Minoritetspartiet fordømmer krigen

Jeg må erkende, at jeg efterhånden får vanskeligere og vanskeligere ved at vurdere, om jeg drømmer eller er vågen, når jeg kigger rundt på den tilstand, som verden synes at være i.

Efter ugers diplomatisk spil for galleriet, hvor det ene land efter det andet primært var optaget af, hvor mange penge og hvilke andre gevinster, de kunne få ud af at støtte den ene eller anden part af de to fløje, der pressede på for at vinde slaget i FNs Sikkerhedsråd, hagler bomberne nu ned over Irak.

Det sker ifølge den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld »med en kraft, vægt og størrelsesorden hinsides alt, hvad der tidligere er set«!

Hensynene til civilbefolkningen, der forsøger at (over)leve under Saddam Hussein og nu oplever et inferno af en tæppebombning, er forsvundet i horisonten, efter Frankrig på den ene side har vredet armen rundt på sine potentielle støtter blandt tredjeverdenslande, bl.a. i håbet om at bevare sine olieinteresser i Irak.

George W. Bush bestemmer tilsyneladende, hvem der er »Gode«, og hvem der er »Onde«. Det er en uendelig arrogance, han deler med Osama bin Laden, der begge synes at ville spille Guds rolle - og gør det omtrent lige patetisk.

Souhail Ibrahim
Næstformand, Minoritetspartiet

Og mens USA på den anden side har vredet armen rundt på sine potentielle støtter, bl.a. i håbet at kunne erobre kontrollen over oliestrømmen i et post-saddam'sk Irak.

Motiver af blot perifer omsorg for de mennesker, der lever i Irak, fylder reelt forsvindende lidt udover de tomme, floskelprægede taler, som af og til bruges fra begge sider i propagandaøjemed.

Dobbeltmoral
Selv om det er svært at glæde sig over motiverne hos både Bush og Chirac, må jeg dog erkende, at konsekvenserne af USAs dobbeltmoral forekommer mig ulig meget værre end konsekvenserne af Frankrigs dobbeltmoral i det igangværende magtspil.

George W. Bush bestemmer tilsyneladende, hvem der er »Gode«, og hvem der er »Onde«. Det er en uendelig arrogance, han deler med Osama bin Laden, der begge synes at ville spille Guds rolle - og gør det omtrent lige patetisk. Forskellen er naturligvis blot den, at Bush p.t. har væsentlig større militærmagt at gennemtvinge sin »guddommelighed« med end nogen anden i denne verden.

Den almægtige
Hvorfor skræmmer det mig?

Fordi den amerikanske præsident bestemmer almægtigt.

Han bestemmer, hvem der skal overholde menneskerettighederne (f.eks. Libyen), og hvem der ikke skal overholde dem (f.eks. Israel). Han bestemmer, hvem der skal bombes, fordi de måske har en lille håndfuld masseødelæggelsesvåben (f.eks. Irak), og hvem der ikke skal, selv om de beviseligt har enorme lagre (f.eks. Kina). Den amerikanske præsident bestemmer, at Israel må have højteknologiske atomvåben, mens Irak ikke må have primitive Scud-missiler.

Den amerikanske præsident bestemmer også, hvilke børn der skal dø (f.eks. tusinder af børn under bombardementet af Afghanistan, og hundredtusinder af børn i Irak som følge af sanktioner).

Den amerikanske præsident holder ikke blot potentielt millioners skæbne i sin hånd - han lader dem også dø for sin sag. Mig bekendt har han aldrig udtrykt et minimum af sorg.

Jeg ville gerne kunne udtrykke mig mere forsigtigt, og jeg ville allerhelst kunne sige, at jeg blot havde mareridt - men det er svært. Og jeg tror heller ikke, at jeg kan pakke det yderligere ind: Den amerikanske præsident lader velvilligt i hundredtusindvis af civile dø. I hundredtusindvis.

Kan vi sige det på nogen mindre direkte måde uden at skjule kendsgerninger om vores allierede Storebror for os selv?

USAs klare diskrimination, vilkårlige dødsstraffe og overvågning accepteres med højst spæde indsigelser, selv om det hele er som taget ud af en skrækroman. Selvfølgelig er forholdene værre i Irak, men retfærdiggør det forholdene i USA?

Krigsforbrydere hædres
Krigsforbrydere under USAs vinger kan hædres og blive statsledere uden reel international problematik, f.eks. Sharon - her bliver ikke nogen retssag som i Milosevics tilfælde. USAs egne tropper må imidlertid slet ikke stilles for den internationale krigsforbryderdomstol (ICC) - den modsætter den amerikanske præsident sig nemlig på det skarpeste (på linje med hvem? Med Israel, Kina og Irak!).

Hvorfor mon? Har han ligesom Israel, Kina og Irak monstro noget at frygte?

Da intifadaen begyndte i 1987, var de unge palæstinenseres våben sten - israelerne svarede igen med kampvogne. Først over seks år senere blev selvmorderne et kampmiddel blandt palæstinensiske grupper. Over seks år senere.

Tænk om USA havde grebet ind over for Israel i 1987, som man greb ind i Bosnien?

Nej, det er svært at overdrive uhyggen, og som tiden er gået, tror jeg, at mange af os glemmer, hvor langt ud den amerikanske præsident virkelig er skredet.

Hvem kan med sikkerhed afvise, at hvis Bush havde været præsident tidligere, så var Martin Luther King blevet interneret som terrorist? Mon Mandela og Gandhi ville have risikeret at havne i Guantanamo? Uden advokat, uden en domstol, uden rettigheder?

Overdrevet? Måske. Men jeg tvivler efterhånden - mens jeg håber, at det bare er et mareridt.

For tænk at leve vågen i en verden, hvor så mange magthavere så bevidst lukker øjnene og gør så lidt aktivt mod en præsident i Det Hvide Hus, der tror, at han er Gud.

Vil kommende generationer kunne forstå det? Vil de tilgive det?

Minoritetspartiet stiller op ved det næste folketingsvalg