Debat

Direktører: Vi mangler desperat demensegnede plejeboliger

DEBAT: En udsigt til langt flere demente i fremtiden giver Danmark et akut behov for flere boliger, der er demensegnede, mener Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, og Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri.

Foto: Colourbox.dk
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup og Lars Storr-Hansen
Hhv. Direktør i Ældresagen og direktør i Dansk Byggeri

To ud af tre ældre med demens bor i en plejebolig, der ikke er tilpasset det liv og de udfordringer, der følger med livet som dement, hvor du har svært ved at orientere dig og finde omkring og svært ved at genkende de mennesker, der henvender sig til dig.

Alt for få boliger
Det giver problemer, ikke blot for den enkelte, men også for personale og for familie. Samtidig har antallet af plejeboliger til demente praktisk talt stået stille de seneste ni år: Fra 5.700 i 2007 til 6.390 i 2016. Og rykket fra 2015 til 2016 er på kun 340 demensindrettede plejeboliger.

Så konklusionen er klar: Der bliver ganske simpelt ikke bygget nok egnede boliger til mennesker med demens. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der fortsat kun er godt 6.000 plejeboliger ud af godt 46.000 plejeboliger til ældre, der er indrettet til demente. I de fleste tilfælde kun i form af skærmede enheder, selvom der nu er præcise anvisninger fra Statens Byggeforskningsinstitut på, hvordan opgaven med at bygge demensegnede boliger kan løses.

Fakta
Deltag i debatten! 
Send en mail til [email protected]

Vi er glade for, at regeringen har taget initiativ til at kommunerne får økonomisk støtte til at gøre eksisterende plejeboliger demensegnede. Vi er også glade for, at der etableres en national mærkningsordning for demensegnede plejeboliger, som skal omfatte både eksisterende og nybyggede plejeboliger og bygge på den faglige viden om demensindretning.

Men netop fordi udviklingen går så langsomt, mener vi, at krav om demensindretning og demenssikring bør fremgå af lov om almene boliger og bygningsreglementet helt på linje med lovens krav om tilgængelighed og nødkald. Det vil betyde, at disse krav skal respekteres, både når man ombygger og bygger nye plejeboliger.

Det nuværende antal demente mennesker i Danmark er cirka 84.000, og det tal forventes at være fordoblet i 2030.

Bjarne Hastrup og Lars Storr-Hansen
Direktør i Ældre Sagen og direktør i Dansk Byggeri

Antallet af demente stiger kraftigt
Ældre Sagen og Dansk Byggeri vurderer, at der er et presserende behov for at demensindrette og demenssikre cirka 40.000 plejeboliger til demente beboere, da de fleste plejehjemsbeboere i de kommende år vil være demente.

Det nuværende antal demente mennesker i Danmark er cirka 84.000, og det tal forventes at være fordoblet i 2030. De store efterkrigsgenerationer vil være midt i firserne, og med høj alder stiger risikoen for demens. Derfor vil der være behov for 20.000-25.000 ekstra demensindrettede plejeboliger. Samlet set er der et aktuelt behov for at demensindrette og ombygge 40.000 plejeboliger så hurtigt som muligt og påbegynde byggeriet af cirka 20.000-25.000 nye demensegnede plejeboliger. Det er med andre ord ikke nogen ubetydelig opgave, vi står overfor. Det er nu, der skal ske noget!

Spørgsmålet er, om politikerne ude i kommunerne ganske simpelt har glemt, at der findes demente mennesker? For ja, sund aldring har allerede medført, at vi får brug for hjælp senere i livet. Og ja, langt de fleste foretrækker at blive boende i deres lejligheder og parcelhuse. Men vi må også se i øjnene, at der kan komme en dag, hvor man blive tvunget til at flytte, især fordi man rammes af en demenssygdom. Og her hjælper det altså ikke noget, at vi først skal til at bygge boligen, når behovet melder sig.

Med så store stigninger i antallet af ældre i sigte, er det foruroligende, at vi ikke tager udfordringen med at bygge kvalitetsbyggeri, og især demensegnede og demenssikrede plejeboliger, mere alvorligt. Det kan ikke undgå at give udfordringer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

Lars Storr-Hansen

Adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00