Debat

Arkitektforeningen: Staten og kommunerne skal tænke renovering fremfor nybyg

Regeringen skal komme mere på banen og lægge konkrete planer for, hvordan statslige og kommunale bygninger får et længere liv ved at blive renoveret og/eller transformeret til nye formål, skriver Lars Autrup.

Vi skal væk fra bulldozerne, og i stedet gøre stat og kommuner til eksperter i renovering og transformering, skriver Lars Autrup.
Vi skal væk fra bulldozerne, og i stedet gøre stat og kommuner til eksperter i renovering og transformering, skriver Lars Autrup.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Lars Autrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vejen til at knække klimakurven går via mere renovering og transformation af vores eksisterende bygningsmasse, og staten og kommunerne skal gå foran med det gode eksempel.

Renovering af eksisterende bygninger er en god idé af flere årsager. Først og fremmest er der en masse gode, men desværre forsømte, offentlige bygninger, som er værd at bevare og indrette til nye behov.

Udover at bevare bygningsarven, så er der også økonomiske og miljømæssige fordele ved at renovere i stedet for at rive ned og bygge nyt.

Faktisk viser tal fra Rambøll fra 2020, at man kan opnå en besparelse på cirka 45-55 procent CO2, hvis man vælger at renovere en bygning i stedet for at bygge nyt. Så vi har alt at vinde ved at fokusere mere på renovering frem for nybyggeri. 

Læs også

Det lyder som en åben dør, som vi vil sparke ind, men den dårlige nyhed er, at desværre halter det med eksekveringen.

For selvom arkitekter i stadig flere tilfælde rådgiver om at transformere frem for at skabe nye byggerier, bliver nybyggeriet ofte set som det fine og sikre valg. Men vi skal væk fra bulldozerne, og i stedet gøre stat og kommuner til eksperter i renovering og transformering.   

Energirenovering må ikke stå alene

Når de offentlige bygherrer er de oplagte bærere af den forandring, så skyldes det blandt andet, at de står med et reelt renoveringsefterslæb grundet nedprioritering og anlægsloftet i kommunerne. Det er ganske enkelt en betydelig opgave, der skal løses.

Her og nu giver den manglende vedligehold af for eksempel skoler og institutioner synlige problemer både med varmeregningen og med ringe indeklima og dermed indlæringsevne og komfort.

Det er nødvendigt at tænke mere helhedsorienteret, når det gælder fokus på renovering

Lars Autrup
Direktør, Arkitektforeningen 

Forsvarets manglende vedligehold af bygninger, der resulterer i ringe arbejdsforhold for ansatte og soldater er et andet aktuelt eksempel.

Energirenovering skal dog ikke stå alene. Det er nødvendigt at tænke mere helhedsorienteret, når det gælder fokus på renovering, så der ikke blot er fokus på isoleringsmateriale og ventilationsrør, men en gennemgribende forbedring af bygningernes kvalitet i forhold til formål og brugerne og bygningens arkitektoniske kvalitet. 

Stat og kommuner er professionelle bygherrer, der har evnen at løfte denne type renoveringsopgaver, og vi er overbevist om, at hvis der kommer en politiske vilje ude iblandt politikere og embedsmænd til at tænke det ind i for eksempel kommunernes bæredygtighedsstrategi, så vil renovering slå igennem også andre steder.

Folketingets brede aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri – der skal sikre en CO2-reduktion – har kun et lille fokus på, at den offentlige sektor skal prioritere egne bygninger.

Og det fokus er meget snævert på energirenovering fremfor at tænke ind, at byggerierne skal holde i længere tid og være opdateret i forhold til funktion og bevaring af vores bygningskultur.

Vores klare opfordring er, at regeringen kommer mere på banen og lægger konkrete planer for, hvordan statslige og kommunale bygninger får et længere liv ved at blive renoveret og/eller transformeret til nye formål.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Autrup

Arkitekt, MAA, direktør, Akademisk Arkitektforening
cand. arch. (Kunstakademiets Arkitektskole, Bygningskunst, afd. 3B, 1995), Architectural Association School of Architecture, London (1992)

0:000:00