Lektor: Giv de pædagogstuderende ro til at lære

DEBAT: En ny pædagoguddannelse bør droppe overfloden af fastsatte mål og rulle nogle af de mange godkendelser, afprøvninger og eksamener tilbage, så de studerende får ro til at lære, skriver Maja Spuur Hansen.

Af Maja Spuur Hansen
Lektor og kompetenceområdeleder, pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole

For præcis tyve år siden startede jeg på pædagogseminariet. 

Jeg mødte op mandag morgen klokken otte, og jeg gik hjem samme eftermiddag klokken 14.00. Det gjorde jeg alle ugens fem dage. Det var nu ikke fordi der var undervisning i samtlige timer, men det blev forventet, at jeg arbejdede selvstændigt sammen med min gruppe, når der ikke var undervisning. 

Og det gjorde vi gladeligt, for vi var optagede af det pædagogiske felt. Men min gruppe var også optaget af noget andet. De var optaget af at være sammen, og det kunne godt foregå på et tæppe ude på græsset. 

Nogle gange når jeg skævede til mine venner, der læste på universitetet og sad til forelæsninger, tænkte jeg: "Er jeg landet på den rigtige hylde?"

Igennem de tre og et halvt år fandt jeg dog ud af, at der var mange kvaliteter i dette samvær. At jeg lærte noget om samarbejde, om at indgå kompromisser, om at kunne begrunde mine argumenter fagligt, når jeg diskuterede med min gruppe. Dette er kompetencer, der er helt essentielle for pædagoger. 

På daværende tidspunkt var det helt legitimt, at pædagoguddannelsen også var en dannelsesrejse. Vi skulle tilegne os faglig viden og praktiske færdigheder, men vi skulle også udvikle os som mennesker. 

Og det krævede tid til nærvær og fordybelse. Sammen med hinanden og sammen med vores undervisere.

Overflod af fastsatte mål
Det kan godt være, at nogle ting var for Laissez-faire dengang. 

Til gengæld har målstyringen gjort sit indtog i den nuværende pædagoguddannelse med ti kompetencemål og 70 videns- og færdighedsmål. Selv i de studerendes praktikker er der centralt formulerede kompetencemål og videns- og færdighedsmål. 

Selvfølgelig skal der være mål i uddannelse, men denne overflod af centralt fastsatte mål vidner om en styring, der i min optik har taget overhånd.

Bunder det i ren styringsiver? I mistillid til at underviserne, de studerende og praktikvejlederne selv kan formulere relevante mål? I et ønske om standardisering for at kunne garantere, at alle pædagogstuderende er igennem det samme stof? I så fald er dette en utopi, da alle undervisningslokaler og læringssituationer er unikke og må tage højde for relationen mellem de studerende, underviseren og dennes prioritering af indholdet.

I takt med globaliseringen har de enkelte lande forsøgt at skabe uddannelser, der kan sammenlignes på tværs af landegrænser. Det er selvfølgelig  gjort i den bedste mening, så de studerende kan rejse på tværs af landegrænser og tage uddannelse. Ligesom arbejdskraftens frie bevægelighed fik vi også uddannelsens frie bevægelighed.

Pædagoguddannelsen har også været igennem en harmonisering, eller normalisering om man vil, således at den kan "forstå"  i forbindelse med det resterende uddannelsessystem. 

Frygten for et kontroltab
Da jeg blev uddannet pædagog, foregik det på et pædagogseminarium, og når jeg var i praktik, så var jeg praktikant. Sådan er det ikke længere. 

Pædagoguddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, og de pædagogstuderende er studerende både på professionshøjskolen og i praktikken. Dette har givet de studerende nogle åbenlyse fordele. De har for eksempel mulighed for at læse videre og tage en kandidatgrad. En mulighed jeg selv har benyttet mig af og som blandt andet betyder, at jeg i dag underviser på pædagoguddannelsen, hvilket jeg både er glad for og stolt af. 

For jeg synes ikke der er noget vigtigere arbejde end at være med til at uddanne de kommende generationer af pædagoger.

Det kan være svært at rulle styring tilbage igen. Det kan opleves som et kontroltab. Hvad sker der, hvis vi holder op med at vurdere de studerende ved godkendelser, der udløser ECTS-point og ved utallige eksaminer? Lukker vi så nogen igennem, der ikke er gode nok? Gider de studerende så at møde op til undervisningen?

Jeg mødte for nylig en professor, der stillede mig følgende spørgsmål: "Hvad er den hurtigste måde at tømme et undervisningslokale på? Man starter med at siger, at stoffet ikke er eksamensrelevant."

Ro til læring
Min opfordring til en ny pædagoguddannelse er: Lad os droppe nogle af de mange kompetencemål og videns- og færdighedsmål og rulle nogle af de mange godkendelser, afprøvninger og eksamener tilbage. 

Lad os give de studerende ro til at lære sammen med hinanden og deres undervisere, lad os håbe og tro på, at de opdager, hvilket spændende fagfelt, de har begivet sig ind på. 

At de bliver nysgerrige og selvmotiverede, at de finder ned på biblioteket, at de åbner en bog og begynder at læse. Ikke fordi de skal, men fordi de vil vide noget.

Her ville det være nemt at afskrive mig som en håbløs romantiker, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage på pædagogseminarierne.

Jeg ønsker dog ikke at gå tilbage, og udvikling er som bekendt fremadskuende. Men måske er der alligevel nogle kvaliteter i det "gamle", som vi kan lade os inspirere af, når nu vi skal til at kigge fremad mod en ny eller revideret pædagoguddannelse.

Forrige artikel FOLA: Pædagogstuderende skal have forældresamtaler på skemaet FOLA: Pædagogstuderende skal have forældresamtaler på skemaet Næste artikel Pædagogstuderende: Lad fagpersoner definere, hvad en god pædagog er Pædagogstuderende: Lad fagpersoner definere, hvad en god pædagog er