Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har besluttet at uddele en H.C. Ørsted Guldmedalje i kemi til kemiprofessor Karl Anker Jørgensen fra Aarhus Universitet.
Det skriver Selskabet for Naturlærens Udbredelse, der er stiftet af H.C. Ørsted, i en pressemeddelelse.
Det er første gang i 30 år, at H.C. Ørsted Medaljen i guld uddeles, og det sker som en optakt til 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820.
Karl Anker Jørgensen er valgt som modtager af prisen på grund af sin "internationalt banebrydende forskning inden for katalytisk kemi og sine fremragende evner til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum i fuld overensstemmelse med H.C. Ørsteds egne visioner," lyder det i pressemeddelelsen.
Karl Anker Jørgensen har været professor ved Aarhus Universitet siden 1993. Han har udgivet over 400 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og har modtaget adskillige priser for sin forskning, herunder Rigmor og Carl Holst-Knudsen Videnskabspris og Carlsbergfondets Forskningspris.
Tidligere modtagere af H.C. Ørsted Medaljen i guld tæller blandt andre pH-skalaens opfinder, professor S.P.L. Sørensen, og Nobelpristagerne, Niels Bohr og Aage Bohr.
Med H.C. Ørsted Guldmedaljen følger et rejelegat på 75.000 kroner. Prisen blev overrakt til Karl Anker Jørgensen af dronningen 16. oktober.
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Vi kritiserer politikere for at være populister, mens vi labber deres fordummende synspunkter i os
- Foreningsleder: Giv alle danskere fri på grundlovsdag
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april



























