
Dansk økonomi er hårdt ramt af coronavirus. Regeringen og Folketinget har lagt økonomien i respirator ved at vedtage en række redningspakker.
I takt med genåbningen af samfundet vil den økonomiske intensivbehandling kunne rulles tilbage, men som andre patienter vil også økonomien få behov for yderligere hjælp for at genvinde normal styrke.
Det kan derfor forventes, at næste runde af den økonomiske krisepolitik bliver en mere klassisk form for finanspolitisk lempelse, som sigter mod at stimulere efterspørgslen. Hvilke redskaber skal regeringen vælge – og får vi alle tilsendt kolde kontanter som led heri?
Et af de traditionelle kriseværktøjer er at sætte gang i offentlige investeringer. Problemet er bare, at mange af disse tager ganske lang tid at sætte i værk. Der går – populært sagt – lang tid, før spaden kommer i jorden.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.
Den ulempe er mere relevant end nogensinde før, fordi coronakrisen har ramt økonomien så hårdt og pludseligt, som den har. Noget lignende gør sig gældende for et andet klassisk værktøj, skattelettelser, idet en begrænset reduktion af trækprocenten de næste mange måneder giver en begrænset effekt på økonomien her og nu.
I lyset af behovet for hurtigtvirkende redskaber har blandt andre den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard argumenteret for, at man ganske enkelt bør sende penge direkte til eksempelvis studerende, pensionister og andre grupper med lave indkomster for at sætte gang i privatforbruget.
Hvordan er det kommet dertil, at førende økonomer diskuterer et i dansk sammenhæng utraditionelt og i manges øjne radikalt forslag?
Søren Hove Ravn
Hvordan er det kommet dertil, at førende økonomer diskuterer et i dansk sammenhæng utraditionelt og i manges øjne radikalt forslag?
For det første afspejler det naturligvis den aktuelle krises alvor. For det andet har det længe været diskuteret, at finanspolitik må spille en større rolle i den næste økonomiske krise, fordi de fleste landes centralbanker allerede har sat renterne ned til omkring nul. Og endelig har den økonomiske forskning bidraget med vigtig viden om, hvordan et sådant tiltag kan tænkes at virke.
I USA gjorde man nemlig noget lignende i både 2001 og 2008, hvor mange amerikanere fik tilsendt en check fra det offentlige. Disse udbetalinger har siden været genstand for en række grundige studier, hvoraf de fleste har fundet, at en ganske stor andel af de udbetalte penge – formentlig i omegnen af to tredjedele af beløbene – blev omsat til forbrug.
Kongressen i USA har da også allerede vedtaget en ny runde af udbetalinger, som ankommer hos amerikanerne i disse uger. Ikke overraskende ses forbrugstilbøjeligheden i både disse og andre studier at være størst hos forskellige lavindkomstgrupper.
Flere nyere studier fra både USA, Norge og Danmark tyder imidlertid på, at også relativt velstillede husholdninger – middelklassen – har en overraskende høj forbrugstilbøjelighed, især hvis deres formue er placeret i illikvide aktiver som eksempelvis en bolig.
I samme stil har arbejdsmarkedets parter i form af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslået at udbetale de feriepenge, danskerne som følge af den nye ferielov har opsparet, og som ellers stod til at blive udbetalt, når hver enkelt lønmodtager går på pension. Det drejer sig om 55 milliarder kroner efter skat. Også her giver forskningen grund til optimisme i forhold til effekten på økonomien.
I 2009 besluttede den daværende regering nemlig at give danskerne adgang til deres såkaldte Særlige Pensionsopsparing (SP). Tre af mine kolleger på Københavns Universitet har nærstuderet dette tiltag og fundet, at danskerne i gennemsnit anvendte 65 procent af deres SP-udbetaling til forbrug.
Tilsyneladende er det altså effektivt at give husholdningerne adgang til deres egen låste opsparing. For at undgå at dræne virksomhederne for likviditet kan staten træde til med lån til udbetaling af feriepengene.
Det vil være en hurtig, billig og – som argumenteret ovenfor – effektiv måde at stimulere økonomien på.
-----
Søren Hove Ravn (født 1984) er ph.d. og lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Artiklen var skrevet af
- Fredag bestod Sisse Marie Welling sin første styrkeprøve: Redaktør hæfter sig særligt ved én ting
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- Problemerne er så store, at selv højrefløjens vælgere kan se behovet for et huslejeloft
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Cepos: Klimatilpasning bliver dyrere, når staten er uklar om ansvaret
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne



















