Hvis daginstitutionen er nødvendig for barnet, hvorfor vælger flere forældre den så fra?

Ser vi tilbage i historien, er det tydeligt, at daginstitutionens status som en nødvendighed er forholdsvis ny. Vi skal blot tilbage til 1960'erne, hvor vurderingen fra Folketingets talerstol lød sådan her:

"Det ganske lille barn hører hjemme hos sin moder i den udstrækning, det overhovedet lader sig gøre, både af sundhedsmæssige og psykologiske grunde."

Ordene er Socialdemokratiets daværende socialpolitiske ordfører.

Vuggestuen blev dengang set som en nødløsning for de familier, der ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen. Man mente helt grundlæggende, at de yngste børn havde det bedst hjemme, mens børnehave kunne være til gavn for de lidt ældre – og helst kun som halvdagsløsning. Heldagspasning var ikke at foretrække.

Hvis daginstitutionen er nødvendig for barnet, hvorfor vælger flere forældre den så fra?

Anja Marschall og Sine Penthin Grumløse

I løbet af de seneste årtier er fortællingen om daginstitutionen ændret markant. Med de pædagogiske læreplaner, ambitioner om at løfte alle børn og hensynet til social lighed er daginstitutionen blevet talt frem som en pædagogisk nødvendighed. Som Venstres Eva Kjer Hansen formulerede det tilbage i 2004:

"Målet er at få sat fokus på de temaer, som er vigtige at tage op, afpasset efter børnenes alder og udvikling (…) Listen skal opstille et minimum for, hvad barnet skal bibringes af kompetencer."

Denne logik har præget børnepolitikken gennem de seneste 25 år. Det, nogle børn har brug for, antages at gavne alle. Daginstitutionen positioneres som garant for barnets udvikling - og som en nødvendighed, hvis barnet skal klare sig godt.

Men hvis daginstitutionen er nødvendig for barnet, hvorfor vælger flere forældre den så fra?

I vores forskning taler vi blandt andet med forældre, der passer deres børn selv. Deres fortællinger peger på en anden forståelse af nødvendighed end den politiske.

For mange handler det ikke om modstand mod institutioner, men om et aktivt tilvalg af hverdagslivet med børn. For nogle handler det om følelser og tilknytning. Det føles forkert at overlade deres lille barn til andre.

For andre er beslutningen en reaktion på en hverdag, der ikke hænger sammen. Et tempo, der er for højt, for mange skift og for lidt tid.

Daginstitutionen er en central del af langt de fleste børns liv, og naturligvis skal den have kvalitet.

Anja Marschall og Sine Penthin Grumløse

Julie, mor til tre, beskriver det således:

"Vi havde fået det, vi drømte om, men jeg tror meget, vi følte, at vi levede for weekenderne. Vi ventede på ferie. Vi ventede på fri."

Man behøver ikke dvæle ved Julies ord for at mærke, hvad tidsknaphed gør ved en familie. For mange bliver netop den pressede tid da også en anledning til at genoverveje, om hverdagen giver den plads og ro, man ønsker for sine børn.

I de børnepolitiske dialoger har fokus i mange år handlet om, hvad der foregår i daginstitutionen, og hvordan man kan sikre, at børnene får noget ud af deres tid der. Det har handlet om normeringer, læreplaner og pædagogisk ledelse. Alt sammen vigtige temaer. Daginstitutionen er en central del af langt de fleste børns liv, og naturligvis skal den have kvalitet.

Men diskussionen om daginstitutionens kvalitet kan ikke stå alene. Når flere forældre vælger daginstitutionen helt eller delvist fra, er det en invitation til at udvide blikket.

Kvalitet i et lille barns liv handler også – og i høj grad – om tid, nærvær, omsorg og muligheden for at have en meningsfuld hverdag både hjemme og ude.

Derfor er det nødvendigt at diskutere, hvordan vi skaber rammer, der giver børn og familier mulighed for at trives – både i og uden for daginstitutionen.

Hvordan skaber vi gode rammer, der giver plads til forskellige måder at leve familieliv på – og dermed forskellige gode veje gennem barndommen?

For i sidste ende er spørgsmålet ikke kun, hvordan daginstitutionen kan blive bedre – men hvordan barndommen kan blive det.