Bliv abonnent
Annonce
Debat

Pædagogstuderende: Midt i glæden over praktikløftet er vi dybt bekymrede for forkortelsen af vores uddannelse

Praktikken er ikke bare en del af uddannelsen. Det er en fundamental del af vores læringsproces. Derfor jubler vi over, at den endelig løftes, skriver Burak Ulrik Ulucan.
Praktikken er ikke bare en del af uddannelsen. Det er en fundamental del af vores læringsproces. Derfor jubler vi over, at den endelig løftes, skriver Burak Ulrik Ulucan.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
27. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Aftalen om professionshøjskolerne og reformen af pædagoguddannelsen har været genstand for stor debat, og endelig kender vi detaljerne i aftalen fuldt ud. Vi er generelt begejstrede. Aftalen afspejler nemlig rigtig meget af det, vi i Pædagogstuderendes Landssammenslutning har kæmpet for i årevis.

Vi jubler på det lille sekretariat og rundt på alle uddannelsesstederne, fordi løftet af praktikken endelig slår igennem. Praktik er nemlig ikke bare en del af uddannelsen. Det er en fundamental del af vores læringsproces.

Vi har igen og igen peget på, at praktikinstitutionernes læringsrum skal anerkendes og sidestilles med professionshøjskolernes læringsrum. For det er i mødet med praksis, at vi virkelig lærer at anvende vores teoretiske viden, og det er her, vi udvikler de nødvendige kompetencer til at møde de udfordringer, vi vil stå overfor i vores kommende jobs.

Det er i samspillet mellem det teoretiske og praktiske, at vi udvikler pædagogisk dømmekraft. Det ene kan ikke stå uden det andet.

Siden 1992 har vi kæmpet for uddannede praktikvejledere, det ser nu ud til at være tættere på end nogensinde før. Hurra!

Læs også

Højere taxameter hæver kvaliteten

Jeg vil også fremhæve vores tilfredshed med, at taxameteret endelig hæves. Det historisk lave taxameter, der i årevis har præget pædagoguddannelsen, har haft direkte konsekvenser for kvaliteten af uddannelsen og de ressourcer, der har været til rådighed for både studerende og undervisere. 

At løfte dette vil i sig selv sikre mere kvalitet i uddannelsen. 

En stigning i taxameteret vil betyde, at det er muligt for uddannelsesinstitutionerne at øge deres investeringer i bedre undervisningsmaterialer og faciliteter, der også afspejler den pædagogiske praksis. Her nævnes musik eksempelvis som særligt område, der skal løftes.

Siden 1992 har vi kæmpet for uddannede praktikvejledere, det ser nu ud til at være tættere på end nogensinde før. Hurra!

Burak Ulrik Ulucan
Forperson, Pædagogstuderendes Landssammenslutning

Vi har selv igen og igen peget på manglende værksteds- og aktivitetslokaler til det æstetiske og det praktiske og musiske, og vi glæder os over, at der er lydhørhed over for det.

Et løft af taxameteret vil i høj grad forbedre kvaliteten af uddannelsen, hvilket giver de kommende pædagoger de nødvendige færdigheder til at træde ind på arbejdsmarkedet med selvtillid og handlekompetencer.

Det vil samtidig hjælpe med at skabe en større respekt for pædagoger, professionen og selve arbejdet, hvilket i sidste ende kan tiltrække flere studerende til uddannelsen. En øget tilstrømning af engagerede studerende vil styrke professionen og sikre, at vi har de bedste pædagoger til at arbejde med fremtidens børn, unge og voksne.

Det er en anerkendelse af den værdi, vi pædagogstuderende og kommende pædagoger bringer til vores samfund. Det er en investering i fremtidens pædagogiske arbejde, og det giver os mulighed for at fokusere mere på kvaliteten af vores uddannelse.

Vi ser også positivt på, at pædagogik vil blive et gennemgående fag i uddannelsen. Det vil styrke det teoretiske fundament, som er essentielt for vores udvikling som professionelle pædagoger. Samtidig forsvinder de mange videns- og færdighedsområder og erstattes af formålsbeskrivelser for de enkelte fag.

Læs også

Grundfagligheden forkortes

Midt i glæden er vi alligevel også dybt bekymrede for forkortelsen af uddannelsen, særligt når forkortelsen lægges i begyndelsen af vores uddannelse. Det vil medføre alvorlige konsekvenser for vores grundfaglighed.

Grundfagligheden er kernen i vores profession; det er vores faglige rygrad og etiske kompas, uanset om vi skal arbejde med børn, unge eller voksne.

Når man forkorter grundfagligheden, risikerer man at underminere den grundlæggende viden og de kompetencer, vi skal bruge for at kunne navigere i de komplekse pædagogiske situationer, vi kommer til at stå i.

Midt i glæden er vi dybt bekymrede for forkortelsen af uddannelsen. Det vil medføre alvorlige konsekvenser for vores grundfaglighed.  

Burak Ulrik Ulucan
Forperson, Pædagogstuderendes Landssammenslutning

Vi mener, at en solid grundfaglighed er uundgåelig for at kunne udvikle de handlekompetencer, der er essentielle i vores arbejde, uagtet hvilken del af det pædagogiske felt vi skal arbejde inden for.

Det skurrer også i vores øre, at der åbnes for at oprette udbudssteder med ren social/specialpædagogisk pædagoguddannelse. Vi er nemlig bekymrede for, at det vil geninstallere et hierarki i pædagogprofessionen. Et hierarki, vi har brugt årtier på at nivellere.

Vi opfordrer derfor beslutningstagerne til at tænke grundigt over konsekvenserne af reformen og sikre, at vi ikke går på kompromis med den faglige kvalitet og dybde, som pædagoguddannelsen kræver.

Vi ser frem til at være en del af en uddannelse, der giver os de bedste forudsætninger for at blive kompetente og ansvarlige pædagoger.

Lad os arbejde sammen for at sikre, at reformen af pædagoguddannelsen ikke blot er en tilpasning som gør det nemmere at være professionshøjskole, men en reel forbedring, der styrker vores uddannelse, profession og det arbejde, vi brænder for.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026