Afskaf politikernes pension
Det er "selvfølgelig" den skatteyderbetalte pension til folketingsmedlemmer og ministre, jeg her langer ud efter - og ikke hverken folkepensionen eller efterlønnen, jeg ønsker afskaffet.
For selvom jeg gerne ser en hel del af de nuværende folketingsmedlemmer og ministre forlade Folketinget ved næste valg, så er det faktisk så langt fra en gratis omgang at sende folketingsmedlemmer og ministre på pension.
Ja, faktisk vil jeg gå så langt som til at tale om en egentligt politikerbyrde, når de nuværende folketingspolitikere ved næste valg forhåbentlig bliver færre, og der bliver tyndet godt og grundigt ud i rækkerne fra A-Z. Men af samme grund er det død og pine nødvendigt, at befolkningen ikke skal bøde for de store årgange af politikere, der forhåbentlig snart skal på pension.
Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu, inden det store mandefald sætter ind, gør os klart, hvordan vi kan få råd til de store årgange af politikere, som inden udgangen af 2005 kommer til at stå uden for den politiske arbejdsstyrke. Vi må spørge os selv, om vi virkelig har råd til de lukrative fratrædelsesordninger eller de såkaldte "eftervederlag"?
Og om vi har råd til pensioner til pensionerede folketingsmedlemmer fra det tresindstyvende år og pensioner til ministre, ligeledes fra det tresindstyvende år?
Lovgrundlaget
Som jeg forstår reglerne i lovmaterialet (Bekendtgørelse af lov om vederlag og pension m.v. for ministre LBK nr. 1019 af 17/11/2000 og Bekendtgørelse om eftervederlag til tidligere medlemmer af Folketinget, BEK nr. 674 af 29/06/2001), så oppebærer folketingsmedlemmer, som ikke opnår genvalg eller som ikke genopstiller, et eftervederlag (læs: gyldent håndtryk), dvs. fuld løn for folketingsmedlemmer i en periode på minimum 12 måneder og maksimum 24, mens ministre efter fratrædelse herudover oppebærer ministereftervederlag, dvs. fuld løn for ministre, i en periode på minimum 18 og maksimum 36 måneder efter fratrædelse.
Man kunne spørge, om ikke en pensionsalder for folketingsmedlemmer og ministre på 60 år er lige lovligt lavt sat, taget i betragtning, at pensionsalderen for almindelige mennesker er 65 - og taget i betragtning at statsministeren mener, denne grænse generelt er for lav.
Mikkel Johannsen
Minoritetspartiet
Personligt kender jeg ikke til ret mange offentligt ansatte sygeplejersker eller hjemmehjælpere, som efter blot fire års ansættelse eller mindre kan hæve fuld løn i op til to år efter endt ansættelse.
Særbehandling
Herefter kunne man spørge, om ikke en pensionsalder for folketingsmedlemmer og ministre på 60 år (Bekendtgørelse af lov om valg til Folketinget, LBK nr. 261 af 18/04/2001 og Bekendtgørelse af lov om vederlag og pension m.v. for ministre, LBK nr. 1019 af 17/11/2000), er lige lovligt lavt sat, taget i betragtning, at pensionsalderen for almindelige mennesker er 65 - og taget i betragtning at statsministeren mener, denne grænse generelt er for lav.
Ydermere finder jeg det unægtelig besynderligt, at der overhovedet findes en særlig pension for folketingsmedlemmer og ministre, som de bevilges, uagtet at de også bevilges folkepension, arbejdsmarkedspension og formodentlig også har betalt ind på en kapitalpension.
En særlig tjenestemandspension er dog et stadig mere sjældent fænomen for ansatte i staten nu om dage - og især burde den være overflødig for en gruppe mennesker, som har haft rigeligt med chancer til at skyde penge i en kapitalpension mv. Et folketingsmedlem er således berettiget til egenpension (pension for folketingsmedlemmer), når han i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst ét år.
Og en minister, som har haft mindst ét års funktionstid som minister, er ligeledes berettiget til egenpension (ministerpension). Pensionen er godt nok afhængig af anciennitet som henholdsvis minister og/eller folketingsmedlem, men bemærk, at man kun skal have bestridt embedet i minimum ét år, førend det udløser retten til pension. Desuden er beløbet, som pensionen udregnes på baggrund af, i sit udgangspunkt ret betragteligt.
Mætte i seng
Og så må det næsten lige nævnes, at politikerne ikke ligefrem i løbet af deres embedsperiode går sultne i seng. Lønningerne ligger generelt på et opskruet niveau, som er langt over en gennemsnitsindtægt for almindelige danskere i beskæftigelse.
Et andet aspekt er ministerlønninger. Ministre kan, ud over en i forvejen forvokset løncheck fra folketingsarbejdet, i tillæg ligeledes hæve en eksorbitant løn på - i nogle tilfælde - op imod det dobbelte eller mere af lønnen for et folketingsmedlem, hvilket samlet set let runder de 1,5 million pr. minister med sæde i Folketinget - uden at fryns er medregnet.
Jeg tvivler på, at en minister yder mere end det dobbelte af et menigt medlem af Folketinget, hvorfor jeg mener, at ministre burde kunne nøjes med et tillæg på omkring det halve af en folketingslønning ud over deres normale folketingsløn for det ekstra ansvar og den ekstra arbejdsbyrde, som trods alt følger med en ministerpost.
Vi må spørge os selv, om vi ønsker at opretholde en række lukrative ordninger for en gruppe mennesker, der godt nok til tider har nogle småsyge holdninger, men som derudover sikkert godt kan yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet i et skånejob eller lignende et par år eller mere indtil de fylder 65 år - og som under alle omstændigheder er rige nok til selv at spare op til deres aldersdom.
Og så skal vi jo også passe på med blot at parkere folk på passiv forsørgelse. Og ligeledes kan det være farligt, så drastisk som tilfældet er, at tage initiativet fra folk. Og så er det jo unægtelig vigtigt, at vi så vidt muligt signalerer, at der på fremtidens arbejdsmarked grundet en faldende arbejdsstyrke også vil være brug for tidligere politikere, uanset om man måtte have småsyge holdninger eller ej.
Og hvem ved, måske sidder der en person i Folketinget med erfaringer fra et tidligere job, som ville kunne gøre nytte et sted ude på arbejdsmarkedet? Måske sidder der en tidligere hjemmehjælper, hvis ekspertise ville kunne gøre mere gavn i hjemmeplejen fremfor i Folketinget? Eller en tidligere militærmand, som kunne fjerne nogle af de miner og klyngebomber, hans allierede har været med til at sprede? Eller måske sidder der i dag en politimand i Folketinget, som efter sin afgang fra Folketinget kunne starte med at ransage sit eget hjem? Tja, hvem ved?
Men et er sikkert: Hvis vi skal have råd til de store årgange af politikere, som snart skal på pension, så må vi skabe lidt luft i budgettet. Derfor er det nok bedst, hvis vi med rettidig omhu afskaffer politikernes gyldne håndtryk, tidlige pensionsalder og lukrative pensioner.
Indsigt
- Ny måling: Et nyvalg vil være en gave til Messerschmidt
- Blå partiledere har startet operation bøllebank mod Løkke. Men én af dem har skudt sig selv i foden
- Glem svin og drikkevand. Her er de tre vigtigste opgaver for en ny regering
- Borgernes Partis barnagtige kollaps afslører en større sandhed om fløjpartierne
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
































