Nødopsparing i den almene sektor skal bruges med omtanke – ikke som plaster på dårlig planlægning

Og netop det mangler vi i stigende grad i den almene sektor: ærlig og åben dialog om, hvad dispositionsfonden er, og hvordan den bør anvendes. Alt for ofte omtales den som en “sidste udvej” – eller værre endnu, indgår som en stiltiende post i budgettet, allerede inden byggeriet er i gang.

Men dispositionsfonden er ikke en “går den, så går den”-mekanisme. Den er et redskab til brug i ekstraordinære situationer.

Buffer i budgetterne

En økonomisk stødpude, bygget op over tid gennem bidrag fra både gamle og nye afdelinger, der skal beskytte fællesskabet mod enkeltprojekters økonomiske nedslag – og samtidig fremtidssikre boligorganisationen.

Fonden kan i særlige tilfælde bruges til at dække tab fra byggesager – men kun hvis:

Det er en farlig glidebane – særligt når der ikke er transparens omkring det.

Sebastian Soelberg, Henrik Meden og Erik Andreasen

• Boligorganisationen har udvist ansvarlig økonomistyring undervejs
• Der er dokumenteret, hvad der er gået galt (eksempelvis uforudsete markedsændringer, nye lovkrav, eller force majeure-hændelser som corona eller krig)
• Der er tilstrækkelige midler i fonden, så andre afdelinger ikke lider skade
• Og brugen er godkendt af både Landsbyggefonden og eventuelt Social- og Boligstyrelsen.

Siden 2020 har både myndigheder og Landsbyggefonden vist forståelse for, at visse projekter – især i de store byer – er blevet ramt af uforudsigelige forhold. Der er eksempler, hvor brugen af dispositionsfonden er blevet godkendt. Det er ikke nemt – og det skal det heller ikke være.

Men vi ser desværre en bekymrende tendens: At dispositionsfonden i visse tilfælde begynder at indgå som en stiltiende buffer i budgetterne.

Det kan være, når der bydes for højt på en grund, når byggesagshonorarerne presses unaturligt lavt, eller når nødvendige ydelser ikke medtages i tilbud i håb om senere kompensation.

Det er en farlig glidebane – særligt når der ikke er transparens omkring det. For det er naturligvis positivt, når projekter lykkes med hjælp fra dispositionsfonden, uden at det går ud over boligorganisationens samlede økonomi.

Men netop derfor er det vigtigt, at det også fremgår tydeligt, når fonden har været i spil. For ellers skaber vi et falsk billede af, at det er muligt at bygge alment med høje grundkøb og høj kvalitet i en økonomisk krisetid – uden ekstra hjælp.

I virkeligheden er det ofte, fordi byggeriet er subsidieret af foreningens egen opsparing. Og når det ikke kommunikeres åbent, ser det ud som om, nogle boligforeninger har bedre styr på at bygge økonomisk optimeret – mens de reelt bare har en større pose penge at trække på.

Det risikerer at presse andre, mindre økonomisk robuste organisationer til at følge trop – uden samme muligheder.

Underminerer idealet

Det kan også få politiske konsekvenser. For når nogle byggerier fremstår som succeser, uden at det fremgår, at dispositionsfonden har været afgørende, bliver det lettere for politikere at afvise behovet for at hæve rammebeløbet – eller at gentænke de grundlæggende mekanismer i den almene sektor.

For målet er stadig det samme: At skabe gode, betalbare boliger – og gøre det på et økonomisk forsvarligt grundlag.

Sebastian Soelberg, Henrik Meden og Erik Andreasen

Og til sidst skaber det en skævhed. Store og veletablerede boligorganisationer med solide fonde får bedre mulighed for at bygge nyt – mens mindre og yngre organisationer med færre midler bliver hægtet af.

Det underminerer idealet om, at alle i sektoren skal have lige adgang til at bidrage til løsningen af boligudfordringerne.

Derfor bør vi insistere på åbenhed: Vi skal turde tale klart om fondens rolle og kun bruge den, når det er nødvendigt – som en nødbremse, ikke som plaster på dårlig planlægning.

Netop i denne åbenhed ligger nøglen til at sikre ansvarlighed: at vi lærer af fejl, deler erfaringer og styrker vores fælles forståelse for, hvordan vi håndterer en virkelighed, der har ændret sig markant.

Ikke for at gøre det legitimt at fejle – men for at tage ansvar og komme videre.

For målet er stadig det samme: At skabe gode, betalbare boliger – og gøre det på et økonomisk forsvarligt grundlag. Også når det er svært.