KL: Topartsaftalen har givet kommunerne en tiltrængt håndsrækning

Af Thomas Kastrup-Larsen (S)
Formand, KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg

Kommunernes udfordringer i forhold til at sikre boliger til de mange nye flygtninge har været et tungtvejende tema i de netop afsluttede topartsforhandlinger mellem regeringen og KL. Udfordringen er til at få øje på. I 2016 står kommunerne overfor at sikre boliger til 17.000 nye flygtninge og hertil kommer familiesammenførte. I forvejen oplever mange kommuner massive vanskeligheder ved at finde permanente boliger med en husleje, der er til at betale for flygtningene.

Flere gode tiltag
Topartsaftalen indeholder flere gode tiltag, som nu og her kan være med til at sikre bedre rammer for kommunernes boligplacering af flygtninge. Dette gælder både i forhold til etablering af permanente boliger, ombygning af egnede tomme bygninger til flygtningeboliger og etablering af midlertidige indkvarteringssteder.

Aftalen indeholder blandt andet en pulje på 640 millioner kroner, som kommunerne kan søge til at finansiere opførelse af nye almene boliger. Puljen kan dække 75 procent af de kommunale omkostninger ved at opføre 10.000 nye boliger. Derudover får kommunerne også mulighed for at søge en pulje på 150 millioner kroner til ombygning af egnede tomme bygninger til flygtningeboliger samt til opførelse af midlertidige boliger. Med aftalen sikres på den ene side etablering af flere permanente boliger, og samtidig får kommunerne en økonomisk håndsrækning til at håndtere det akutte problem med midlertidig indkvartering.

Topartsaftalen er en tiltrængt håndsrækning, men ikke hele løsningen.

Thomas Kastrup-Larsen (S)
Formand, KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg

Kommuner har forskellige udfordringer. Nogle kommuner har brug for at bygge nyt, fordi der ikke er ledige boliger eller bygninger, og andre kommuner har tomme bygninger, der kan indrettes til billige boliger. Det er derfor positivt, at der med aftalen er lavet to puljer, som favner alle kommuner, da der kan søges tilskud til etablering af både permanente og midlertidige boliger samt til ombygning af egnede tomme boliger og bygninger.

Mange kommuner er også hårdt ramt af høje udgifter til dyre midlertidige indkvarteringsløsninger, fordi der ikke er andre muligheder. For at kompensere for dette indføres en refusionsordning i 2016 og 2017, hvor staten refunderer halvdelen af de udgifter, som kommunerne har til midlertidig indkvartering, der ligger ud over den husleje, som flygtningene selv har råd til at betale. Der ydes refusion inden for et loft på 2.000 kroner pr. måned pr. flygtning i midlertidig indkvartering

Endelig smidiggøres rammerne for boligplacering gennem en udvidelse af mulighederne for etablering af bofællesskaber i almene boliger. Grænsen for hvornår disse bofællesskaber kan etableres, sænkes fra tre til to personer. Kommunen kan beslutte, at disse boliger udlejes til flygtninge, og kommunen anviser til alle ledige værelser.

Behov for løbende opfølgning
Det er positivt, at regeringen med indførelse af støtte og refusionsmuligheder samt smidiggørelse af regler støtter kommunerne i bestræbelserne på at imødekomme det akutte boligpres. Det er dog helt afgørende, at regeringen også anerkender, at dette ikke løser de langsigtede udfordringer, og at man fortsat må forvente et stort behov også i de kommende år, hvor der forventes et stigende antal flygtninge og familiesammenførte.

Kommunerne har allerede vist stor handlekraft og nytænkning i forhold til at finde både midlertidige og permanente boligløsninger til de mange tusinde flygtninge og familiesammenførte. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i kommunerne er klar til at løfte vores del af ansvaret. Men det er helt afgørende, at vi i fællesskab med regeringen følger situationen nøje, så vi kan gribe ind igen, når det viser sig, at det, som vi her har aftalt, ikke rækker. Topartsaftalen er en tiltrængt håndsrækning, men ikke hele løsningen.