Lektor: Involvér kommunerne i realkredittens långivning

Af Morten Skak
Boligøkonom, lektor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet

Det har i nogen tid været populært blandt politikere at se landdistrikternes problemer som et resultat af diskriminerende adfærd hos realkreditten. Realkreditten er blevet en fælles ydre fjende, som stort set alle kan blive enige om at slå på.

Realkreditten forsvarer sig på sin side med, at den blot afspejler en udvikling, som er styret af markedskræfterne. Arbejdspladserne forsvinder fra landdistrikterne, og folk flytter mod byerne. Det giver usikre og mange steder faldende huspriser, og långivningen må indrette sig efter forholdene.

En del af de forsvundne arbejdspladser har været i den offentlige sektor. Er det statslige arbejdspladser, der forsvinder, klager lokale politikere over den af Christiansborg styrede centralisering. Og deres ræsonnement er godt nok: Flere offentlige arbejdspladser ude i landdistrikterne ville give en bedre husprisudvikling og dermed bedre lånemuligheder. Også i kommunerne sker der centralisering, for eksempel når en børnehave lukkes, hvor der er færrest børn. Det giver klager fra de lokale beboere, som så fortæller, at det ikke er godt for huspriserne (og lånemulighederne) i området.

Økonomiske fordele har betydning
Centraliseringstendenserne kommer først og fremmest som et resultat af vores ønske om at få højest mulig velfærd - eller mere prosaisk: at få mest muligt for indsatsen/pengene.

Der er flere penge at tjene og dermed oftest højere velfærd ved at flytte til byerne. For at bremse strømmen må der være nogle klare økonomiske fordele ved af flytte på landet. Et forhold er, at ejendommene er billigere på landet. Det giver lavere renteudgifter og lavere grundskyld. Et konkret regneeksempel for to huse på 200 kvadratmeter med beliggenhed på henholdsvis Amager og i Odsherred kommune viser, at der på disse poster kan spares 45.000 kroner om året ved at flytte fra Amager til Odsherred. Men uden afdragsfrihed på realkreditlånet og uden skattestop for ejendomsværdiskatten ville forskellen i de årlige betalinger på lånet og til skat være på 130.000 kroner om året. En sådan forskel i udgifterne havde uden tvivl forbedret efterspørgslen efter boligerne på landet og dermed kreditgivningen. Det kan politikerne på Christiansborg så tænke over.

En hensigtsmæssig model kunne være at give kommunerne adgang til at bære en andel af tabet på et realkreditlån.

Morten Skak
Boligøkonom og lektor ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på SDU

Kommunerne kan stille sikkerhed
De seneste meldinger fra Borgen har været, at statsstøtte til långivning i landdistrikterne er udelukket. Men nogle kommuner vil gerne involvere sig i långivning til borgere og virksomheder. Her er der måske en løsning, der kan fremme realkredittens långivning. En hensigtsmæssig model kunne være at give kommunerne adgang til at bære en andel af tabet på et realkreditlån. For eksempel kan kommunen hæfte for halvdelen af tab ned til 50 procent af lånebeløbet, hvorefter realkreditten bærer det fulde tab på det resterende beløb. Herved vil begge parter have en interesse i, at der ikke lånes ”løssluppent” samtidig med, at realkredittens risiko begrænses. En sådan begrænsning af institutternes tab vil gøre flere lån i landdistrikterne fordelagtige for realkreditten.