Bliv abonnent
Annonce
Debat

Velfærdsdirektør: Mere leg i børnehaven kan forebygge motoriske problemer i skolen

Tænk, hvad vi kunne spare af både menneskelige og økonomiske ressourcer ved at forebygge et problem ved hjælp af noget så naturligt som børns leg, skriver Trine Dorow.
Tænk, hvad vi kunne spare af både menneskelige og økonomiske ressourcer ved at forebygge et problem ved hjælp af noget så naturligt som børns leg, skriver Trine Dorow.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
22. december 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De bornholmske folkeskoler oplever i stigende grad, at børn i indskolingen har brug for en særlig indsats omkring den motoriske udvikling.

Eksempelvis har flere børn svært ved at klippe, krydskoordinere, kaste og gribe, hvilket vi ved kan påvirke deres indlæringsmuligheder.

Det kommer også til udtryk ved, at børnene har uro i kroppen og sværere ved at finde ro i undervisningssituationen.

Der er mange holdninger til, hvad årsagen til udfordringerne er – det stigende forbrug af skærme, "passe på-kultur", eller noget helt tredje.

Med "passe-på-kultur"  mener vi, at der kan være en tendens til, at voksne kan blive så beskyttende over for børn, at de begrænser børnenes muligheder for at udfordre sig selv, lære gennem erfaring og udvikle deres motoriske færdigheder – eksempelvis at børnene ikke må klatre højt, løbe stærkt, lege vildt, balancere på naturens materialer eller prøve aktiviteter, hvor der findes en lille risiko for at falde eller slå sig – alt sammen noget, der normalt styrker balance, koordination og kroppens mod og kontrol. 

Vores oplevelse er, at udfordringerne i stigende grad er blevet imødekommet ved, at skolerne har sat ind med motoriske vejledere, fysioterapeuter eller anden støtte i skolen.

Men vi tror på, at vi skal agere før, problemet opstår. Hvor vi kan forebygge frem for at finde en løsning på problemet.

Læs også

Tidlig indsats

Vi vil ikke lade os nøje med, at løse problemer omkring motorisk udvikling, når børnene er startet i skole, men sætte ind tidligere, sådan at den motoriske udvikling styrkes på tværs af årgange – allerede i børnehaven.

Det er tesen bag Bornholms Regionskommunes signaturprogram 'De små børns Bornholm' – det tidlige forebyggende sigte for hele årgange på nul til seks-års-området.

Med udgangspunkt i de fagprofessionelles viden og observationer har vi tilrettelagt et motorisk prøvehandlingsspor under overskriften 'Tryg tilknytning', for det er ikke kun evnen til at kaste og gribe, som kan blive påvirket af et uforløst motorisk potentiale.

Sansemotoriske erfaringer understøtter barnets sociale kontakt og dermed relationen til omsorgspersonerne. Sansemotorik udvikles bedst i trygge relationer, fordi en stabil tilknytning giver barnet ro til at udforske sin krop og omgivelser. Når barnet føler sig tryg, tør det sanse, bevæge sig og prøve nye motoriske færdigheder.

Motorisk aktivitet styrker barnets sociale og følelsesmæssige udvikling.

Trine Dorow
Velfærdsdirektør, Bornholms Regionskommune

Den trygge tilknytning skaber således rammerne for motorisk udforskning, og motorisk aktivitet styrker barnets sociale og følelsesmæssige udvikling.

Sammen med pædagogerne for de ældste børnehavebørn, laver vi en systematisk indsats i udvalgte børnehaver, hvor en sundhedsplejerske og en fysioterapeut faciliterer motoriske lege i børnenes kendte rammer.

De lærer pædagogerne, hvad de skal holde øje med og være nysgerrige på i børnenes bevægelses- og adfærdsmønstre i legene, og så klædes forældre på til at kunne være aktive medspillere i motoriske lege, både store og små, derhjemme.

Cirka 15 procent af de børn, som er med i prøvehandlingen, vurderes til at have et uforløst motorisk potentiale. Den samme procentandel som sundhedsplejerskerne får øje på i 0. klasse til det obligatoriske besøg.

Og nu venter vi så i spænding på, om en målrettet og kvalificeret indsats med fokus på motorisk leg kan nedbringe andelen i de kommende 0. klasser.

For tænk, hvad vi kunne spare af både menneskelige og økonomiske ressourcer ved at forebygge et problem ved hjælp af noget så naturligt som børns leg.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026