Teknologisk Institut: Er træ altid det klimavenlige byggemateriale?

DEBAT: En række partier på Christiansborg vil fremme brugen af træ i byggeri. Men om træ er det bedste materiale, afhænger af konteksten, og derfor bør politikere i højere grad stille rammekrav uden at blande sig i materialevalg, skriver direktør Mette Glavind.

Af Mette Glavind
Direktør, Teknologisk Institut

Er mere brug af træ-løsningen på byggebranchens del af klimaudfordringen? Sådan kan det se ud, når man spørger politikerne.

Dansk Skovforening har i starten af juni 2019 spurgt de politiske partier, og både Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten og Alternativet vil fremme mere brug af træ i byggeriet, mens Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Venstre er lidt mere nuancerede og på et mere generelt plan taler for bæredygtigt byggeri, mens de tager afstand fra politisk detailstyring. 

Det er jeg helt enig i. Lad politikerne stille nogle rammekrav, der fremmer bæredygtigt og klimavenligt byggeri, og lad branchen selv finde ud af at leve op til rammekravene.

Vindere og tabere
Der er ingen tvivl om, at træ er et bæredygtigt materiale på mange måder, og at Danmark, både hvad angår klimaet, arkitekturen og funktionaliteten af vores bygninger, vil få gavn af, at vi i højere omfang end i dag anvender træ i byggeriet.

Men det er ikke så simpelt som at udpege nogle materialer som vindere og andre som tabere. Hvert materiale har sine fordele og ulemper, og vurderingen af, hvilket materiale der egner sig bedst til et givent byggeri, kan afhænge af, hvor lang tid byggeriet skal holde, forventninger til vedligehold, hvor det skal bygges, hvilken påvirkning det udsættes for, hvordan det passer ind i kvarteret og naturen og meget andet. 

For eksempel kan det være en fordel at bruge et let materiale, når der skal bygges eller renoveres i tæt bymiljø, at bruge træ til terrassen, bygge med tegl i områder, hvor kulturarven er væsentlig, og hvor vedligeholdelsesaktiviteterne skal minimeres, bruge beton til fundamenter og endelig er det svært at forestille sig, at en Femern-tunnel kan bygges af andre materialer end beton.

På baggrund af facts
Valg af byggematerialer skal ske med baggrund i facts, og her er de såkaldte miljøvaredeklarationer, der dokumenterer byggematerialers miljømæssige egenskaber i henhold til anerkendte europæiske og internationale standarder, en hjælpende hånd.

De kan anvendes til at udarbejde livscyklusvurderinger af bygninger, hvor levetid, vedligeholdelsesomkostninger, transport og genanvendelsesmulighed blandt andre parametre indgår. De kan også anvendes, når en bygherre vælger at få sin bygning certificeret efter bæredygtighedscertificeringen, DGNB.

Ud over at brug af miljøvaredeklarationer, livscyklusvurderinger og DGNB-certificeringer kan indgå i valg om anvendelse af byggematerialer, kan de også medvirke til at fremme motivationen for at udvikle mere klimavenlige byggematerialer, fordi det bliver et konkurrencevilkår – vel at mærke på et korrekt, fagligt grundlag.

På den måde kan den enkelte materialeproducent få fordel af for eksempel at udvikle nye produktionsmetoder og bruge nye råmaterialer, der giver et mindre CO2-aftryk. Beton er nemlig ikke bare beton – tegl er ikke bare tegl – træ er ikke bare træ – stål er ikke bare stål – de findes i mere eller mindre klimavenlige versioner, ligesom mange helt nye materialer finder vej til byggeriet.

Lad os alle gøre det, som vi er bedst til. Politikerne bør stille rammekrav til byggeriet, der fremmer klimavenligt byggeri, og lad så byggebranchen selv om at udvikle og vælge de bedste løsninger inden for rammerne.

Forrige artikel SF'er: Kommuner forhindres i at klimarenovere bygninger SF'er: Kommuner forhindres i at klimarenovere bygninger Næste artikel Dansk Byggeri: Lynetteholmen er i fare uden national råstofplan Dansk Byggeri: Lynetteholmen er i fare uden national råstofplan
Radikale: Kommunerne bør fortsat inddrive ejendomsskat

Radikale: Kommunerne bør fortsat inddrive ejendomsskat

GÆLD: Kommunerne bør fortsat inddrive restancer på ejendomsskatten, når det nye boligskattesystem træder i kraft i 2021. Det mener Radikales skatteordfører. V og K er åbne for at diskutere sagen. DF og S vil ikke ændre aftalen.