Kommentar: Integration er og bør være et fælles ansvar

Integration er blevet en ubetinget og klokkeklar succes de seneste år. Når virkeligheden og statistikkerne taler et tydeligt sprog, er det alligevel en gåde, at stort set samtlige partier taler integrationen ned under gulvbrædderne. I stedet for at forstørre integrationsproblemerne frem mod valget bør partierne trække i arbejdstøjet og tage ved lære af civilsamfundet og de frivillige organisationer, der allerede løfter et stort samfundsansvar.

At fejlslagne integrationsprojekter tømmer statskassen og udsulter velfærden, er ofte det (medie)billede, vi møder, når vi hører de fleste partier tale om nydanskere og udlændinge.

Svaret er stramninger, paradigmeskift i integrationsindsatsen, systempolitik, lappeløsninger, symptombehandlinger og kagefejringer. Der fokuseres på frygten for de uløselige problemer frem for muligheder og løsninger. For virkeligheden er en ganske anden end den, der ofte bliver fremført af partierne. Og man bliver i den grad i tvivl om, hvilken osteklokke de er omringet af bag Borgens tykke mure.

Op gennem 00’erne talte vi i beskæftigelsessystemet om den stille revolution på arbejdsmarkedet, hvor indvandrere og efterkommere strømmede ud på arbejdsmarkedet, indtil finanskrisen indtraf. Dengang tegnede ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere sig for ikke mindre end halvdelen af beskæftigelsesfremgangen herhjemme, på trods af at de kun udgjorde seks procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder. I dag kan vi tale om et nyt integrationsmirakel. Her er nogle fakta, som sætter integrationssuccesen i relief:

• Ledigheden for nydanskere har aldrig været lavere.
• Knap 1.600 flygtninge er i dag i et IGU-forløb.
• Antallet af udsatte boligområder er faldet markant de seneste fire år.
• I dag er der flere mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ansat som SOSU-assistenter end personer med dansk baggrund.
• I 2015 var der kun 11 procent flygtninge i beskæftigelse eller uddannelse. I dag er 38 procent i beskæftigelse. I over 20 kommuner er andelen over 50 procent.
• 90 millioner kroner er på vej til kommunerne som belønning for at have fået flere flygtninge i job.
• I januar 2016 var 3,1 procent af flygtninge jobparate. To år efter er antallet steget til 73 procent.
  (Kilder: Det Nationale Integrationsbarometer, DA og tænketanken Mandag Morgen)

Et positivt paradigmeskift
På en lang række parametre er integrationen altså en succes i Danmark, selvom man ikke skulle tro det, hvis man målte ud fra mange politikeres retoriske udfald og tilfælde, hvor nydanskere og flygtninge udskammes. Naturligvis skal man ikke vende det blinde øje til for udfordringer. For de er der! Der er tale om social kontrol i familier, undertrykkelse og begrænset ret til et ungdomsliv i visse kulturer, en fortsat for høj kriminalitetsstatistik i udsatte boligområder og nydanske unge mænd, som stadig har et efterslæb i forhold til uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så der er brug for et paradigmeskift i integrationsindsatsen. Men svaret er ikke yderligere krav, stramninger eller udvisninger. Integration er og bør være et fælles ansvar. Alt for ofte virker det, som om at det politiske system er mere optaget af at fremhæve det, der ikke fungerer, end at komme med konkrete initiativer til at løse integrationens udfordringer.

Regnestykket integration, vækst og velfærd
Danmark har efterhånden massiv mangel på arbejdskraft i mange brancher. Det er både ligetil og simpelt. Hvis vi vil bevare vores velfærd ved at styrke vores vækst, er vi død og pine nødsaget til at få integrationsindsatsen til at fungere proaktivt frem for den evige reaktive indsats, som halser efter nytænkning og undervurderer alle de tusinder af frivillige kræfter, som hver dag udgør krumtappen i integrationsindsatsen.

Vi skal styrke det demokratiske medborger-, nabo-, og kollegaskab og få flere til at tage ejerskab og ansvar for deres egen livsmestring. Det kræver, at vi løser integrationen i fællesskab.

Politikerne sætter rammerne, og kommunerne varetager de konkrete velfærdsopgaver rundtom i landet, mens civilsamfundet i samarbejde med fonde, pensionskasser, NGO'er og frivillige foreninger får tusinder af integrationsindsatser til at fungere i praksis. De har betydning for den enkelte hver eneste dag, uanset om der er tale om Tingbjerg, Høje-Taastrup eller Vollsmose.

Det er faktisk et ganske enkelt regnestykke. Flere målrettede og veldokumenterede indsatser fører til tre ting:

1. Bedre integration på arbejdsmarkedet, i boligsektoren og på uddannelsesområdet.
2. Det skaber større økonomisk gevinst og værdi for samfundet og kommunerne.
3. Dermed skabes der mere vækst og kernevelfærd.

Der er brug for fælles trækkraft
Det har helt afgørende betydning, at civilsamfundet arbejder tæt sammen med organisationer, foreninger og fonde om at få alle med i integrationsarbejdet. Vi er kommet langt på beskæftigelsesområdet. Men vi skal have de sidste med. Vi skal blive langt bedre til at skabe forebyggende og helhedsorienterede indsatser blandt for eksempel børn og unge, vi skal finde nye løsninger for at mindske social tvang i hjemmene, bryde den negative sociale arv, og vi er nødt til at efteruddanne flygtninge og efterkommere og sikre dem bedre kvalifikationer, så vi ikke begår den samme brøler, som vi så det for 10 år siden, da finanskrisen medførte, at mange nydanskere forlod arbejdsmarkedet.

For et par år siden tog Re-Mind initiativ til at skabe en Integrationsalliance i samarbejde med centrale aktører på integrationsområdet for at adressere og gå nogle af de integrationsudfordringer, som vi vil stå med de kommende år, i møde. Men vi vil gerne have langt flere med. Så her er en opfordring:

Store løsninger kræver fællesskab og forskellige fagligheder. Derfor er der brug for at samle alle gode kræfter. Så meld jer på banen. Integration er og bliver et fælles ansvar og kan kun lykkes, hvis civilsamfundet, erhvervslivet, virksomheder, fonde og NGO'er arbejder tæt sammen om at besvare et af velfærdssamfundets vigtigste spørgsmål.

---

Jon Kiellberg er rådgiver og direktør i Re-Mind, som er et specialiseret kommunikationsbureau, der arbejder med organisationers sociale, bæredygtige og økonomiske bundlinjer.