SF: Politikere skal skabe rammerne – ikke styre legen i sandkassen

Fri leg kræver faglighed

God pædagogisk praksis handler ikke om at vælge side, men om at være til stede på en måde, der muliggør legen og fællesskabet – uden at overtage det.

Fri leg handler ikke om, at voksne trækker sig, men om at skabe plads til børns egne initiativer. Det kræver en fleksibel ramme, hvor der er tid til de små lommer i hverdagen – tid, hvor børn får ro til at lege, tænke, finde på og opdage de andre.

Den slags tid er vigtig, fordi børn her udvikler kreativitet, selvfølelse og erfaringer med fællesskab.

Men det kræver voksne, der balancerer: Vi skal kunne sætte os på hænderne, observere og være tilgængelige – klar til at hjælpe, når et barn ikke selv finder vej ind i legen.

Den voksne må aflæse de dynamikker, der opstår mellem børnene, og reagere, når nogen er på vej til at blive ekskluderet.

Det kræver pædagogisk dømmekraft at vurdere, hvornår man skal invitere sig selv ind i legen – og hvornår man skal lade børnene føre den videre selv.

Det er netop her, fagligheden gør forskellen: i evnen til at justere sin involvering ud fra børnenes behov og situationens temperatur.

Kvalitet kræver frihed, ikke kontrol

Som SF'er mener jeg, at politikere skal skabe muligheder – ikke styre legen i sandkassen.

Det betyder, at vi skal give institutionerne tid og ressourcer, sikre stærk pædagogfaglighed frem for styringslogik – og stoppe med at erstatte leg med skemaer og læringsmål.

Hvis vi vil styrke børns trivsel og deltagelse i fællesskabet, må vi give pædagogerne tid, uddannelse og faglig frihed til at bruge deres dømmekraft.

Politik skal skabe rammerne for kvalitet – ikke opskrifterne på den.

Ingen børn må stå alene ved sandkassens kant og ikke turde spørge: "Må jeg være med?"

Jeg ved godt, hvad jeg kæmper for – både som pædagog og som SF'er.