DN: Planloven er ikke en barriere

Af Michael Leth Jess
Direktør for Natur og plan, Danmarks Naturfredningsforening

Planlægning kan sammenfattes som ”eftertanke – før”. Fysisk planlægning er ingen undtagelse. Når planloven står for skud, er det højt spil med vores demokratiske værdier, sammenhængskraften og de fysiske omgivelser.

Når planloven gang på gang behandles som et problem under paroler som fleksibilitet, udvikling, serviceeftersyn, smidiggørelse, målretning og tilpasning, er det mest udtryk for ukendskab, magtesløshed og manglende reel interesse for vores fælles fysiske omgivelser. Dertil kommer markedstænkningens herskende overherredømme i politikerkredse, der fejlagtigt anskuer planlægning som det modsatte af frihed, samt en vigende forståelse for, at den private ejendomsret ikke er – aldrig har været og ikke kan være – ubegrænset.

Vi har vænnet os til, at vi i flæng bruger ordet ”vores land”, samtidig med at vi godt ved, at det slet ikke er ”vores”, fordi de 75% af arealet ejes af mindre end 2% af befolkningen. En liberaliseret planlov er snarere til glæde for de 2 procent end for de mange.

Processer og normer
Planloven indeholder hovedsagelig to dele: En del om processer og en del om normer.

Procesdelen handler om, hvordan vi som borgere får indflydelse på vores fysiske omgivelser, høringsfrister, krav til dokumentation og undersøgelser. Godt, vigtigt og som mange ting i velfærdsstaten rimeligt upåagtet i den travle hverdag, indtil nogen går i gang med at bygge en metro neden for altanen, eller rockerne flytter ind på villavejen.

Svaret på de øjeblikkelige udfordringer er ikke at evakuere landbefolkningen til de 4 største byer i landet.

Michael Leth Jess
Direktør for Natur og plan, Danmarks Naturfredningsforening

Den politiske interesse for planloven knytter sig desværre mest til ”overkommunal indblanding i lokale forhold” og ”tidsrøvende processer, der kan betyde, at udviklingen går vores næse forbi”.

Planlovens processer er givetvis blevet lidt af en jungle for den driftige kommunalpolitiker, der efter mange års korstog fik ryddet amterne af vejen i 2007 og nu har opdaget, at der stadig er grænser for lokal udfoldelse. Men den er en garant for ordentlighed. Ryd gerne op i processer, ingen orker, men hold målet for øje. Forudseenhed, forventningsafstemning, transparens, medindflydelse og et land, der skal fungere på tværs af kommunegrænser.

Planlovens normative del tager udgangspunkt i lovens formål: forene de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirke til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet, værne om landets natur og miljø, værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber, åbne kyster og forebygge forurening.

Runde formuleringer, der kalder på ballade, når de skal konkretiseres. Landzonedelen handler helt inddampet om ”forskel på land og by”. Oprindelig til fordel for landbruget, fordi ressourcen landbrugsjord skulle være til at betale, og det ville den ikke være, hvis den frit kunne udstykkes.

I dag uden egentlige venner, fordi landbruget ikke længere er det bærende erhverv i landdistrikterne, ønsker den fulde råderet over hver eneste kvadratmeter samt muligheden for gennem et salg til de formål, der byder sig til, at kunne tage bagdøren ud af erhvervet. Det åbne land er en guldgrube af herlighedsværdier, der mangler at blive bogført.

Et skæbnefællesskab mellem by og land
Landdistrikternes økonomiske udfordringer er reelle. Men naturens økonomiske betydning er tilsvarende signifikant: EU kommissionen opgører, at millioner af jobs i EU er miljørelaterede eller beror på velfungerende økosystemer.

I USA er 6.1 millioner amerikanske jobs afhængige af friluftsliv, og 725 millioner besøg i nationalparkerne bidrager med 20 milliarder $ til lokalområder spredt over hele landet.

I Danmark opfattes rig natur, rent miljø og smukke landskaber hovedsagelig som et økonomisk spørgsmål, når vi ikke har tilstrækkeligt af disse goder, men skal genskabe eller udvikle dem. Det er nemlig rasende dyrt.

Vi har i Danmark et skæbnefællesskab mellem by og land. Naturværdierne er ofte nødlidende i byer og forstæder, men paradoksalt nok er den enkelte bybos økologiske fodaftryk i et moderne samfund mindre, end det er for den, der lever bylivet - på landet.

I et tætbefolket land som Danmark er byerne forudsætningen for, at vi overhovedet kan bevare de tilbageværende natur- og landskabsværdier og et rent og sundt miljø: Koncentrationen af mennesker i byen muliggør mindre ressourcekrævende løsninger inden for f.eks. byggeri, opvarmning, spildevandsbehandling, offentlig service og transport.

Svaret på de øjeblikkelige udfordringer er ikke at evakuere landbefolkningen til de 4 største byer i landet. Til gengæld skal vi have sat gang i den grønne fornyelse af de ca. 250 byer med mellem 2.000 og 20.000 indbyggere. Flertallet af byerne på landet har massive bymiljømæssige problemer: Uaktuelle funktioner, forfald og paradoksalt dårlig kontakt til naturen – problemer, der sagtens tåler sammenligning med de problemer, der betingede byfornyelsen i de store byer. Her var datidens planlove til uvurderlig hjælp.

Vi skal udvikle landdistrikterne for indbyggernes skyld, for vores naturs skyld og for de turisters skyld, som vi så gerne vil have lokket hertil. Turister, der ikke nødvendigvis efterspørger hoteller i strandkanten, men kvalitet, rent sand mellem tæerne, uspoleret natur, en solnedgang uden smog og mælk uden melaminrester – gerne økologisk.

Det er fremme af fornyelse og kvalitet, planloven kan, og det som planloven har gjort for vores store byer. Planlovens princip om at opretholde et pres over for markedet for at forny det eksisterende, før man inddrager nye arealer til byerne, har sikret, at byvæksten ikke kun er sket i randen af byerne. Derfor har vi stort set ikke større danske byer, der minder om den klassiske byplankatastrofe Detroit, hvor bykernen henligger misbrugt og forladt, mens byen udvider sig i det åbne land som en heksering. Men vi ser nogle faresignaler – specielt i de mindre byer.

Planloven er en del af løsningen, ikke en barriere, giv den styrke til at løse de mest påtrængende fysiske problemer i dagens Danmarks: Fornyelse af de levedygtige landsbyer, kvalitet og skønhed i de bebyggede områder, udvikling af den danske natur og mulighederne for friluftsliv.