Af Carsten Abild (V)
Formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark

Vi er mange landsbytilhængere, der i dag glæder os over pressens massive fokus på livet på landet. Og vi glæder os over, at flere og flere politikere er positive over for mere vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.

Men hvorfor skulle der gå fyrre år, før politikerne er parate til at hjælpe landsbysamfundene, og hvorfor besluttede Folketinget i 1970, at landsbysamfundene skulle afvikles?

Christianborg styrkede bysamfundene
På Christiansborg var den politiske opfattelse i slutningen af 1960'erne, at det kommende velfærdssamfund kun kunne gennemføres i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet, hvor bebyggelsen var for spredt.

I 1970 kom så kommunalreformen, hvor 1388 sogne blev til 275 primærkommuner. Samtidig blev by- og landzoneloven (planloven) vedtaget. Med denne lov blev Danmark opdelt i tre zoner: landzonen, byzonen og sommerhusområder.

Meget er gået tabt i landsbysamfundene
I landzone var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning og alle andre erhverv skulle være i byzone. Hensigten med loven var, at kun de borgere, der var tilknyttet landbrug, skovbrug og fiskeri, skulle forblive på landet. Alle andre skulle i løbet af nogle årtier flytte til byen, hvor de så kunne få del i velfærdssamfundets mange goder. Byboerne kunne i weekender og ferier tage ud på landet og nyde den uspolerede natur.

Politikerne må gøre den historiske fejltagelse god igen.

Carsten Abild (V)
Formand for Landsbyerne i Danmark

Men landbefolkningen, ca. en million medborgere, ville ikke flytte til byen, men blive boende og kæmpe for retten til et liv på landet. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m.v. har derfor i de sidste fyrre år kæmpet for at beholde skolen, børnepasning, ældrepleje, nærbutik, kollektiv trafik, postservice, lokal medbestemmelse, forsamlingshus, foreningsliv, folkeligt fællesskab osv. Men meget er gået tabt.

Historisk fejltagelse skal rettes
Desværre kan politikerne i dag ikke give landsbysamfundene de sidste fyrre års tabte muligheder tilbage. Men jeg tror og håber på, at politikerne, efter de mange positive udmeldinger i pressen, nu vil tage de alt for restriktive love op til revision, for eksempel planloven, så bosætning og erhverv igen kan skabe tilflytning og arbejdspladser i vore landsbyer og landdistrikter.    

Politikerne må gøre den historiske fejltagelse god igen. Det har været fyrre svære år for landsbysamfundene og livet på landet.