Forskere: Tænketank forstærker fordomme om boligområder

Af lektor Troels Schultz Larsen, lektor Kristian Nagel Delica & professor John Andersen
Roskilde Universitet

Den seneste udgivelse fra Kraks Fond for byforskning, ’Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder’ (2.11.2016) har været meget omtalt den sidste uges tid.

’Én gang særligt udsat boligområde – altid særligt udsat boligområde’, lyder den forenklede konklusion, der også er overskriften på fondens pressemeddelelse.

Berlingske lancerede omtalen heraf under de bombastiske overskrifter med: ’Ny undersøgelse: 30 års indsats mod ghettoer er uden effekt’ på forsiden og: ’30 års indsats mod ghettoer er slået fejl’ inde i avisen (Berlingske 2.11.2016). Senere fulgte flere dagblade op på historien.

I omtalen gengives undersøgelsens hovedkonklusion stort set ukritisk.

Det er uheldigt, da publikationen er iklædt en fernis af objektivet, men i realiteten bidrager til at forstærke fordommene omkring den almennyttige sektor, de forsømte boligområder og ikke mindst de mennesker, der bor i disse områder.

Er der da ingen problemer i de forsømte boligområder i dag? Selvfølgelig er der det, men at sammenfatte disse i en fuldstændig vilkårlig ’ghetto-liste’ løser ingen problemer, den udpeger og stigmatiserer blot nogle tilfældige boligområder.

Forsimplende grundantagelser
Krakfondens udgivelse baserer sig på to grundantagelser.

For det første, at ’der hvor du bor påvirker dine livschancer’. Det er på overfladen en overbevisende antagelse.

Lad os tage Værebropark som eksempel. Værebropark er et almennyttigt boligområde, der har oplevet massiv mediebevågenhed og stigmatisering de seneste år.

Har en person, der vokser op her ikke langt ringere livschancer end en, der er vokset op mindre end halvanden kilometer væk i ’Regattakvarterets’ herskabsvillaer ned til Bagsværd sø?

Denne simplificerede opfattelse af boligområder som årsager til marginalisering og negativ social arv har længe præget den journalistiske dækning af og politiske tænkning om de forsømte boligområder.

Den anden grundantagelse er, at ’ressourcesvage’ mennesker (som beboerne konsekvent betegnes i udgivelsen) grundlæggende ikke bidrager med noget.

Det betyder, at når disse borgere koncentreres i bestemte boligområder vil de ikke bare fastholde hinanden i deres ressourcesvaghed: de forværrer også problemerne i sig selv.

Set sådan fremstår de forsømte boligområder som arnestederne for alverdens elendighed og beboerne fremstilles implicit som værende skyld i egen ulykke. Det fremstår også, mere eller mindre eksplicit, at pengene og indsatserne investeret i disse områder formentligt er spildt, selv om rapporten dog modererer dette lidt.

Mangelfuld undersøgelse
Problemet ved disse antagelser er, at de vender årsagsvirkningsforholdene på hovedet. I realiteten er det ’dine livschancer, der påvirker, hvor du bor’ og ikke omvendt. I en markedsøkonomi har dem med den dårligste økonomi det ringeste boligudbud.

Samtidig bruger vi ifølge OECD i Danmark flere penge på at støtte ejerboligmarkedet end den almene sektor. Denne statsstøtte har været med til at understøtte ejer – og andelsboligernes prismæssige himmelflugt.

Samtidig har frasalget af kommunale ejendomme og opbremsningen af alment nybyggeri bevirket, at dem med det ringeste økonomiske råderum har fået boligudbuddet yderligere indsnævret.

Set fra beboernes perspektiv har forringelsen af forskellige overførselsindkomster medvirket til at udvide usikkerheden nederst i det sociale hierarki. Dette indsnævrer også disse menneskers boligudbud.

Der er altså mekanismer på spil, hvis årsager ikke findes i de forsømte boligområder. Intetsteds redegøres for disse mange faktorers indvirkning på fondens undersøgelse eller de konklusioner, der drages.

Håndværksmæssigt problem
Der er tillige, med meget få undtagelser, ingen henvisninger til den omfattende danske forskning og evaluering, der har undersøgt ovenstående mekanismer og dokumenteret effekterne af det boligsociale arbejde.

Dette er et håndværksmæssigt problem, der camouflerer, at undersøgelsen reelt ikke frembringer ny empirisk viden. Der er intet nyt i at ’de stærke flytter’ fra disse boligområder og der er intet nyt i at disse områder i perioden har placeret sig i bunden af det boligmæssige hierarki.

Det eneste nye og det måske mest problematiske er, at undersøgelsen kobler områdernes position i bunden af det boligmæssige hierarki med effekterne af det boligsociale arbejde – dette undersøges dog ikke reelt, men postuleres.

For det første fandtes der forsømte boligområder før 1980 og de nævnte økonomiske koncentrationsmekanismer fandtes ligeledes.

For det andet fokuseres på 31 områder udvalgt i 2014 og disse følges tilbage i tiden. Her kan det konstateres, at områderne tilbage i 1980’erne også placerede sig under gennemsnittet af den almene sektor. Men undersøgelsen fortæller os intet om det resterende boligmarked på daværende tidspunkt.

Var der da andre områder, der var mere marginaliserede? Hermed bliver det umuligt at udpege ’bunden’ da vi kun ved, at disse områder var og er ’under gennemsnittet’. Dette fortolkes således, at 30 års indsatser er stort set uden effekt selv om disse indsatser netop ikke undersøges.

30 års indsats en succes
I øvrigt nævnes det heller ikke, at hovedparten af de sidste mange års boligsociale tiltag i de forsømte boligområder, er finansieret af Landsbyggefonden og hermed af lejerne selv. En fuldstændig lige så attråværdig konklusion kunne havde lydt ’30 års indsats en succes’.

Vi har ikke i Danmark set den samme grad af social uro, som man kender fra lande som England eller Frankrig. Vi har heller ikke i Danmark set nogen nævneværdig grad af fysisk forfald og forslumning i den almene sektor sammenlignet med samme lande.

Dette skyldes blandt andet de mange boligsociale indsatser, uden hvilke det helt givet havde stået meget værre til. 

Gheto-liste løser ingen problemer
Er der da ingen problemer i de forsømte boligområder i dag? Selvfølgelig er der det, men at sammenfatte disse i en fuldstændig vilkårlig ’ghetto-liste’ løser ingen problemer, den udpeger og stigmatiserer blot nogle tilfældige boligområder?

Nej, hvis vi ønsker at løse noget skal vi identificere og udpege de sociale mekanismer, der er med til at producere disse problemer.

En af hvilke, er fordommene om den almene sektor og stigmatiseringen af de forsømte boligområder, der efterhånden er blevet så massiv, at det har udviklet sig til et selvstændigt problem.

Derfor er det ærgerligt at den vigtige bolig – og velfærdspolitiske debat risikeres at blive afsporet af en misvisende ’kortlægning’.

Hvis vi ønsker at imødegå den stigende ulighed og medfølgende segregering af vores byer, er der behov for en ny by- og boligpolitisk debat, der tør og vil tage fat der, hvor det virkelig rykker: på de økonomiske mekanismer på boligmarkedet, på at gen- og sammentænke de sociale og økonomiske aspekter af social- beskæftigelses og velfærdspolitikken, på at modvirket fordommene om bestemte boformer og boligområder.