Modstanderne af den nye øremærkede barsel til far har misforstået tre grundlæggende ting

At fædre og andre medforældre nu også får øremærket barsel som en rettighed er den største ligestillingspolitiske sejr i årtier. For i 2021 skal fædre selvfølgelig have ret til tid med sine børn og mulighed for at knytte bånd til den lille ny. Samtidig er det blevet cementeret utallige gange, at deling af orloven er den enkeltting, der betyder mest for ligestilling på arbejdsmarkedet, ligeløn og pension.

Derfor var det en fantastisk nyhed, at regeringen tirsdag aften nåede til enighed med Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Alternativet og Venstre om at øremærke 11 ugers barsel til både mor og far i forbindelse med implementeringen af EU-direktivet om samme.

Desværre har debatten om øremærket barsel i Danmark været fyldt med fraktioner og forargede stemmer. Ideologi har de sidste uger blandet sig med personlige erfaringer og følelser, når selvudnævnte amme-eksperter, livmoderfeminister og borgerlige med automatreaktioner har krydset klinger med andre, der holdt princippet om lige rettigheder frem som det vægtigste våben. Misforståelserne er kommet i mange afskygninger i den ophedede debat, og ovenpå indgåelsen af den nye politiske aftale tirsdag synes det at være et godt tidspunkt at gøre et forsøg på at komme dem til livs.

Der er i debatten blevet gjort en stor indsats for at tydeliggøre kvindens særlige biologiske rolle i forplantningen, der åbenbart skulle give hende bedre forudsætninger for at tage sig af den lille ny. I Politiken måtte man eksempelvis forstå på 341 kvinder, at hele barslen - også den sidste del af de 52 uger - pr definition er mors domæne; for det er jo i den sidste del alt det sjove som babysvømning og salmesang begynder. Det er da også helt usandsynligt, at far kan finde ud af at tage en tur i svømmehallen med lille Otto.

Den første vigtige ting, som modstanderne af øremærket barsel til far har misforstået er, at det skulle være en naturgiven sandhed, at kvinden partout er barnets primære omsorgsperson.

At mænd og kvinder ikke er lige er en magtfuld fortælling, der gennem årtusinder er blevet reproduceret.

Anja Søndergaard Elsby

Mennesker har gennem religion og kultur skabt fortællingen om, at kvinder er dem, der opfostrer børn og dermed også er udelukkede fra magtpositioner og det offentlige rum, der ligesom arbejdet og den økonomiske forsørgelse beror på manden. Fortællingen er blevet genfortalt så mange gange gennem årtusinder blandt andet i de store verdensreligioner, at den til sidst er blevet opfattet som sandhed.

Som Nationalmuseets dygtige arkæolog Jeanette Varberg har vist, havde kvinder en meget fremtrædende offentlig rolle kulturelt, politisk og økonomisk ligesom der fandtes kvindelige krigere for mere end 3000 år siden.

Men jo mere vi nærmer os Kristi fødsel og begyndelsen på vor tidsregning ændrer tingene sig. Varberg påpeger, at jødedommen var den første religion til at udelukke kvinder fra religiøse ceremonier. Mænd og kvinder blev opdelt i synagogen, og kvinderne måtte kun være til stede på den betingelse, at de forblev stille. Argumentationen gik på, at kvinder grundet biologiske fænomener som menstruation og graviditet var urene. Snart fulgte kristendommen trop og opfattelsen af, at der er forskel på mænd og kvinders plads spredte sig i vulkanske strømme til alle afkroge af vores samfund.

At mænd og kvinder ikke er lige er en magtfuld fortælling, der gennem årtusinder er blevet reproduceret. Den har fordret kønsstereotyper der betyder, at kvinder tager 90 procent af barslen, og at halvdelen af bestyrelserne i landets største virksomheder udelukkende består af mænd. Men at kønnene skulle have forskellige pladser i samfundet er ikke naturgivent, men menneskeskabt. Fortællingen står dermed til at ændre, så kønnene sættes fri for samfundets stereotype forventninger. Blandt andet gennem lovgivning om forældres ligestilling når det kommer til barsel.

Den anden grundlæggende misforståelse blandt modstanderne af øremærket barsel er, at barslen skulle være mødrenes alene. Der er blevet talt utroligt meget om, at “der tages barsel fra mor” og at “mors barsel bliver kortere”. Der er bare det ved det, at det aldrig var mors grundlovssikrede ret at tage 90 procent af barslen. 52 ugers barsel har altid været fælles ret, der bare blev afholdt af mor fordi det var det, normerne lød - i hjemmet såvel som på arbejdspladsen. Nok har 14 uger været øremærket mor, men resten har det sådan set været op til familierne at fordele. At overenskomster ikke har sikret fuld løn under barsel til mænd har været et stort problem, der helt sikkert har afholdt nogle familier fra at fordele barslen mere ligeligt. Forandringen skal starte et sted, og nu begynder overenskomster allerede at følge med de nye vinde, der blæser.

De vrede demonstrerende mødre der de sidste måneder har råbt op om, at staten nu tager deres barsel har for alvor tabt sutten. De kan med fordel bruge den nye politiske aftale som anledning til at lade far samle den op og få andel i pasning af fælles barn, sådan som det har været hans ret i årevis.

Den tredje store misforståelse er især anført af de blå modstandere af øremærket barsel. Den går på, at aftalen om at give far samme rettigheder som mor er et stort indgreb i familiens frihed til selv at vælge, hvordan barslen skal afholdes. Hvorfor skal man tvinge fædre på barsel, lyder det. Alle familier er forskellige, så giv dem frihed til at bestemme selv. Staten har ingen ret til at diktere, hvordan familier afholder barslen, må man forstå.

Således har borgerlige siden debattens startskud turneret riget rundt med argumenter om frihed til familierne, der er så tynde som pergamentpapir. For det første er der ingen elementer af tvang. Der er tale om en ret, som man bare kan frasige sig, hvis man ikke vil bruge den. Og for det andet: Hvis man er imod øremærkning, hvorfor er der så ingen, der har stillet forslag om at fjerne de 14 ugers øremærket barsel til mor, spurgte Jakob Ellemann-Jensen (V), der i hvert fald ikke havde oplevet det i sine ti år på tinge.

De vrede demonstrerende mødre, der de sidste måneder har råbt op om, at staten nu tager deres barsel har for alvor tabt sutten.

Anja Søndergaard Elsby

Venstre har da også vist sig ligestillingspolitisk fornuftigt ved at gå med i aftalen om øremærket barsel med regeringens støttepartier. Imens har hykleriet fra Liberal Alliance og de borgerlige kommentatorer været tykt, når de har hævdet, at man med 11 ugers øremærkning til far saver familiernes frihed ned til nulpunktet. De husker først, at de principielt er imod “tvang” og øremærkning, når den rettes mod far.

Den nye aftale om øremærket barsel til begge forældre er en kærkommen lejlighed til, at alle der går op i frihed for familier begynder at forholde sig til, hvordan normer og kønsstereotyper har gjort det umuligt for familier at vælge frit.

Til august 2022 bliver fars øremærkede ret til barsel en realitet. Det er en enorm milepæl, der kun er lykkedes fordi EU kom dansk ligestillingspolitik til undsætning. Modvinden og de mange misforståelser vil sandsynligvis fortsætte en rum tid endnu, men når modstanderne først får de personlige synsninger, følelser og automatreaktioner lidt på afstand og kulturændringen er sat i gang, vil opfattelsen af, at dit køn har betydning for dine evner som omsorgsperson blive skyllet ud med badevandet. Og så vil det være svært at huske én eneste rationel grund til, at man var imod.