt mere tid på både at agere coach, lommepsykolog såvel som bare at være almindelig arbejdsleder. Samtidig med, at vi, der har erfaringer også skal mestre at begå os i en verden, hvor sproget og adfærd må og skal ændres.

Forældrene bør i højere grad sætte ind med en forventningsafstemning hjemme om spisebordene. De bør fortælle deres børn, at hvis de synes, at livet i skolegården til tider er hårdt, så vent, til de deltager i deres første personalemøde.

Arbejdslivet er ikke altid nemt, og at arbejde sammen på tværs af generationer rummer udfordringer. Hvis vi som samfund skal være i stand til have fornuftige arbejdspladser, hvor alle uanset alder har lyst til at være, så vil det kræve en øget opmærksomhed på, hvordan vi imødekommer de ændrede forventninger. Begge veje.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Sandberg

Museumsdirektør, Enigma – Museum for post, tele & kommunikation, formand, foreningen Brobyggerne
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)