Analyse af 
Erik Holstein

Mette Frederiksens plan kan ændre asylpolitikken radikalt

ANALYSE: Med kombinationen af en Marshall-plan for Afrika og afvisning af spontane asylansøgere viser S-udspillet en ny vej. Modellen kan forandre europæisk asylpolitik for altid, men den er tricky at føre ud i livet.

Det tunge&nbsp;artilleri i funktion:&nbsp;Hele den socialdemokratiske top var sammen med udlændingeordfører Mattias Tesfaye mødt&nbsp;frem for at præsentere det socialdemokratiske asyludspil.&nbsp;&nbsp;<br>
Det tunge artilleri i funktion: Hele den socialdemokratiske top var sammen med udlændingeordfører Mattias Tesfaye mødt frem for at præsentere det socialdemokratiske asyludspil.  
Foto: /ritzau/Mads Claus Rasmussen
Erik Holstein

Det er en ambitiøs asylplan, Socialdemokratiet efter otte måneders forberedelse smed på bordet mandag: Nej til spontane asylansøgere og ja til kvoteflygtninge, asylbehandling i nærområderne, et årligt loft over ankomsten af ikke vestlige-udlændinge, fordobling af hjælpen til nærområderne og en massiv hjælp til Afrika. Værsgo.

Det er ikke småjusteringer, men en mindre revolution. Planen flugter sandsynligvis med befolkningens flertal. Spørgsmålet er bare, om modellen nogensinde bliver til virkelighed.

S-planens udgangspunkt kan langt de fleste skrive under på: 64 år efter FN's flygtningekonvention trådte i kraft, er asylsystemet forvredet til ukendelighed. Skulle man starte forfra, ville ingen argumentere for et system, der sammenblander asylsøgning med migration og fører til tusindvis af ofre i jagten på af komme til det forjættede Europa.

Frem for alt ser S-ledelsen den store tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere og flygtninge som en økonomisk og kulturel trussel mod velfærdssamfundet. Det økonomiske minus på 33 mia. årligt for ikke-vestlige indvandrere understreger pointen, og det kan næppe heller anfægtes, at et velfærdssamfund hviler på et vist mål af fælles normer og solidaritet.

Det bliver interessant at se, om også en statsminister Mette Frederiksen tør gå dansk enegang.
Eller om hun vil bøje af, som Venstre gjorde, selvom partiet før valget havde rettet en sønderlemmende kritik mod ”konventionsregimet”.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hvilke lande?
Løsningsforslagene er straks mere tricky.

S-planens forslag om at stoppe for spontane asylansøgere og sende dem tilbage til lejre uden for Europa for at behandle ansøgningerne blev med det samme mødt af spørgsmålene:

Hvor og hvorfor? Hvor skal de lejre ligge, som asylansøgerne sendes tilbage til – og hvorfor skulle nogen lande sige ja til den byrde?

Her har socialdemokraterne været meget ukonkrete, og der er ikke kommet nogle lande på bordet. S-formand Mette Frederiksen har efter alt at dømme frygtet, at medierne ville kontakte ambassaden i et land, der på forhånd afviste idéen. For det vil garanteret blive den første reaktion.

Men det betyder ikke, at modtagelejre i nærområdet er udelukket. Det kommer helt an på prisen.

Det meget selvbevidste Tyrkiet gik med til en flygtningeaftale med EU, fordi præsident Erdogan fik noget til gengæld, og med den rette betaling kan det tænkes, at lande som Marokko eller Algeriet vil gå med til at huse en lejr.

En sådan politik er ikke nødvendigvis urealistisk – selvom netop det var Mette Frederiksens indvending, da hun midt under flygtningekrisen hældte DF's forslag om modtagelejre i nærområderne ned ad brættet.

En smutter
Under pressemødet gjorde S-formanden det unødigt svært for sig selv ved at udtale, at modtagecentrene skal placeres i lande med ”en demokratisk valgt leder”. Det står der ikke noget om i partiets udspil, og udtalelsen var tydeligvis en blunder.

Det åbnede med det samme for en diskussion om, hvor vidt man i det hele taget kan kalde nogen af de nordafrikanske lande for demokratier. Men flygtningekonventionen stiller ikke krav om styreformen til det land, der huser flygtninge. Kun at flygtninge skal være i sikkerhed.

Tyskland og Frankrig
Det næste spørgsmål er så, om Danmark i det hele taget kan levere en attraktiv betaling for at huse modtagecentrene.

Der er ingen tvivl om, at et samlet EU kan give et nordafrikansk land et tilbud, der er meget attraktivt. Tilbyder man ikke alene at finansiere lejrene, men også nogle milliarder i ekstra udviklingshjælp og forbedrede handelsaftaler, kan modellen blive interessant for flere lande.

Men Danmark kan ikke alene tilbyde stærkt forbedrede handelsaftaler, ligesom den økonomiske præmie bliver begrænset, hvis den kun skal skal være for danske penge.

Bevægelse i fronterne
S-ledelsen sætter her sin lid til, at der er bevægelse i de politiske fronter andre steder i EU.

Det er delvis rigtigt: Kansler Merkel inviterer ikke længere asylansøgere i hundredtusindvis til Tyskland, og præsident Macron har vist sig at være noget mere kontant i udlændingepolitikken, end han gav udtryk for i valgkampen. Forslaget om at fordele asylansøgere i stort tal efter EU-kvoter er politisk dødt, og fokus er flyttet til kontrol af de ydre grænser.

Men der er stadig et stykke vej til de danske positioner, og selvom pendulet langsomt svinger i den retning, kan der gå både fem og ti år, før EU lander på en plan i stil med den socialdemokratiske. Her fremstår socialdemokraternes forventninger som alt for optimistiske.

Dansk enegang
Det er derfor afgørende, at asylplanen lægger op til, at Danmark om nødvendigt skal gå forrest. Man kan måske få lande som Norge eller Østrig med, men under alle omstændigheder kan de danske udgifter i en overgangsperiode blive betragtelige. Til gengæld kan økonomien hurtigt komme til at balancere, hvis man får standset den spontane asylstrøm.

Med viljen til enegang vælger S en anden kurs end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der konsekvent har afvist, at Danmark skal være ”first mover”. En enegang gør risiciene langt større, men det giver også langt større muligheder for at påvirke udviklingen.

Lykkes det Danmark at stoppe strømmen af spontane asylansøgere, vil modellen blive meget attraktiv for andre lande. Det kan føre til et gennemgribende skift i europæisk asylpolitik.

Men det bliver interessant at se, om også en statsminister Mette Frederiksen tør gå dansk enegang. Eller om hun vil bøje af, som Venstre endte med at gøre, selvom partiet før valget havde rettet en sønderlemmende kritik mod ”konventionsregimet”.

Mangler svar
Et andet vitalt spørgsmål bliver, hvor stor en kvote flygtninge Danmark skal tage i stedet for de spontane asylansøgere. Det nægtede S-ledelsen konsekvent at svare på. Eller rettere: Det vil man overlade til kommunerne, der skal indberette, hvor mange man kan integrere.

Den model kan være taktisk smart, for forventningen er, at kommunerne vil vende tilbage med små tal. Men det er også lidt for smart. Hvor mange indvandrere og flygtninge, der skal ankomme til landet, er et nationalt anliggende, der ikke kan overlades til kommunerne.

Mette Frederiksen gjorde det klart, at målet er færre asylansøgere end i dag, men så længe der ikke er meldt et konkret tal ud, bliver det sværere at overbevise de strammervælgere, der svømmer i farvandet mellem S, V og DF.

Invitation fra Thulesen
S-planen er et valgoplæg, og det fik en kold skulder af de fleste andre partier i rød blok. SF var ikke helt afvisende, men reaktionerne fra Alternativet, Radikale og Enhedslisten var ubetinget negative.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl valgte en mere subtil tilgang. Han glædede sig over, at ”Socialdemokratiet har tilsluttet sig DF's politik” - og opfordrede Mette Frederiksen til at mødes og indlede et samarbejde med DF for at føre politikken ud i livet.

”Hvorfor vente til efter valget?”, spurgte DF-formanden uskyldigt.

Men den sag bliver ikke afklaret på denne side af valget. Til gengæld kan man være sikker på, at den socialdemokratiske asylplan bliver et element i valgkampen.

Det bliver ikke noget, der samler rød blok, men netop det ser S som en selvstændig pointe. Når det gælder asylpolitikken, kan kritik fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Josephine Fock (ALT) kun styrke socialdemokraternes troværdighed hos de midtervælgere, der afgør valget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00