Vil man lave en plan for hjælpen til hjemløse, når kulde og sne indtræffer?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Hvad er ministerens holdning til at lave en plan for hjælpen til hjemløse, når kulde og sne indtræffer over flere dage og herbergerne overfyldes, således at hjælpen aktiveres automatisk, når sådanne begivenheder indtræffer?
De allermest udsatte i samfundet, som lever på gaden, er særligt påvirkede af de kolde vintermåneder.
Det er derfor også afgørende for mig, at der findes tilbud og steder, hvor mennesker, der lever på gaden, kan søge hen i nattens timer i ly fra frost og kulde. Her spiller herbergerne, natvarmstuerne og natcaféerne en helt central rolle.
Det er vigtigt at slå fast, at det er kommunerne, der har ansvaret for at sikre, at der er de nødvendige sociale tilbud herunder til mennesker, som ikke har eller ikke kan opholde sig i eget hjem, så ingen står uden tag over hovedet om natten.
Jeg vil derudover fremhæve, at der med Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2020-2023 er afsat 5,9 mio. kr. (2026-pl) årligt fra 2020 og frem til en permanent ansøgningspulje til etablering af midlertidige nødovernatningstilbud.
Målgruppen for puljen er gadesovende hjemløse med lovligt ophold i Danmark, som har behov for et akut overnatningstilbud i vintermånederne. Puljen blev senest udmøntet i 2024 og bliver udmøntet hvert andet år med to års bevillinger.







