Pensionsbombe fuser ud

En stor gruppe af mennesker vil trække sig tilbage tidligt ligegyldigt hvad. De er nedslidte og udbrændte på et arbejdsmarked, som ikke længere er indrettet til dem. Men en voksende gruppe vil blive længere i jobbet uanset økonomiske vilkår – det er en del af deres identitet

Leder i A4

BOMBE I mange år har vi talt om, at danske lønmodtagere går for tidligt på pension. En gang imellem har man på fornemmelsen, at det herhjemme er den eneste reelle politiske dagsorden, der er. Ræsonnementet er, at den gennemsnitlige alder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er for lav, og vi har ikke råd til at lade så mange raske og arbejdsduelige mennesker gå fri, når befolkningen som helhed ældes, og der bliver færre unge til at forsørge dem. (...)

Men hvad nu hvis de fremtidige problemer, som vi piner os selv med, flere årtier før de viser sig, i virkeligheden løser sig selv? Hvis den gennemsnitlige pensionsalder helt af sig selv vil krybe opad i takt med, at vi bliver bedre uddannede, at vi får et bedre helbred og lever længere, og i takt med at der bliver behov for den ældre del af arbejdsstyrken.

I sidste uge skrev to eksperter i det videnskabelige tidsskrift Nature, at den såkaldte pensionsbombe i de rige lande meget let kan demonteres. Ro på, siger de. Deres analyser viser i lighed med Velfærdskommissionens og andres, at hvis blot man indstiller sig på at arbejde lidt længere, så løses problemet. (...)

Er der brug for dem, og indretter arbejdsmarkedet sig efter dem, så vil der også være flere, der beslutter at tage et par år mere på jobbet. De fleste mennesker vil gerne arbejde. De færreste ser frivilligt frem til 25-30 år uden for arbejdsmarkedet.

I denne uge sætter A4 fokus på forudsætningerne for de økonomiske forudsigelser, der eksisterer om menneskers tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Velfærdskommissionen og andre har valgt en meget økonomisk og teoretisk metode til deres prognoser og har undladt at tage højde for mere sociologiske betragtninger, lyder kritikken. Tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet afhænger af meget andet end forskellige modeller for udbetaling af overførselsindkomster. En stor gruppe af mennesker vil trække sig tilbage tidligt ligegyldigt hvad. De er nedslidte og udbrændte på et arbejdsmarked, som ikke længere er indrettet til dem. Men en voksende gruppe vil blive længere i jobbet uanset økonomiske vilkår – det er en del af deres identitet.

Hurtigt stigende friværdi i ejerboliger og store pensionsopsparinger betyder, at det for store grupper på arbejdsmarkedet ikke er et økonomisk spørgsmål, om de trækker sig tilbage, når de er 62 eller 65 år. Men for dem, der hverken har penge i mursten eller banken, vil det naturligvis fortsat være det. Problemet er, at det oftest vil være den sidste gruppe, der har størst behov.

Derfor er det grundlæggende valg for politikerne, om de gennem lovgivning vil fjerne de økonomiske muligheder, der er for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, eller om de vil stole på, at tilbagetrækningsalderen stille og roligt vil regulere sig selv i takt med, at levealderen og uddannelsesniveauet stiger.

Der er ikke nogen tvivl om, hvad der er mest sympatisk: Det er at give mennesker det frie valg. Og er der brug for dem, og indretter arbejdsmarkedet sig efter dem, så vil der også være flere, der beslutter at tage et par år mere på jobbet. De færreste ser frivilligt frem til 25-30 år uden for arbejdsmarkedet.