Videnskabsklubben: Behovet for at lege forsvinder ikke, bare fordi børn bliver ældre

Ingen voksenstyret aktivitet kan erstatte leg 

I Videnskabsklubben skaber vi fritidsfællesskaber, hvor legen er i centrum, for børn i alderen 9 til 13 år.

Børnene oplever for eksempel helt konkret betydningen af evolution, når de skal skrælle bananer på tid – med og uden tommelfingre – og de forstår pludselig på egen krop, hvad en bæredygtig træproduktion består i, når de selv leger, at de er træer, der skal nå at rejse sig igen, før "motorsaven" fælder dem næste gang.  

Vi ser hver uge, hvad det betyder, når legen får lov at leve videre hos børnene, også når de rammer 12 og endda 13 års-alderen. Og vi ved, hvad der sker, når den ikke gør: En stigende følelse af præstationspres, færre uforpligtende fællesskaber og en kultur, hvor leg bliver opfattet som barnligt. 

I dag er der ganske enkelt for få steder, hvor de ældre børn kan være en del af legende og uforpligtende fællesskaber.

Rikke Schmidt Kjærgaard
Direktør, Videnskabsklubben 

Men børn i denne alder har stadig brug for leg. Ikke for nostalgiens skyld, men fordi leg kan noget, som man ikke kan opnå nogle andre steder. Den er en måde for børn at udvikle, og for ældre børn fastholde, deres fantasi, kreativitet og sociale kompetencer.

Gennem legen prøver de kræfter med nye roller, forhandler regler, udfordrer sig selv og mærker, hvem de er – både alene og i fællesskab med andre. Det kan ingen undervisningsplan, skærm eller voksenstyret aktivitet erstatte. 

Når Suzanne Krogh og Søren Smidt i deres indlæg som en del af Altingets vigtige tema om netop leg skriver, at der er behov for, at den sættes solidt på dagsordenen på tværs af dagtilbud, fritidsordninger og skoler i hele landet, rammer de en central pointe:

Hvis legen skal have reel plads i børns liv, skal rammerne for den være til stede i alle de miljøer, de bevæger sig i. 

Give plads til legen

I Videnskabsklubben er legen ikke et middel til et mål. Den står i sin egen ret. Vi arbejder ikke med karakterer, konkurrence, resultater eller vurderinger. Vi arbejder med begejstring, nysgerrighed og fællesskab. Det betyder ikke, at børnene ikke lærer noget – tværtimod.

Leg fører ofte til en bemærkelsesværdig høj grad af motivation, samarbejde og fordybelse. Men det er en konsekvens af legen og ikke grunden til, at vi prioriterer den. 

Når vi diskuterer, hvordan man skaber legefællesskaber i daginstitutionerne, bør vi samtidig tale om, hvordan vi sikrer, at disse fællesskaber ikke ophører, når børnene bliver ældre. Det kræver, at vi voksne tør give plads, også i skolen og fritidslivet. At vi tør give tid uden præstation. At vi tør fastholde rum, hvor børn kan fejle, eksperimentere og være fjollede sammen uden at blive målt og vejet.

Leg er ikke et pædagogisk værktøj, vi kan skrue op og ned for afhængigt af alder. Det er en livsnerve i børns måde at forstå verden på. 

I dag er der ganske enkelt for få steder, hvor de ældre børn kan være en del af legende og uforpligtende fællesskaber. 

Fritidsområdet er et fremragende eksempel, eftersom de fleste fritidsmiljøer bliver gradvist mere præstations- og konkurrenceorienteret, jo ældre børnene bliver, mens de rum, hvor man kan være nysgerrig, eksperimenterende og fjollet uden at blive målt og vejet, forsvinder stille og roligt. 

Legen forsvinder ikke, fordi børn ikke længere har brug for den. Den forsvinder, fordi vi ikke giver den plads. 

Hvis vi vil have børn ind i legefællesskaber, må vi sikre, at der faktisk findes fællesskaber at træde ind i hele vejen op gennem barndommen. Ikke kun i sandkassen, men også når børnene bliver lange i kroppen, nysgerrige på verden og klar til at udforske den sammen.