Debat

Stark: Skal vi nå klimamålene, er det nu, der skal bygges

DEBAT: Vi har brug for incitamenter, der kan sætte skub i efterspørgslen på bæredygtigt byggeri og sikre, at vi når klimamålene, før det er for sent, skriver Britta Korre Stenholt, administrerende direktør, Stark Danmark.

Foto: /pressefoto/Stark
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Britta Korre Stenholt
Administrerende direktør, Stark Danmark

Bæredygtighed står højt på byggeriets dagsorden, for i branchen ved vi godt, at vi har en stor opgave at løfte: Byggeriet sætter – desværre - markante aftryk på CO2-regnskabet, og derfor har mange, især de større, aktører i branchen blikket rettet mod et mere bæredygtigt byggeri. 

Potentialet er stort, og der foregår allerede en massiv udvikling af innovative løsninger, bæredygtige forretningsmodeller og grønne visioner, som er med til at skabe et mere bæredygtigt byggeri.

Små og mellemstore virksomheder mangler incitament
Men når jeg fra min stol i STARK retter blikket mod den store del af byggeriet, der foregår ude på det private marked, i hverdagen, hos den lille og mellemstore tømrer, murer eller entreprenør, så har vi et langt stykke vej at gå endnu.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Her er den bæredygtige udvikling til at overse, for hvad er det egentlig, der skal få den mellemstore tømrermester til at vælge det certificerede træ eller entreprenøren til at vælge den svanemærkede fugemasse?

Som jeg ser det, mangler de incitamenter og rammer, som gør de grønne løsninger til det naturlige førstevalg, og som gør bæredygtighed let, håndgribeligt og relevant i håndværkerens hverdag. Derfor har vi brug for hjælp fra politikerne, for de kan skabe de nødvendige incitamenter. 

Vi har glemt at medregne de små og mellemstore virksomheder i vores iver efter at skabe bæredygtige visioner.

Britta Korre Stenholt
Administrerende direktør, Stark Danmark

Et godt sted at starte er boligjobordningen. Den udgør et af de eneste økonomiske incitamenter, private boligejere i dag har for at renovere bæredygtigt. Regeringen lægger nu op til at fjerne klimasikrende tiltag og andre grønne håndværkerydelser fra ordningen allerede fra næste år. 

Men hvorfor ikke bevare en ordning, der netop tilskynder til energirenovering og dermed bidrager til at reducere Danmarks CO2-udledning og energiforbrug helt i tråd med klimamålene?  

Branchen er godt på vej
Ganske vist er vi godt med flere steder i branchen: De store og de offentlige aktører omstiller sig til bæredygtighed i både processer, logistik, materialer og viden. NCC stiller for eksempel flere krav om bæredygtighed i de store udbud, og Pension Danmark stiller nu krav om, at alle nye ejendomme certificeres efter bæredygtighedsordningen DGNB. Og på mange offentlige byggeprojekter anvendes og indkøbes udelukkende dokumenterbart bæredygtigt træ.

Med andre ord er der masser af gode takter i den del af branchen.

Men jeg tror, vi har glemt at medregne de små og mellemstore virksomheder i vores iver efter at skabe bæredygtige visioner. Og det er uheldigt. Tænk på, hvor stor en del af det samlede byggeri, disse aktører faktisk tegner sig for. 

Stark var den første trælastkæde herhjemme, som tilbage i 2008 fik certificeret samtlige forretninger inden for både FSC og PEFC – de to førende certificeringsordninger for bæredygtigt træ.

Vi fører svanemærkede produkter og produkter, der lever op til diverse certificeringsordninger. Med andre ord har vi det på hylderne, som vores kunder i dag efterspørger - og vi følger med, i takt med at den efterspørgsel måtte øges.

Politisk fokus skal få alle med
Jeg er overbevist om, at hvis vi skal have alle med og sikre, at bæredygtighed bliver prioriteret på tværs af hele byggeriets værdikæde, og hvis vi skal skabe den nødvendige efterspørgsel, så er der brug for langt større politisk fokus på området. For kun med incitamenter og reguleringer, der gør det nemt at vælge bæredygtigt, presses branchen til at omstille sig.

Den 1. og 2. november samles byggebranchen til den bæredygtige byggeevent Building Green i Forum. Jeg glæder mig til at deltage og sætte fokus på dette vigtige emne.

Vi ønsker alle en bæredygtig fremtid, så lad os få gang i dialogen mellem alle de nødvendige aktører - lige fra bygherrer, de udførende, distributører og ikke mindst politikere. Kom og deltag, så vi sammen kan bygge os til et mere bæredygtigt samfund.

Potentialet er der, så hvorfor vente længere?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britta Korre Stenholt

Adm. direktør, STARK Danmark, bestyrelsesviceleder, Dansk Industri (DI) og DI Byggeri, bestyrelsesleder, DI Handel, bestyrelsesmedlem, IG TopCo Aps og Byggeriets Diversitetsdag
cand.scient.oecon. (SDU 1997)

0:000:00