Minoritetspartiet: Bevar Christiania

En sikkerhedsventil er nødvendig i et system, hvor der kan opstå overtryk. Det gælder også i et samfund, hvor tryk som bekendt avler modtryk. I nogle tilfælde kan sådan et tryk ikke finde afløb inden for de rammer, samfundet har sat, og så må det finde en anden vej ud.

Fristaden Christiania har vel siden starten for over 30 år siden fungeret som en sikkerhedsventil for en del eksistenser, der har været lidt for skæve til at passe ind i det omgivende samfund.

De første christianitter var jo folk, der ikke blot havde svært ved at finde en bolig, men som ikke ønskede at bo efter et konformt kernefamiliemønster og derfor søgte nye veje, som var svære at realisere i det borgerlige samfund.

I hvert fald kom "Staden" til at virke som magnet på allehånde skæve eksistenser, der fandt et fristed i et minisamfund, der ikke var så gennemreguleret som det omgivende Danmark, og hvor man ikke så så skævt til, at de var anderledes.

Bred appel er unik
Andre har forsøgt at skabe den slags fristeder, men Christiania er med sin lange historie og med sin brede appel unik. Det har dog også kostet mange sværdhug at bevare Staden. Narkomanerne og deres junk måtte ud, der har været ballade med rivaliserende bander, og der er jævnligt problemer med politiet, men det interne samarbejde og opbakningen fra borgere uden for Staden har gjort det muligt at overleve det ene forsøg efter det andet på at rydde området.

I dag fungerer Christiania derfor fortsat som et fristed for mange københavnere og turister, der dagligt færdes sammen med christianitterne på området og benytter sig af fristadens restauranter, butikker, erhverv, teater og koncerttilbud.

Rød klud på borgerlige
Alligevel ser mange borgerlige politikere stadig skævt til Staden, for meget af det, der virker tiltrækkende på beboere, turister og almindelige danskere, der lægger vejen forbi, fungerer som en rød klud på den, hvis tanker er rettet ind efter Lov og Orden.

Christianias særegenhed og tiltrækning kommer netop af fristadens selvforvaltning. Forsvinder den, vil arkitekter og byplanlæggere sikkert hurtigt omdanne området til Pia Kjærsgaards småborgerlige idyl, der er lige så død efter mørkets frembrud som alle de andre villakvarterer, hvor Dansk Folkepartis vælgere søger tilflugt bag ligusterhækken.

Niels K. Petersen
Minoritetspartiet

Det gælder ikke mindst Dansk Folkeparti, der rethaverisk står klippefast på, at Lov er Lov, og Lov Skal Holdes, når vi lige ser bort fra småting som pebersprays og friheden til at trykke speederen i bund på motorvejene.

Derfor gik der ikke mange uger efter folketingsvalget, før folkepartisterne pressede på for at bruge VKOs flertal til at gennemtvinge en løsning på "problemet" Christiania. Folkepartiets udfald mod fristaden kulminerede i februar med et ugebrev fra Pia Kjærsgaard, hvori hun mobiliserer hele partiets os-dem-politik.

DFs lovlydige borgere
I Dansk Folkepartis univers er det altid "os lovlydige borgere", det er blevet ofre for nogle andre. I Christianias tilfælde er det ikke en strøm af flygtninge og indvandrere, der vil fravriste os herredømmet over Danmark, men derimod nogle folk, der allerede har stjålet et område af København fra os.

Christianitterne har nemlig ikke blot skabt "en bydel uden lov og orden," de har berøvet "os" muligheden for at bo og færdes på Christianias område. "Her har vi et område," skriver fru Kjærsgaard, "som kunne udnyttes til gavn for lovlydige borgere. Som kunne lægge jord til opførelsen af boliger til en rimelig pris, og som kunne tjene som rekreativt område for alle københavnere. Her er grønt, og de smukke gamle volde er bevaret. Hvor kunne det dog blive et skønt område, hvis bare vi fik lov til at udnytte det."

At Christiania allerede i dag er et rekreativt område, der kan benyttes af alle, der har lyst til at gå en tur der, passer ikke ind i Pia Kjærsgaards iscenesættelse, for hun er slet ikke interesseret i, hvad der foregår der i dag, men alene i at sælge sin vision om at give Christiania tilbage til folket ved at omdanne området til en småborgerlig oase med "en blanding af udlejnings-, andels- og ejerboliger og grønne områder, hvor folk tør færdes frit." Derfor skal fristaden ryddes.

Karakteristisk nok glimrer fru Kjærsgaards vision sig ved at mangle nogen som helst plan for, hvad der skal ske med dem, der i dag bor i eller besøger fristaden. Christiania skal ryddes, og hvad der skal ske med christianitterne og deres gæster, kerer hun sig tilsyneladende ikke om.

Regeringens udvalg
Det er regeringen og embedsmændene derimod nødt til at gøre, for de kan ikke bare se stort på lovgivningen og for den sags skyld på den omfattende opbakning, fristadens eksistens fortsat nyder i dele af befolkningen, ja, sågar i udlandet.

Forsvarsministeriet rykker derfor ikke straks ud for at rydde området, men har i stedet nedsat et tværministerielt udvalg, der senest ved årsskiftet skal barsle med en helheds-, handlings- og tidsplan for det, der i udvalgets kommissorium kaldes "en normalisering og udvikling af Christianiaområdet."

Formålet med arbejdet er ifølge kommissoriet "at gøre Christianiaområdet til en levende bydel gennem en blanding af boliger (med forskellige bolig- og ejerformer), erhverv (serviceerhverv, håndværk, restauranter/cafeer) og sociale og kulturelle institutioner og med byrum og pladser, der inviterer til ophold.

Der skal planlægges infrastruktur, herunder veje og forsyning med vand, el, varme, kloakering mv. og det trafikale samspil med omgivelserne skal udredes. Der skal laves en særskilt bevaringsplan for de oprindelige kasernebygninger og voldanlæg, idet ikke bevaringsværdigt byggeri på voldene skal fjernes. For øvrige bygninger tages stilling til bevaring eller nedrivning i lyset af helhedsplanen."

Selvom kommissoriet ved første blik ikke minder om Pia Kjærsgaards retorik, så er det lige så løsrivet fra Christianias virkelighed som Kjærsgaards skildring. Hvem, der har oplevet virkelighedens Christiania, kan benægte, at den allerede er en levende bydel, og at den allerede består af en blanding af boliger, erhverv og byrum og pladser, der inviterer til ophold?

Men ligesom Pia Kjærsgaard har forsvarsministeriet netop ikke for øje at bevare Christiania, som det er, man vil derimod kvæle fristaden.

Strategien er klar nok: Christiania skal ikke blot skaffe sig af med den ulovlige hashhandel, hele området skal leve op til allehånde krav om byfornyelse. Det lyder jo tilforladeligt nok, og det er hele fidusen. For på den måde kan man kvæle Christianias selvforvaltning, mens man med Orwellsk nysprog kan hævde, at man blot "hjælper" christianitterne.

Fristadens selvforvaltning
Men Christianias særegenhed og tiltrækning kommer netop af fristadens selvforvaltning. Forsvinder den, vil arkitekter og byplanlæggere sikkert hurtigt omdanne området til Pia Kjærsgaards småborgerlige idyl, der er lige så død efter mørkets frembrud som alle de andre villakvarterer, hvor Dansk Folkepartis vælgere søger tilflugt bag ligusterhækken.

Hvor smart strategien end er, efterlader den fortsat spørgsmålet om, hvad der skal ske med christianitterne og de skæve eksistenser, der færdes på Christiania?

For nok kan man måske kvæle Staden, men man kan ikke kvæle menneskene. Det er svært at forestille sig, at de vil føle sig hjemme i et byfornyet og normaliseret Christiania, så hvor skal de så finde et hjemsted?

Og hvad med hashen, når Pusher Street er nedlagt? Det er urealistisk at forestille sig, at man i nævneværdigt omfang kan begrænse hashsalget ved at fjerne det fra Christiania. Salget bliver blot mindre synligt og rykker et andet sted hen, hvor udbuddet måske også omfatter andre og langt farligere euforiserende stoffer.

Slappe af fra firkantede parceller
Jeg vil ikke hævde, at Christiania er et mønstersamfund, men over 30 års eksistens har vist, at det fungerer som et levende samfund og som et fristed midt i Storkøbenhavn. Et sted, hvor netop det skæve står i en forløsende kontrast til omgivelsernes firkantede normalitet. Har vi ikke alle af og til brug for sådan en sikkerhedsventil, hvor vi kan slappe af fra hverdagens små firkantede parceller ved at tage en tur i skoven eller på Staden? Selv er jeg alt for glad for moderne bekvemmeligheder til, at jeg tror, at jeg kunne bo på Christiania. Jeg ryger ikke hash, så jeg har ikke brug for at handle i Pusher Street, og det er faktisk meget sjældent, at jeg i min travle hverdag får lagt vejen forbi fristaden. Men kommer det som før i tiden til alvorlige trusler om at rydde eller kvæle Christiania, er jeg nok ikke den eneste almindelige "lovlydige borger", der gerne vil give mit besyv med til at bevare Christiania.