Kunstner om koranloven: Kujonerne i Folketinget tør ikke fjerne det ukrudt, de selv har plantet

Islamisterne må slå sig på låret af grin

Skammen hos de 94 politikere, som indførte loven, må være lige så brændende som det had til vores frihed, de har bøjet sig for.

Ytringsfrihed er ikke noget, man kan indføre og afskaffe alt efter den udenrigspolitiske temperatur. Enten har man den, eller også har man den ikke. Og lige nu har vi den ikke.

Partierne bag loven – Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Radikale – har i flere år gaslightet befolkningen, ved at påstå at loven blot skal stoppe koranafbrændinger. Det er løgn. Loven går meget længere. Den forbyder ikke afbrændinger, men såkaldt utilbørlighed.

Ytringsfrihed er ikke noget, man kan indføre og afskaffe alt efter den udenrigspolitiske temperatur. Enten har man den, eller også har man den ikke.

Firoozeh Bazrafkan
Billedkunstner

Islamisterne må slå sig på låret af grin. Det frihedselskende, lighedshyldende og retfærdighedssøgende kongerige Danmark har en lov, der kriminaliserer at gøre utilbørlige ting med en koran. Konsekvensen er, at koranen ikke udsættes for kritik, for i princippet kan hvilken som helst handling i denne henseende kaldes for utilbørlig.

Hverken den ansvarlige justitsminister eller de 94 gulerødder, som stemte for loven, kan fortælle os, hvad man gerne må gøre med en koran. I den nuværende situation er der ingen, der gør noget som helst.

Nyt medlem i kujonklubben

SF er ikke de eneste, der er bange. Det er almindelige folk og almindelige kunstnere også. Så meget desto mere skandaløst er det, at folkevalgte som SF og koranpartierne ikke tør bakke deres egne borgere op i at bruge den ytringsfrihed, som Grundloven har givet os.

Indførelsen af koranloven var et brud med en flere hundrede år lang bevægelse i retning af mere frihed og lighed i Danmark. Den var et mørkt vendepunkt.

Som kvinde med rødder i Iran ved jeg, hvad det betyder, når en religiøs tekst bliver hævet over kritik. Det betyder ikke fred. Det betyder kontrol. Det betyder, at kritik bliver farlig. At spørgsmål bliver forbudt. At stemmer bliver tavse. At tanker bliver farlige.

Det er virkeligheden for 90 millioner borgere i Iran, og det er den virkelighed, vi nu har importeret til Danmark, blot mildere i sin form – eller rettere: i et tidligere udviklingsstadie.

I disse uger og måneder ser vi, at det kræver bomber, død og ødelæggelse at give friheden tilbage til iranerne – og måske vil det alligevel ikke være nok.

Som kvinde med rødder i Iran ved jeg, hvad det betyder, når en religiøs tekst bliver hævet over kritik.

Firoozeh Bazrafkan
Billedkunstner

I Danmark derimod kræver det intet andet end et tryk på en stemmeknap i Folketinget at afskaffe koranloven og fjerne den ukrudtsplante, som aldrig burde være plantet i vores demokrati.

Men der er nogen, der ikke tør.

Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Radikale har med SF fået et nyt medlem i kujonklubben. Den klub af politikere, som gerne lever med de risici, det indebærer for danskerne, at staten udfordrer krigsherren Putin. Men som samtidig ikke tør leve med den utryghed, det indebærer for politikerne selv, at danskerne har frihed til at udfordre en bog.

Det er så usselt og så langt fra, hvad man burde kunne forvente af et folketing i Danmark.