Christopher Arzrouni: Det er noget vrøvl at kalde loven om parallelsamfund for racistisk politik

Handler ikke om hudfarve

Mira Skadegård tillader sig den akademiske luksus at betragte udviklingen som et sprogligt konstrueret problem.

Skadegård hævder, at begreber som “ghetto” og “parallelsamfund” skaber problemet frem for at beskrive det. Men uanset hvilke ord man vælger, ændrer det ikke på realiteten:

Når få arbejder, når mange er afhængige af offentlig forsørgelse, når kriminaliteten er høj, og når normerne står i direkte konflikt med grundlæggende liberale værdier som ligestilling og ytringsfrihed – så har Danmark et problem.

Ikke et sprogligt problem. Et samfundsproblem.

Hvis vi erstatter ordet “parallelsamfund” med et mere akademisk neutralt begreb, forsvinder de sociale udfordringer ikke. De bliver bare sværere at tale ærligt om.

Det er ikke diskrimination at konstatere mønstre. Det er diskrimination at nægte at gøre noget ved dem af frygt for at blive kaldt racist.

Christopher Arzrouni
Chef for external affairs, Philip Morris og folketingskandidat, Liberal Alliance

Skadegård insisterer på, at parallelsamfundsloven bygger på etnicitet og dermed racisme. Det er noget vrøvl. En etnicitet eller en kultur er ikke nogen race.

Men ja, det vil altid være en forenkling at anskue mennesker gruppevis.

Det er dog temmelig nærliggende, når de omtalte mennesker selv ser sig som del af en gruppe og har større loyalitet overfor den gruppe end over for resten af samfundet.

Sideløbende med indvandringen fra Mellemøsten og Asien har Danmark modtaget masser af indvandrere fra andre områder. Det er tankevækkende, at de ikke giver anledning til samme slags problemer. 

Loven om parallelsamfund handler netop ikke om hudfarve eller race.

Den handler om koncentration af sociale problemer og om integration, normer og deltagelse i samfundet. At disse problemer statistisk oftere optræder i bestemte grupper, gør ikke analysen racistisk. Det gør den empirisk.

Det er ikke diskrimination at konstatere mønstre. Det er diskrimination at nægte at gøre noget ved dem af frygt for at blive kaldt racist.

Krav er ikke strukturel racisme

EU-Domstolens dom om parallelsamfundsloven kræver juridiske justeringer. Det skal vi naturligvis se på. Men at bruge dommen som bevis for, at dansk integrationspolitik i sin grundform er racistisk, er politisk manipulation.

Man kan godt anerkende, at lovgivningen skal bringes i overensstemmelse med EU-retten, uden samtidig at acceptere fortællingen om at Danmark systematisk styrer efter forestillinger om “den anden”.

Det ene er jura. Det andet er ideologi.

I et forsøg på at give sin argumentation vægt henviser Skadegård til den såkaldte ”spiralsag” i Grønland. Sammenligningen mellem parallelsamfundsloven og spiralsagen er både historisk og moralsk forfejlet.

Spiralsagen handlede om statslige overgreb på individers kropslige autonomi uden samtykke. Parallelsamfundsloven handler om boligpolitik, blandede kvarterer og sociale indsatser inden for velfærdsstatens rammer. At sidestille de to er helt forfejlet.

Spiralsagen handler om, hvorvidt der har været direkte fysiske overgreb. Parallelsamfundsloven handler om, hvad det offentlige kan kræve til gengæld, når den yder støtte til borgerne.

Det er ikke strukturel racisme at stille klare og ubetingede krav. Det er forudsætningen for et liberalt samfund.

Christopher Arzrouni
Chef for external affairs, Philip Morris og folketingskandidat, Liberal Alliance

Man kunne selvfølgelig bare sige, at problemerne i de belastede boligområder ikke er resten af samfundets hovedpine.

Mere hårdkogte liberalister end mig ville sige, at problemet skyldtes velfærdsstatens naivitet og ødselhed – hvorefter man bare burde kappe de sociale ydelser. Men så tror jeg nok, at Mira Skadegård og kompagni vil komme løbende og pege på det strukturelle problem frem for det ”forestillede”.

I Liberal Alliance mener vi ikke, at mennesker skal reduceres til deres baggrund.

Netop derfor insisterer vi på, at alle – uanset oprindelse – skal mødes med de samme forventninger om ansvar, deltagelse og respekt for frihedsrettigheder. Vi vil prøve at rydde op efter velfærdsstatens naive fadæser, fra dengang man uden videre antog, at ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt”.

Den fremmede kan naturligvis blive en ven. Men det er uklogt at tage det for givet.

Det er ikke strukturel racisme at stille klare og ubetingede krav. Det er forudsætningen for et liberalt samfund.

Den virkelige fare opstår, når man forklarer sociale problemer væk som konstruktioner og dermed fratager både individer og politikere ansvar for at handle.

Skadegård har ret i én ting: Politik skal kunne gentænkes. Men gentænkning kræver mere end nye begreber og moralske anklager. Den kræver, at man tør holde fast i, at nogle indsatser blev indført, fordi problemerne var – og er – reelle.