En kommunal arkitekturpolitik sikrer levende byer

Af Jane Sandberg
Direktør i Arkitektforeningen

Hvordan skaber man liv mellem husene i de nye boligkvarterer, der skyder op omkring havneløbene i vores større byer? Og hvad er det egentlig, de unge ressourcestærke førstegangskøbere går efter, når de skal slå sig ned? Er det cykelstier, kunstmuseer eller shoppemuligheder? Det er helt centrale og presserende spørgsmål for en række lokale beslutningstagere i vores større byer. En kommunal arkitekturpolitik vil hjælpe politikerne med den langsigtede planlægning og samtidig danne grundlag for en levende demokratisk debat. For hvad vil vi egentlig med vores byer?

Når vi hjemme i vores lokalområde debatterer arkitektur, er det tit ikonerne, der kommer i fokus. Den nye multihal, kunstmuseet eller hundedyre lejligheder på havnefronten. Er det pænt eller grimt? Og er det alle pengene værd? Det er gode og relevante spørgsmål, og de lokale vartegn er uden tvivl identitetsskabende. Tænk bare på, hvad Aros har gjort for Aarhus og Boxen for Herning. 

Men langt de fleste af os hverken bor eller lever i ikoner. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder fokus på de 99 procent af arkitekturen, som vi i mangel af bedre kan kalde 'den almindelige arkitektur'. Det er nemlig den, der danner rammerne for det gode liv i vores større byer. Togtunneller eller almene boliger lyder måske ikke helt så sexet som fantasien om avisoverskriften: "Nyt kulturhus på kajen bygget af stjernearkitekt". Men tunneller og boliger er mindst lige så vigtige som prestigeprojekterne for udviklingen i vores byer.

Kulturminister Marianne Jelved er godt i gang med at formulere et forslag til en ny arkitekturpolitik. I Arkitektforeningen har vi store forventninger til den endelige politik. For vores landskab, byer og landdistrikter er under massiv forandring, og der er behov for, at der tages politisk stilling til, hvilken vej vi skal gå. 

Tilbage til det almindelige
Derfor anbefaler Arkitektforeningen, at regeringen forpligter kommunerne til at formulere en lokal arkitekturpolitik. For kommunerne er centrale aktører i forhold til effekten af den ny arkitekturpolitik. De er væsentlige som bygherrer, driftsherrer og som forvaltere af landskaber, byer og bebyggelser. 

Togtunneller eller almene boliger lyder måske ikke helt så sexet som fantasien om avisoverskriften: "Nyt kulturhus på kajen bygget af stjernearkitekt". Men tunneller og boliger er mindst lige så vigtige som prestigeprojekterne for udviklingen i vores byer.

Jane Sandberg
Direktør i Arkitektforeningen

Samtidig er kommunerne pressede på en lang række områder. Ikke alene i forhold til strammere budgetter og voksende forpligtelser, men også i forhold til klimatilpasning, generel grøn omstilling, ændret demografi og stigende social ulighed. En kommunal arkitekturpolitik giver de folkevalgte lejlighed til at formulere deres arkitektoniske visioner. Og den vil aftvinge de nødvendige prioriteringer og gøre det nemmere at udnytte arkitekturens mange muligheder for langsigtet at fremme vækst, velfærd og lokal identitet i det kommunalpolitiske arbejde.

Kommunale arkitekturpolitikker vil blive forskellige - og heldigvis for det. På den måde adskiller en arkitekturpolitik sig ikke fra en ældre- eller erhvervspolitik. Men når arkitekturpolitikken formuleres, kan den også diskuteres. Derfor er en kommunal arkitekturpolitik forudsætning for en demokratisk og inkluderende debat om rammerne for det liv, vi ønsker os i fremtiden. Samtidig vil den kommunale arkitekturpolitik også danne rammen for en helhedsorienteret planlægning, som er nødvendig. Vi skal nemlig have fokus tilbage på det almindelige. Undtagelserne er fantastiske, men vi bor og lever i de 99 procent. Dem skal vi med rette også kunne være stolte af.