Mediestøtteudvalgets rapport lagt frem

Demokratistøtte

Formålet med den offentlige mediestøtte i Danmark er at understøtte mediernes
demokratiske, kritiske og uafhængige funktion under hensyntagen til ytrings- og
informationsfriheden.

Mediestøtten er demokratistøtte, og den har bred politisk tilslutning. Men den globale medieudvikling er i hastig forandring. Internettet skaber nye vilkår.

Borgerne ændrer deres medievaner, nye markeder opstår og presser de etablerede. I Danmark betyder det bl.a., at de traditionelle trykte dagblade mister abonnenter og annoncekroner. Fortsætter tendensen med, at abonnenterne på dagbladene bliver ældre og færre, er perspektivet ret så negativt.

Det er især et problem, fordi dagbladene står for leveringen af 71 % af de originale nyheder, vores omverdensforståelse er afhængig af.

Hvad skal vi stille op i den situation? I Danmark bruger vi et betydeligt milliardbeløb til mediestøtte, men bruger vi pengene rigtigt? Det spørgsmål har været diskuteret i årevis.

Især har der været peget på, at den eksisterende mediestøtte til den trykte presse er en støtte til distribution af tryksager. I en tid, hvor digital distribution er en oplagt mulighed, og hvor især mange unge søger nye informationsveje, må vi overveje, om distributionsstøtte er en barriere for udvikling af nye distributions- og produktionsformer.

Da mediestøtte er demokratistøtte, er opgaven at sikre, at vi får mest muligt demokrati for pengene. For at sikre dette nedsatte kulturministeren i slutningen af 2010 et udvalg med mig som formand med den opgave at fremlægge forskellige modeller for mediestøtte.

Modellerne skal kunne danne grundlag for en politisk beslutning om justering af støtten.

Udvalget fremlægger hermed sin rapport. Rapporten beskriver de største udfordringer og analyserer konsekvenserne af at bevare den nuværende mediestøtte uændret.

Dernæst fremlægger den tre modeller for mediestøtte: én, der fordeler støtte til de platforme, vi kender i dag, én, der fordeler uafhængigt af platform, og én, der kombinerer de to modeller, den delvist platformneutrale model.

Alle tre modeller vil kunne fungere og vil hver for sig kunne medvirke til at sikre et alsidigt medieudbud af høj kvalitet. Men modellerne vil have meget forskellige og ikke lige heldige konsekvenser.

Selvom der er forskellige interesser repræsenteret i udvalget, så er der bred opbakning til omlægning af distributionsstøtte til en produktionsbaseret støtte, ligesom der er opbakning til forslaget om at etablere støtte til IP-baserede medier.

Udvalgets drøftelser peger også klart på, at den delvist platformneutrale støttemodel er den, udvalget finder bedst sikrer både de eksisterende medier og udvikling af nye medier.

Jeg ønsker god læselyst og håber, at rapporten giver anledning til relevante ændringer i mediestøtten til gavn for mediernes demokratiske samfundsmæssige funktion.

Henning Dyremose