Bliv abonnent
Annonce
Debat

Rådgivere: DI vildleder bevidst debatten om byggestop for at beskytte kulsorte interesser

Dansk Industri camouflerer sine byggeinteresser som bekymring for eftertiden. Det er hyklerisk, skriver Tanja Gotthardsen og Kasper Bjørkskov.
Dansk Industri camouflerer sine byggeinteresser som bekymring for eftertiden. Det er hyklerisk, skriver Tanja Gotthardsen og Kasper Bjørkskov.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
18. juni 2025 kl. 02.00

T

Hhv. rådgiver, anti-greenwashing specialist, Continual, og rådgiver, direktør, No Objectives

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk Industris svar på Byggestopbevægelsen og forskningen i samme er ikke bare skuffende. Det er et skoleeksempel på, hvordan bevidst misinformation, ideologisk fastlåsning og taktisk manipulation bruges til at afspore en nødvendig samfundsdebat.

I stedet for at forholde sig til den dokumenterede, videnskabelige virkelighed, forsøger Dansk Industri endnu engang at aflede og afspore samtalen, til fordel for de sorte interesser i dansk erhvervsliv, der ønsker business as usual.

Dem, der tjener på, at vi fortsætter som før, alt imens de profiterer på krisen og pynter sig med “bekymring” for eftertiden.

Læs også

Det er alt sammen til fordel for dem, der reelt bestemmer i Dansk Industris såkaldte “medlemsdemokrati”: De største.

For Dansk Industri er ikke et reelt medlemsdemokrati. Her gælder ikke princippet om én virksomhed – én stemme. De virksomheder, der betaler mest, kan få flere stemmer.

Det betyder, at de største og ofte mest forurenende aktører i praksis styrer organisationens linje og strategi. Ikke på baggrund af fællesskabets interesser, men deres egne.

Dansk Industri hepper på vækst

I sit forsvar for ukritisk vækst, trækker Dansk Industri det nostalgiske kort med ordene vækst “har givet os penicillin, glødepæren og computeren”.

Det er en påstand, der forfladiger almen menneskelig nysgerrighed og hittepåsomhed, tilfældighed og almennyttighed, geopolitiske spændinger og meget, meget andet til et spørgsmål om økonomisk vækst og akkumulation.

Et byggestop handler ikke om at ødelægge økonomien. Det handler om at redde den.

Tanja Gotthardsen og Kasper Bjørkskov
Hhv. debattører og grundlægger, No Objectives

Det er dog især udeladelserne i Dansk Industris vækstforsvar, der kalder på ransagelse.

For mens Dansk Industri vil have mere for meres skyld, har det selvsamme system skabt en verden, hvor halvdelen af menneskeheden lever for under fem dollars om dagen.

Og hvor IPCC peger på forestående konsekvenser i form af og forbundet med alt fra nedgang i fødevareproduktion og -sikkerhed, manglende adgang til rent drikkevand, varmerelateret dødelighed, fødevare-, vand- og vektorbårne sygdomme, oversvømmelse af kyster og lavtliggende områder, jordskred, tiltagende geopolitiske spændinger over ressourceknapthed og meget, meget mere.

Dansk Industri bruger altså fremskridt som røgslør for de ødelæggelser, som systemet medfører. Det er en klassisk propagandateknik, hvor man skaber falske modsætninger og skjuler omkostningerne.

Dansk Industri påstår, at vækst og tilvækst i boligmassen er løsningen på både boligkrisen og den grønne omstilling. Desværre er afsættet dog ikke videnskabeligt – det er politisk spin forklædt som fakta.

Forskningen er entydig: Fortsat vækst i ressource- og materialeforbrug er uforenelig med de planetære grænser. Grænser, hvoraf vi allerede overskrider seks ud af ni.

Når Dansk Industri hævder, at et byggestop vil skade økonomien, overser de derfor fuldstændigt, at økonomien er dybt afhængig af det økologiske fundament, som vi er ved at smadre. Altså gambler man med branchens langsigtede stabilitet til fordel for kortsigtet vækst.

Dansk Industri ignorerer forskningen

Men selv når det kommer til den kortsigtede vækst, lader Dansk Industri til at have tunnelsyn. Dansk Industri lader simpelthen ikke til at kunne frigøre sig fra sit fokus på nybyggede volumen, til trods for at der faktisk er udsigt til 4.000 milliarder euro i investeringer, hvis branchen skifter kurs fra nybyg mod renovering.

I det lys fristes man til at spørge, om det reelt er økonomisk vækst for fællesskabet eller blot flere byggerier til fordel for de største udledere, der er målet for Dansk Industri? Svaret må være sidstnævnte.

Dansk Industri kalder et byggestop for “symbolpolitik”. Det er ikke bare nedladende, det er en bevidst strategi for at miskreditere reelle forslag, der truer status quo.

Forskningen viser tydeligt, at nybyggeri er en af de mest klimabelastende aktiviteter overhovedet. Ét nybygget kvadratmeter kræver mellem 30 og 80 gange flere materialer end en renovering.

Læs også

Videnskaben er helt entydig: Vi skal reducere nybyg med minimum 80 procent for at overholde klimavidenskaben. Alligevel vælger Dansk Industri aktivt at ignorere dette og fastholde illusionen om, at vi kan bygge os ud af krisen.

Selv når beregninger viser, at byggebranchen vil overskride sit klimabudget med 600 procent frem mod 2050 – selv med teknologi-optimering og brugen af biogene materialer. Når Dansk Industri alligevel fremmer business as usual, er det ikke uvidenhed. Det er benægtelse med åbne øjne for at beskytte deres store sorte udledere.

Boligpriser handler om marked

Dansk Industri gentager igen og igen myten om, at flere boliger automatisk giver lavere priser. Men det er direkte misvisende.

Trods massiv nybygning i København de seneste ti år – på niveau med efterkrigstiden – er boligpriserne eksploderet. Hvorfor? Fordi boliger i dag primært fungerer som investeringsobjekter og ikke som velfærdsgoder.

Når Dansk Industri bruger "social retfærdighed" som argument mod et byggestop, er det ikke bare ironisk. Det er hyklerisk.

Tanja Gotthardsen og Kasper Bjørkskov
Hhv. debattører og grundlægger, No Objectives

Ifølge BPIE, Europarådets egen tænketank, vil flere byggerier ikke være en god måde at sikre flere betalbare boliger.

Samtidig står 189.000 boliger tomme i Danmark – svarende til omkring 20 millioner kvadratmeter. Hvis Dansk Industri virkelig bekymrede sig om adgang til boliger, hvorfor taler de så ikke om at udnytte disse først?

Svaret er enkelt: Fordi det ikke handler om at løse boligproblemer, men om at beskytte en profitmodel. Argumentet om retfærdighed klinger så meget desto mere hult, når man ser på de socialt dumpede skuldre, som den eksisterende branche står på.

Når Dansk Industri bruger “social retfærdighed” som argument mod et byggestop, er det ikke bare ironisk. Det er hyklerisk.

Dansk Industri advarer om, hvor dyrt et byggestop bliver, men skjuler, hvad det vil koste ikke at handle:

  • Ifølge EEA har klimarelaterede vejrkatastrofer kostet EU 738 milliarder euro siden 1980 og 22 procent alene fra 2021–2023.
  • Forskere forudser klimarelaterede omkostninger på 38 billioner amerikanske dollars årligt i midten af dette århundrede.
  • IFoA forudser op til 50 procent tab i globalt BNP mellem 2070 og 2090, hvis vi ikke handler nu.
  • Financial Stability Board advarer om, at klimachok kan destabilisere hele det finansielle system.

Et byggestop er derfor ikke en trussel. Det er en forsikring. Ikke mod fremtiden, men mod kollaps. Men Dansk Industri følger lobbyisternes lille, sorte drejebog, fordi sandheden underminerer kortsigtet profit.

Danmark har nok mursten

Dansk Industri fastholder forestillingen om, at vi kan forbruge os ud af en krise, som netop er skabt af overforbrug. Det er ikke bare fejlanalyse – det er en bevidst nægtelse af ansvar og videnskaben.

Klimakrisen er ikke et teknisk problem. Den er systemisk, og den kræver systemisk forandring. Vi har allerede bygget nok. Vi har plads nok. Det, vi mangler, er ikke flere mursten, men mod til at gentænke fordeling, funktion og retfærdighed i det, som vi har.

Læs også

Så vi har penicillin, glødepærer og computere. Men vi har også skabt en økonomi og stavnsbundet os til en logik, der driver os mod økologisk kollaps.

Der er ingen vækst, ingen profit og ingen forretning på en ubeboelig planet. Når klimakrisen udløser økonomisk krise, vil det – som altid – være dem med mindst, der rammes hårdest.

Det er kort sagt ikke ByggestopBevægelsen eller andre kritiske opråb på tværs af industrier, som gambler med vores fremtid. Tværtimod er det dybt problematisk, at Dansk Industri repræsenterer dem, der har mest at tabe på forandring – og mest at vinde på fortsat ødelæggelse. På den korte bane.

Et byggestop handler ikke om at ødelægge økonomien. Det handler om at redde den. Før det er for sent.

Læs også

Artiklen var skrevet af

T

Tanja Gotthardsen og Kasper Bjørkskov

Hhv. rådgiver, anti-greenwashing specialist, Continual, og rådgiver, direktør, No Objectives

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026