Debat

Rådgiver: Vi skal rive ned, før vi kan bygge op

DEBAT: Det giver ikke mening at blive ved med at lappe på udsatte boligområder. Det mener rådgiver Nicolai Carlberg.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nicolai Carlberg
Rådgiver, carlberg|christensen

Det var ikke kun byggekranerne i forstæderne, som havde travlt med at give fremskridtet form i 1960'erne. I Vestjylland vil bønderne heller ikke lade sig begrænse – slet ikke af noget så umoderne som naturens luner.

I perioden 1961-1969 rettes Skjern Å derfor ud til en lang lige kanal, grundvandsstanden sænkes, engene afvandes, og kvæghold erstattes med intensiv korndyrkning i stor skala.

Indgrebet bringer hurtigt økosystemet ud af balance. Den selvrensende effekt ved de årlige oversvømmelser forsvinder, og en øget mængde nitrat og fosfor koncentreres i kanalen og ledes ufiltreret ud i Ringkøbing Fjord.

Som system betragtet er et byområde ikke meget anderledes end en ådal. Også byområder har en balance, som kan tippe.

Nicolai Carlberg
Rådgiver, carlberg|christensen

Som en afledt effekt af udtørringen synker engjorden, og det står klart, at skal det intensive landbrug fortsætte, skal der snart endnu en grundvandssænkning til. Blot 19 år efter færdiggørelsen af kanalen, i 1987, træffer et flertal i folketinget beslutning om at rette op på miseren én gang for alle. Åen skal lægges tilbage i sit bugtede forløb, og naturen genoprettes langs Skjern Å.

(Foto: European Centre for River Restoration (ECRR))

Landmændene vrider sig naturligvis, mens naturfredningsforeningen proklamerer, at det SKAL vi have råd til et i velfærdssamfund. Tolv års forhandlinger senere stikker miljøministeren spaden i jorden til Danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekt.

Da genopretningen af Skjern Å var færdig i 2003, var 2,7 millioner kubikmeter jord blevet flyttet. Det svarer ifølge Naturstyrelsen til et ubrudt vogntog med jord, der strækker sig fra Skjern til syd for Alperne.

En negativ spiral
Som system betragtet er et byområde ikke meget anderledes end en ådal. Også byområder har en balance, som kan tippe. Konsekvenserne kender vi fra de udsatte boligområder i form af eksempelvis utryghed, butiksdød, hærværk, tomgang i boligmassen, vigende søgning til områdets institutioner og et dårligt image. Er balancen først tippet, er udviklingen ofte selvforstærkende, og man taler om en negativ spiral.

Hidtil har vi forsøgt at løse problemerne i de udsatte boligområder med områdebaserede indsatser i form af fysiske og boligsociale helhedsplaner. At indsatserne har været snævert afgrænset til boligområderne skyldes ikke mindst, at pengene hentes fra beboernes opsparede midler i Landsbyggefonden, og at opgaven primært varetages af boligselskaberne selv.

Indsatserne skal derfor først og fremmest være til gavn for områdets beboere. Forskningen viser, at de områdebaserede indsatser virker, men også at de beboere, som oplever at få et løft, typisk flytter ud af området og overlader pladsen til nye svage beboere. De områdebaserede indsatser formår dermed ikke at ændre på, at vi har en række socialt belastede boligområder.

Af samme grund beskrives det boligsociale arbejde i de udsatte boligområder af mange som et Sisyfosarbejde. Hvor de tørlagte engarealer i ådalen hurtigt fik brug for endnu en grundvandsænkning, får de udsatte boligområder hurtigt brug for endnu en boligsocial helhedsplan.

Ingen lappeløsninger
Der findes også argumenter for at fastholde status quo: Nogle vil hævde, at der ligefrem kan være stordriftsfordele ved, at mange udsatte borgere er samlet i nogle få udsatte boligområder. Andre vil være kritiske over for at fordele de svageste beboergrupper mere jævnt ud på velfungerende almene boligafdelinger. Mens atter andre vil påpege det urimelige i, at investorer lider tab, hvis nabogrunden pludselig viser sig at skulle rumme almene boliger.

Regnskabet er vanskeligt at gøre op, interesserne mange og bundlinjerne både økonomiske og moralske.

Men set i et byudviklingsperspektiv giver det ikke mening at blive ved med at forsøge at lappe på boligområder, som grundlæggende er i ubalance. Der er brug for urban genopretning. Man går i disse år relativt radikalt til værks i blandt andet Gellerup og Mjølnerparken, og tiden vil vise, om det er tilstrækkeligt.

I ådalen var genopretningen af økosystemet kun mulig ved inddragelse af de omkringliggende engarealer, og på samme vis må vi finde en model for, hvordan vi løfter blikket fra de isolerede boligområder og inkluderer de omkringliggende byområder i løsningen.

I fremtiden skal nogle af beboerne i de udsatte boligområder formentlig bo andre steder, ligesom nogle af dem, som i dag bor uden for de udsatte områder, i fremtiden skal bo der, hvor der i dag er ghetto.

Kilden til problemet er ikke fjernet
Selv om vi lykkes med at sprede de udsatte grupper, fjerner det ikke kilden til problemet. Der vil fortsat være fattige og udsatte borgere, som vi skal huse og tage hånd om. Men vi ville undgå isolerede parallelsamfund, og vi ville ikke mindst opnå den stærke sociale forandringskraft, der ligger i at vokse op i et bæredygtigt byområde, hvor daginstitutioner og skoler er velfungerende, hvor der er variation i job- og uddannelsesmuligheder, og hvor der er mange positive rollemodeller at spejle sig i.

Efterkrigstidens storstilede boligudbygning handlede om ”at hjælpe de mindrebemidlede op ad den sociale stige ved at hive dem ind i de sociale boligområder.” I dag må vi erkende, at effekten i de udsatte boligområder ligefrem kan være den modsatte.

Vi må turde udpege de relativt få områder, som virkelig trænger, og dernæst rive ned, bygge nyt inden for og uden for områderne, sælge fra, genhuse, lægge brak og selvfølgelig kompensere beboere og boligselskaber godt og rimeligt, indtil vi opnår en grundlæggende bæredygtig bymæssig sammenhæng. Ligesom med genopretningen af åen handler det om at varetage fællesskabets langsigtede interesser. Det SKAL vi have råd til i et velfærdssamfund.

Dokumentation

Fra 18. maj og en måned frem sætter By- og boligdebatten fokus på særligt udsatte boligområder.

Følg debatten her.

Boligdebatten på Altinget: by og bolig har til formål at fokusere og styrke den boligpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: by og bolig derfor eksperter, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for boligområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Carlberg

Indehaver, Carlberg ApS
cand.mag. i europæisk etnologi (Københavns Uni. 2003)

0:000:00