Institutleder: Fremtidens pædagog skal være ekspert i legende læring

Af Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Leg, læring og pædagogik hænger tæt sammen og fylder stadig mere i den pædagogiske debat. Sammenhængen bør også fylde mere på fremtidens pædagoguddannelse.

Kort før sommerferien foreslog uddannelsesforskerne William Doyle (USA) og Pasi Sahlberg (Finland), at skoleåbninger efter Covid 19-nedlukningen burde bestå af en gylden legeperiode på 90 dage, hvor læring gennem leg, fysiske og kreative aktiviteter samt trivselssamtaler fyldte mest.

Og for nylig, i starten af september til den årlige uddannelsesdebat i Nørre Nissum, var temaet også leg. Meget velvalgt. For det er med til at varsle hvilke kompetencer, fremtidens pædagog skal rumme.

En af kerneopgaverne for fremtidens pædagog vil med stor sikkerhed være at blive ekspert i både leg og legende læring. Det kan måske synes indlysende, men relationen mellem leg og læring har bølget en del frem og tilbage.

Før årtusindskiftet var idealet den frie leg i sig selv, et ideal som først og fremmest skulle realiseres spontant og lystfuldt og foregå i frihed fra pædagoger og lærere.

Fremtidens succes afhænger af, at undervisere og studerende mere systematisk end i dag støttes og styrkes i deres indsigt i og brug af leg i uddannelsen.

Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Børnenes naturlige indfald og lege var først som sidst omdrejningspunktet for en god hverdag i dagtilbuddene.

Kampen mellem leg og læring
Det blev der gjort markant op med i 2004, hvor de pædagogiske læreplaner kom ind i billedet. Leg og læring opstod nu som modsætninger, og læring kom nu først. Børnene skulle ikke bare lege uden noget formål uden for legen. 

De skulle systematisk lære noget, og det skulle måles og dokumenteres, om de lærte det, de skulle.

Den tilgang er der, heldigvis, også senest med den styrkede læreplan beskrevet i den nye dagtilbudslov fra 2018 gjort op med til fordel for en mere helhedsorienteret tilgang. 

Nu hedder det legende læring. Der er både politisk enighed om og evidens for den legende tilgang til børns udvikling og læring.

Det er blandt andet beskrevet af professor Dion Sommer fra Aarhus Universitet. I bogen “Læring, dannelse og udvikling” argumenterer han både imod ensidig vægt på forstand, fakta og øvelser, imod fri leg og imod at leg først og fremmest foregår uden for skolen. 

Han underbygger, at leg i skolen, leg i klasserummet, ja, at legende læring i skolen som sådan udgør en enorm, seriøs og ubrugt læringsressource.Ikke alene med effekt forhold til kreativitet, men også i forhold til faglig læring.

"Passende sjov" leg
Med andre ord skal det være sjovt at være i vuggestue eller børnehave. 

Det er nemlig legens præmis. Børn leger, så længe det er sjovt nok til, at legen er god. Børns leg ophører, hvis legen ud fra et børneperspektiv ikke er sjov (nok).

Samtidig skal der være en mening med alt det sjove, legen skal være ”passende sjov”. Den pædagogiske opgave er altså ikke blot at gøre legen sjov og til en værdi i sig selv, det klarer børn i vidt omfang selv. 

Opgaven for pædagogerne er at blive endnu skarpere på at tilrettelægge livet i institutionerne, så legene optimalt fremmer trivsel, læring, udvikling og dannelse. Vi kommer ikke alene til at tale om legende læring, men også legende trivsel, legende udvikling og legende dannelse.

Dermed bliver det vigtigt, at pædagoger kan fremme forskellige former for leg med forskellige formål. Og dermed er der sat en vigtig strømpil for, hvad fremtidens pædagoguddannelse skal uddanne til.

Nye generationer af børn skal ideelt set leve passende sjove læringsliv. Bliver legen for ofte "kun" sjov, så er det utilstrækkeligt, fordi det tager opmærksomhed fra læringsmålene. Og modsat  bliver læringsmålene for dominerende,  så bliver det måske for kedeligt.