Minoritetspartiet: Tvangstyranni

Der er desværre i dansk politik gået sport i at drive klapjagt på samfundets dårligst stillede grupper deriblandt ikke mindst de arbejdsløse. Skiftende regeringer og nu også de økonomiske vismænd slår i denne forbindelse knuder på sig selv, for at finde måder, hvorpå man kan tvinge de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet.

På denne måde undermineres "arbejdet", som menneskets meningsfulde og selvvalgte beskæftigelse, for i stedet at blive et begreb, hvormed samfundet kan styre og umyndiggøre den arbejdsløse. Desværre starter man aldrig arbejdsløshedsdiskussionen med at overveje, hvad "et arbejde" egentligt er, hvilket naturligvis skyldes, at man derved ville nå frem til, at den nuværende aktiveringsordning træder på det enkelte menneskes krav på at blive respekteret som andet end en funktion i en statistik. I stedet vælger man fra statens side at bruge pisken ved økonomisk at true de arbejdsløse i så høj en grad, at de trods alt ender med at foretrække asken fremfor ilden.

I bekæmpelsen af arbejdsløsheden har man således "hjulpet" et hav af åbenbart dovne og uselvstændige eksistenser ved simpelthen at tvinge dem til at tage imod et hvilket som helst arbejde gennem trusler om at inddrage deres i forvejen beskedne ydelse. Nu er der jo naturligvis nogle, der er kede af at være arbejdsløse - nogle som gerne vil i arbejde - men kan man derfor retfærdiggøre at tvinge dem til hvad som helst? Man fristes til at påpege det åbenlyse, nemlig at regeringen bekæmper de arbejdsløse i langt højere grad end arbejdsløsheden.

Inhuman tangent
Det seneste udspil fra regeringen og et (ikke?) overraskende stort bagland (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti) for at få flere i arbejde fortsætter ud ad samme ulogiske og inhumane tangent.

Man hjælper ikke de arbejdsløse ved at skære i deres kontanthjælp, fordi man selvsagt ikke hjælper mennesker med tvang, og at folk kan sige nej til aktiveringen, men derved mister deres livsgrundlag er næppe at betegne som et frit valg.

Signe A. E. Larsen
Minoritetspartiet

Man har opdaget, at det for folk på kontanthjælp nogle gange simpelthen ikke kan betale sig at arbejde. Stiger man lidt i løn, frafalder en lang række tilskud til børnehaver, boligsikring etc. Arbejdet medfører derfor, at man reelt går ned i indtægt. Regeringens løsning er at skærpe de arbejdsløses motivation til at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket indenfor den kapitale logik naturligvis må ske ved at skære i deres kontanthjælp - altid for deres egen skyld, naturligvis. Når der pludselig ikke er råd til julegaver, og de kun kan sætte dåsemad på bordet, skal de nok begynde at tage sig sammen, synes at være pointen.

Mellemregningen er dog, at mennesker, der i forvejen er svagt stillede, kynisk bliver gjort til brikker i et spil, der for regeringen udelukkende handler om profit, skattestop og pæne arbejdsløshedstal. Nu er det jo selvfølgeligt meget nemt for den velbetalte beskæftigelsesminister at sige, at man ikke ønsker at ramme familierne utilsigtet hårdt, og at man derfor maximalt kan blive beskåret 2.500 kr. i måneden.

Men inden man bliver rørstrømsk over hans enorme medfølelse, skal man dog huske, at hele konceptet jo går ud på, at det netop skal kunne mærkes. For mennesker, hvis indkomst ligger i den anden ende af skalaen end ministerens, er en ekstraudgift af den størrelsesorden selvsagt ikke bare et greb i lommen.

Vismånd støtter tvangsstrategi
I deres seneste rapport bakker de økonomiske vismænd op om denne tvangsstrategi ved at introducere endnu skrappere tiltag. I erkendelsen af at de ti milliarder, som tvangsaktiveringen årligt koster, ikke udmønter sig i tilstrækkelig profit, foreslår vismændene at stramme skruetvingen yderligere ved gradvist at nedsætte dagpengene, alt efter hvor længe modtageren har været arbejdsløs.

Igen er målet altså ikke at hjælpe de arbejdsløse så meget som muligt - det er i stedet med vold og magt og tvinge dem ud på arbejdsmarkedet, uafhængigt af, hvad en sådan tvang vil gøre mod de impliceredes selvværd og livskvalitet. Den rigtige betegnelse for en sådan strategi må kort sagt være moderne slaveri.

Andenrangsmennesker
Faktum er, at mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke er på arbejdsmarkedet, behandles som andenrangsmennesker, som staten kan behandle efter forgodtbefindende. Man bekæmper ikke arbejdsløsheden ved eksempelvis at tilbyde individet forskellige kurser, jobtræning eller ved at hjælpe det enkelte menneske med at finde det arbejde, som han eller hun rent faktisk kunne tænke sig.

Logikken er heller ikke, at arbejdsmarkedet må gøre noget mere for at tiltrække sig arbejdskraften. Og hovedformålet er slet ikke at sikre alle i samfundet en værdig levestandard; man går i stedet efter den enkelte arbejdsløse, fordi han/hun åbenbart er et symbol på ineffektivitet og moralsk forfald. Lediggang er roden til alt ondt, og med ondt skal ondt tilsyneladende fordrives.

Et opgør med denne kyniske arbejdstvang indebærer nødvendigvis, at man indser, at samfundet naturligt består både af folk på og folk uden for arbejdsmarkedet, og at sidstnævnte også har retten til enerådigt at definere et meningsfuldt livsprojekt og dermed potentielt vælge "nyttearbejdet" fra. Derfor må man naturligvis spørge sig selv, hvor længe en gruppe af befolkningen skal finde sig i at blive kostet rundt med som moderne slaver, der ikke kan få lov til at tage hånd om deres egen tilværelse.

Man hjælper ikke de arbejdsløse ved at skære i deres kontanthjælp, fordi man selvsagt ikke hjælper mennesker med tvang, og at folk kan sige nej til aktiveringen, men derved mister deres livsgrundlag er næppe at betegne som et frit valg. Det er på tide, at de arbejdsløse begynder at stille krav til deres regering; det er på tide, at de stiller krav om en ubetinget garanti for en værdig levestandard, hvilket kun kan sikres gennem en statsgaranteret og ubetinget basisydelse eller borgerløn. Det er desværre kun på denne måde, at den arbejdsløse kan sikres forsvarligt mod statens grove og umyndiggørende tiltag.